Humanistisk psykologi

Den eksistentielle psykologi, undertiden også kaldt humanistisk psykologi, centrerer sit fokus omkring menneskets mulighed for selv at skabe fremadrettet mening i sin tilværelse. Meningen med livet som fremtidsperspektiv, er her på engang det vigtigste motiv og oppebærende kraft til at slippe ud af en handlingslammet tilværelse.

Viktor. E. Frankl og logoterapien

Viktor. E. Frankl (f.1905) som var professor ved Wiens Universitet, var ophavsmand til en af de mest banebrydende tiltag inden for psykologien siden Sigmund Freud: Logoterapi.

"Logos" er et græsk begreb med en bred vifte af betydninger; foruden at betyde "ord", dækker begrebet netop også betydningen mening. Frankl lægger hovedvægten på, at menneskets vigtigste egenskab er at kunne skabe sig meningsfylde ved at danne sig forestillinger om et fremtidigt mål. Et mål som både tjener som et vejledende og ikke mindst styrende ideal for en persons handlinger, udvikling af sin personlighed, lykke og livskvalitet.

Et bestemt fænomen som alle psykologer uanset retning, er enige om, er, at enhver neurotisk adfærd kommer sig af, at personen sidder fast i et bestemt stilstands forløb. Et forløb, der enten er forårsaget af noget reelt oplevet (et traume), eller noget som beror på en forkert forestilling (vrangforestilling) og forklaring om en oplevet begivenhed. Uanset, hvad det er, er det i hvert fald en omstændighed, der gør at en evig gentagelse af et bestemt handlingsmønster suger al personens energi, så individet forbliver handlingslammet, dvs. personen kører i ring. Handlingslammelse vil jo i virkeligheden blot sige, at personen ikke har noget mål for fremtidige handlinger og dermed ikke har noget positivt defineret mål med sit liv. Derfor vælger Frankl i psykologisk henseende at få klienten til se frem i stedet for tilbage. I stedet for at granske i personens fortid, vælger han at få personen til at tage afsæt i sin aktuelle fastlåste situation for herigennem at skabe sig en mening med sin fremtidige, og dermed nutidige, tilværelse.

Fokuseringen på fremtiden skal dog ikke forstås sådan, at det sker på bekostning af en negligering af et menneskes fortid. Tværtimod. Fortiden skal netop integreres i de fremtidige mål. Alene på denne måde kan personen realisere sin identitet (sin personlighed); at komme til at leve i overensstemmelse med den han eller hun på det givne tidspunkt er. Dette "at komme til at leve i overensstemmelse med den man er" har fået mange psykologer (og ikke bare psykologer, men også store dele af selvhjælpsindustrien, det spirituelle gurumarked etc.) til at konkludere, at idealet for ethvert menneske, er at opnå en ligevægtstilstand, såkaldt "balance i livet", "indre ro" etc. (jvf. Piaget og Homoestasis).

Ligevægt-stilstanden kaldes inden for den biologisk funderede psykologi (bl.a. Sigmund Freud) for "homeostasis": En spændingsfri tilstand. Frankl vender sig konsekvent mod ligevægtsteorien. Frankl ser teorien om homeostasis som udtryk for menneskelig passivitet der byder den menneskelig natur imod. Derfor hævder han, at bevægelsen fra det jeg er nu til det jeg gerne vil være, uundgåeligt vil medføre en spændingstilstand. En spændingstilstand, der er uløseligt forbundet med sjælens velfærd. Det, som mennesket behøver, er at realisere et potentiale, en mening, en mulighed, der byder sig til og venter på at blive forvandlet fra forestillet mulighed til omskabt realiseret virkelighed. Derved vil mennesker som lever i meningsfylde altid være udspændt mellem nutid og fremtid(ige frugtbare forestillinger).

