Forsvinder din indre sandhed og livsvej i jagten på accept?

Anonym

Får kritik dig til at tvivle på dig selv, til at skifte retning, eller til at blive vred og rummer og accepterer du det, i så fald?

I går havde jeg en super dejlig dag, men om aftenen skiftede mit humør i den forkerte retning og markant. Årsagen var at jeg fik kritik, som jeg ikke var enig i og så blev jeg først vred og såret og så usikker på mig selv og jeg kunne ikke lægge det fra mig og gik slukøret i seng. Følte mig misforstået, uelsket og uden indflydelse på mit eget humør. Uh - jeg hader den offerfølelse, men jeg kunne ikke finde ud af at give slip på den. Blev ved at tænke på at når jeg nu blev så såret, så var det nok fordi der var noget om snakken, osv... Hvilket der også sagtens kan være:)

Heldigvis vågnede jeg til morgen og så klarere:) Og ja, jeg falder stadig i med at ville være perfekt i andres øjne og derfor er det svært når jeg er uforberedt på kritik. Av:) Og oveni det forventer jeg så også at jeg skal håndtere andres holdning til mig og min gøren på en perfekt måde, som for mig ligner noget med at sidde og smile, være lydhør, reflekterende, anerkendende og heeeeeelt afslappet. Mere av!:)

Er det at være autentisk? Er det livskvalitet for mig? Næh..... så ved I hvad? I dag føles det helt ok at reagere når jeg ikke har inviteret til feedback, det er helt ok at blive vred og såret, det er helt ok at blive usikker, det er helt ok at jeg ikke var ms. perfect i min tilbagemelding, det er helt ok at jeg gik ked af det i seng. ALT er ok, jeg er Ok og jeg accepterer alt hvad der skete, for det skete - det VAR, men det ER ikke i dag:) Igår er nemlig historie og nu hvor jeg tænker klarere kan jeg vælge at give slip på den episode, eller tage gaverne fra den.

Jeg snupper gaverne:) Nemlig at jeg vågnede til morgen med fornyet kraft og var over natten vendt hjem til mig selv og er ikke længere i tvivl om hvad min indre sandhed er omkring det jeg blev udfordret på. Og den står jeg ved, for jeg kan til enhver tid stole på mit hjertes sandhed og jeg vælger at gøre det. Igen og igen har jeg set at det viser mig den rette vej. Min sandhed kan aldrig findes ovre i andre:) igår var bare et gammelt mønster der kom op. Og min indre sandhed er at jeg skal ikke være perfekt. Jeg skal og vil være mig, og den gave jeg er til livet ved at være det. Og jeg skal ikke dømmes og bedømmes udefra eller indefra - og være i en evig jagt efter accept.

Al den energi jeg bruger på at tilpasse mig, kan bruges så uendeligt meget bedre. Blandt andet at styrke mig selv i at være i kontakt med og tro på min indre sandhed. Så bliver vreden, sårbarheden og løben efter det "perfekte", i øvrigt også mindre og mindre helt af sig selv:)

OG min ny definition på perfekt, kan integreres:) Nemlig at når noget ER, så er det OK og dermed perfekt - dermed er jeg også perfekt - for jeg ER jo:)

ps. I går var heldigvis en sjælden en af slagsen efterhånden:)

Ha' en super dejlig dag, kærlig hilsen Jette