Frankl og "noodynamikken"

Denne form for fremadrettet terapi kalder Frankl for "noodynamik". Hovedtanken er, at mennesket grundlæggende skal forstå, at dets vigtigste iboende egenskab, qua menneske, netop er frihed til at forholde sig til sig selv gennem at forme sin fremtid – på den måde bliver ønsket for fremtiden inkorporeret i menneskets nutid på en frugtbar måde som opleves som meningsfuldt liv. En fremtid som individet enten som personlig eller samfundsmæssige opgave, samvittighedsfuldt må overtage ansvaret for at realisere.

Jean-Paul Sartre og den eksistentielle humanistiske psykologi

Filosoffen Jean- Paul Sartre (1905-1980) har især præget den eksistentielle humanistiske psykologi. Sartre’s tænkning er den største udfordring for de retninger inden for psykologien, som netop hævder, at vores handlinger udelukkende er forudbestemte (determinerede) af vores fortid eller af samfundsmæssige påvirkninger. Sartres refleksioner over motiv og handling udgør hjørnestenen i den eksistentielle psykologi, herunder V. Frankl og Rollo May.

Sartre er radikal. Sartre hævder at mennesket: "er dømt til at være frit" - dommen refererer til, at det enkelte menneske er fritstillet m.h.t. valget af sine handlinger, og derfor også etisk ansvarlig for dem.

Udgangspunktet for Sartre er, at menneskets handlinger sker på baggrund af den bevidsthedsmæssige frihed, som er forudsætningen for enhver forestillet mulighed for fremtidige handlinger. Lad os forestille os, at vi har handlet dårligt. I de tilfælde hævder Sartre, at det er umuligt at lægge skylden over på motiver, som har med fortiden at gøre (fx dårlige opvækstbetingelser...), hvis man dermed tror, at man kan undskylde sig. Man begår dermed en fejlslutning. Fejlslutningen beror på, at mennesket frit vælger sine handlinger, selv i de tilfælde, hvor man føler sig presset af indre eller ydre omstændigheder. Man er altid fri til at sige: Nej!

Selvfølgelig kan en given person A vælge at sige, at han handlede på en given facon, fordi hans forældre fra barnsben af har påvirket ham i den retning. Men dette motiv er stadig noget (en idé) som personen selv vælger at lægge til grund for sine handlinger. Personen A vælger, iflg. Sartre, bevidst en ansvarsforflygtigende attitude overfor omverdenen. Denne attitude er, som sagt, valgt fuldstændig bevidst, hvilket igen vil sige, at motivet med forældrenes påvirkning blot tjener som en beskyttende sovepude, som personen benytter, netop fordi det er forbundet med angst at erkende, at personen rent faktisk i frihed skaber sig selv gennem sine valg og værdier.

For Sartre er angsten netop vidnesbyrdet om vores fundamentale frihed, som straks viser sig, hver gang vi ikke ved, hvad vi skal vælge. Angsten er ophobning af usikkerhed, en følgevirkning, der giver sig i og med den usikkerhed der følger med de mange muligheder, som vores bevidsthed kalkulerer med, når vi bliver konfronteret med eksistentielle valg i livet. Vi kan, som mennesker, ikke støtte os på noget som helst – andet end os selv. Derimod er vi alene overladt til selv at træffe afgørelsen hver eneste gang. For Sartre er selv det menneske som er i fængsel fri - nemlig fri til at forholde sig til den situation han er placeret i.

Tankegangen hos Sartre virker provokerende på mange, befriende på andre. Selv i dag. Man skal gøre sig klart, at Sartre skelner mellem en reel handlings- frihed og en ontologisk frihed (grundlæggende frihed til at tænke og forholde sig). En fængselsfange har jo ingen reel handlingsfrihed, derimod en ontologisk frihed. For helt at forstå Sartres tankegang er det nødvendigt at forklare nogle af forudsætningerne for hans tænkning. Sartre skelner mellem to forskellige måder at være til i verden på.

Den første kalder han væren-for-sig; som direkte kan oversættes med bevidsthed, altså bevidsthedens måde at reflektere på, som viser sig, idet vi reflekterer over, hvorfor vi har handlet som vi har gjort. I kraft af at være bevidsthed er mennesket i stand til at forholde sig til de ting, der omgiver det, herunder andre mennesker, og ikke mindst de roller vi føler os underlagt til at optræde i forskellige situationer. Sartre understreger, at mennesket netop i tanken forholder sig til forskellige muligheder for adfærd. Fundamentalt set kan mennesket ikke være identisk med en bestemt rolle. Rollen er altid valgt, også selv om et mennesker føler, at den er påduttet af andre.

Den anden kalder han væren-i-sig, som er den værensform som karakteriserer alle materielle ting i verden. Sartre udvider dog betydningen til også at omfatte en tingsliggjort måde at være til på, som fx når man vil identificere sig med en bestemt rolle, som kunne være ens arbejde, eller som den type menneske, der altid fyrer vittigheder af til fester (klovnerollen). Kort sagt dækker kategorien væren-i-sig over indarbejdede stiliserede handlingsmønstre, som mange forløjet flygter ind i eller tager til sig, fordi de af angst ikke tør se den kendsgerning i øjnene, at de hvert øjeblik bare kan sige: Nej.

Tag fx en følelse som mindreværdsfølelsen. Den er et globalt projekt "det er den måde jeg vælger, at min væren-for-den-anden skal være på" ( et citat fra Sartres bog ”Væren og Intet”). Med andre ord: Mindreværdet findes kun i forholdet til "den anden", når jeg er blevet en ting for "den anden".

Det afgørende nye i psykologisk sammenhæng ligger i, at Sartre, i modsætning til den traditionelle psykologi, tager udgangspunkt i menneskets forhold til fremtiden. Det som adskiller mennesket fra alt andet levende, er at det pro-jekt, som betyder fremad-kastethed, dvs. at vi er kastet ind i tiden som bevæger sig fremad - et eksistentielt grundvilkår som vi, som mennesker, er nødt til at forholde os (aktivt) til. Mennesker er netop ved at være til i tiden netop evigt handlende og som sådan altid fremad-kastet mod nye situationer, uden mulighed for at gå tilbage og lave handlinger om. Fordi vi har bevidsthed, former vi selv vores verden. Det er ikke sådan, at vi, som planter og dyr, bare tilpasser os den verden vi lever i - selvom mange mennesker ønsker at leve hen som var de forudbestemte til at varetage bestemte (samfunds)roller - men det kalder Sartre for at leve i "ond tro". Grundlæggende er mennesket nemlig ikke Darwinistisk determineret af omgivelserne iflg. Sartre - som her er på linje med Nietzche: Mennesket omskaber derimod selv omstændigheder og omgivelserne i verden.

Sartre siger, at det væsentligste træk ved motivet til at handle beror på, at vi i en situation får øje på en mangel, et eller andet hul i væren, som vi igennem vores handling kan fylde ud, ved at gøre det bedre. Det, som er vigtigt at forstå i Sartres frihedsbegreb er, at denne mangel ikke ville blive udbedret gennem vores handling, hvis vi ikke var i stand til at se, at der er noget, der mangler i at blive fuldført.

Mange af vores handlinger har vi ikke gjort før - derfor er der heller ikke noget i fortiden, som entydigt kan være årsag til, at vi handler som vi gør, eftersom den mangel vi beslutter os for at rette op på ikke har noget fortilfælde i vores fortid. Handlinger beror altid på et frit valg. Det er jo klart, at mennesket i kraft af at være bevidsthed er i stand til at skabe handlinger uden at være forudbestemt af fortiden eller generationen før os - ellers ville der jo aldrig blive opfundet noget nyt eller ske nogen ændringer.

Hævder vi, at vi bliver tvunget til at gøre noget bestemt p.g.a. ubevidste påvirkninger og bevæggrunde stammende fra vores fortid, løber vi ind i et paradoks. Et lille eksempel illustrerer dette. Platon, den græske filosof, stiller i et af sine værker følgende gådefulde spørgsmål: Kreteren (en mand fra Kreta) siger, at alle kretere lyver. Det virker selvfølgeligt lidt underligt. Men pointen er, at hvis en mand fra Kreta siger, at alle fra Kreta lyver, ja, så lyver han jo også selv - og derved ophæver sætningens sandhedsværdi sig selv, fordi den er selvmodsigende. Et andet eksempel kunne være: Ved en idiot, at han er idiot? Hvis han ved det, så kan han ikke være det, alene af den grund, at hans bevidsthed om det, må forudsætte noget andet: Nemlig, at han må være noget andet for overhovedet at kunne forholde sig till sig selv, som idiot. En idiot ved nemlig ikke, at han er det, det er derfor man kalder ham idiot.

Overfører vi denne tankegang på motiver, så siger Sartre, at motiver eksisterer ”for” bevidstheden i modsætning til en almindelig opfattelse af motiver som værende i bevidstheden. Motivet er altså noget vi vælger, efter vi har handlet! Dette inddrager endnu en distinktion, som de færreste er opmærksomme på: Tænkning og handling er to forskellige ting.

Sartre skelner mellem to former for bevidsthed (inden for kategorien: væren-for-sig). Den ene form for bevidsthed er den pre-refleksive bevidsthed. Det er den form for umiddelbar bevidsthed vi har, når vi er i færd med at handle, som fx hvis vi i biografen er opslugte af en film. Så oplever vi bevidst, hvad der foregår i filmen, men vi tænker ikke over det – vi er så at sige i flow med filmen.

Den anden form for bevidsthed er den refleksive bevidsthed. Det er den form for efterrationaliserende tankevirksomhed vi har, når vi tænker over, hvorfor vi har handlet som vi har gjort, eller når vi (bagefter) tænker over, om filmen var god eller dårlig. For Sartre hører motivet hjemme i den refleksive bevidsthed. Det vil rent faktisk sige, at når handlingen finder sted, så handler vi først i den pre-refleksive bevidsthed og når vi skal forklare eller gøre rede for motivet, så sker det efterfølgende i den refleksive bevidsthed. Derfor handler og tænker vi ikke på samme tid. Først finder handlingen sted, så følger motivet efter - ikke omvendt.

Ser vi nu på et eksempel med en ung mand, der siger, at han i dag er alkoholiker, har et alkoholiker gen, fordi han igennem hele sin barndom har ligget under for sine alkoholiserede forældres opførsel. Så må dette valg stadig være et bevidst valg og et ønske om identitet, det kan aldrig være fuldstændigt ubevidst styrende, af den simple grund, at han dermed ikke ville være i stand til vide, hvorfor han drikker. Det korte af det lange er, at det jo ikke er forældrene som hælder øllerne i ham. Den unge mand bruger henvisningen til forældrene netop som undskyldning for ikke at ville tage sit valg af liv i egne hænder.

Sartres tænkning forekommer nogle at være nådesløs i sin insisteren på menneskets ansvarlighed som motiv for handlinger; at mennesket, frit overladt til sig selv i sine valg, danner meningen med sit liv. Ifølge Sartre er det umuligt at henvise til ydre forhold som begrundelse for sine handlinger, uden samtidigt at understrege, at uanset, hvilke motiver vi hævder, at vi handler ud fra, så er det stadig op til hver især at bestemme sig for at vælge dem.

Sartre’s filosofi er i sin skarpe betoning af vores ansvarlighed overfor vores handlinger intet mindre end et trompetskrald til at tage livet i vores egne hænder. At bevidstgøre klienter omkring ansvarlighed for sig selv, og vigtigheden af at sætte sig bestemte meningsfulde mål i sit liv, er grundstenene i den eksistentielle humanistiske psykologis terapiform.

Læs også videre herunder om:

Psykologi og motiver - hvad får os til at handle

Hvad er Motivationspsykologi

Hvad er eksistentiel psykologi?

Forskellen mellem bevidste og ubevidste handlinger

Psykologi og konflikter i parforholdet

Psykologi, karakterneuroser og symptomneuroser

Psykologiens Problem

Hvad er erhvervspsykologi

__________________________

Team Levlykkeligt
Kontakt os her: http://levlykkeligt.dk/kontakt