Se kontaktoplysninger og profil for Certificeret lifecoach og mentor Tine Hallum ...

Mens vi har travlt med at ryste på hovedet af uengagerede pædagoger, som blot venter på den næste kaffepause, skyller en bølge af ”professionel indlæringspædagogik” faretruende ind over landet.

Der har været megen debat i medierne omkring det pædagogiske arbejde i daginstitutioner. Senest med en række artikler i dagbladet Politiken, hvor selvforvaltningspædagogikken og didaktikken står som modsætninger, levendegjort af kaffedrikkende børnepassere kontra den fagligt dygtige pædagog/lærer.

”Vi skal gøre op med den forældede hippiepædagogik!”

Sådan sagde tidligere socialminister Benedikte Kjær i 2011.
Inden vi udskifter én ideologi med en anden, bør vi dog se på konsekvenserne af den tiltagende måle/veje kultur. 

Lader vi os forblænde af statistikker og løfter om optimal læring, mens vi glemmer børnenes individualitet og styrkelsen af deres selvværd?

Og hvad er konsekvenserne når vi får travlt med at profilere os, i vores iver efter at give pædagoger et nyt ry som professionelle lærere, med udvikling for øje?

Åbner vi op for en mere rigid holdning til børneopdragelse?

Væksten er truet!

90’ernes dårlige resultater i PISA testen førte, med tiden, til en ny daginstitutionslov der lægger vægt på indlæring (didaktik) i daginstitutionerne. Dokumentation og læreplaner er blevet en stadig større del af hverdagen og pædagoger har selvsagt fået flere administrative opgaver i takt med denne udvikling.
Vi skeler stadig mere til statistiske beregninger og kræver ensartet respons på læringsmålene.

Hvordan trives og lærer børn bedst?

Flere forskere i udviklingspsykologi mener at, al denne måletyranni og evalueringsmani skaber testangste børn. Man ser flere præstationsangste børn med lavt selvværd.

De siger endvidere at, det vigtigste for børn er at de har
-nære relationer til vigtige voksne som hjælper barnet med at regulere stress,
-voksne som er til rådighed hvis barnet bliver usikkert og bange
-voksne som hjælper barnet med at sætte ord på følelser.

I institutioner hvor børn har en god tilknytning til pædagoger, har de mindre stresshormon i blodet. De udvikler sig bedre socialt og intellektuelt og børnene har bedre relationer til andre børn.

Harmonerer det med et fokus på læreplaner, dokumentation og evalueringer af børnene?
Jeg kan være bange for at vores syn på børneliv skifter, til at se det som en forberedelse til voksenlivet,
med fokus på kvalificering og disciplinering for at sikre os at de lever op til kravet om vækst.



En glidebane

”Ikke for megen én til én kontakt med børnene.”
”Omsorg er ikke noget pædagoger skal levere, vi leverer faglighed.”
”Her sidder vi ikke med børnene.”

Pædagoger og medhjælpere som ikke forstår eller husker hvad de mange regler og struktur er til for.

Er det hvad vi ønsker?

Erfaringer udvekslet med andre pædagoger, fortæller mig om lignende oplevelser af, at vi ofrer omsorgen og nærheden for en professionel distance, når vi stolt forkynder at vi har øje for læring og udvikling.

Jeg har bemærket at det fostrer mange regelryttere, også hos børnene, hvilket ikke just er befordrende for gode venskaber. Den voksnes opmærksomhed på projektet, reglerne eller rammerne, levner ikke megen plads til nærvær, intuition og opmærksomhed i nuet. Vigtige egenskaber, som i hverdagens travlhed kan være svær nok. Det er umuligt at overbevise et barn om at det har betydning, hvis man ikke har tid til at lytte og se barnet i øjnene.

Hvad gør det ved børnene?
Jeg ser børn i (sund) opposition, børn som trækker sig tilbage, holder på sig selv. Jeg ser mistrivsel og mistillid.
Et miljø blottet for varme!
Jeg ser børn som græder fordi de er bange for at blive skældt ud.
Børnene lukker af, de gider ikke de voksne.

Hvad gør det ved dem som arbejder i denne atmosfære?
Det skaber et dårligt arbejdsmiljø. En rigid struktur kan ramme pædagogen som en boomerang i form af begrænsninger og manglende samarbejde fra børnenes side. Der opstår ofte en magtesløshed når man står i et dilemma mellem at følge sin gode situationsfornemmelse og intuition, eller overholde de rammer man har sat. Denne magtesløshed er forløberen for stress. Jeg ser mange dygtige mennesker som, trods nedskæringer og tiltagende udfordringer, arbejder hårdt på at indføre de mange retningslinier med hjertet i behold.

For alles vedkommende, medfører det en usikkerhed, anspændthed og frygt for at gøre noget forkert.

Der har været skrevet meget om vigtigheden af lederens synlige ledelse og styring af pædagogens arbejde. Jeg har et stort håb om at man fra kommunernes side er synlige og opmærksomme på forvaltningen af eksempelvis DAP i diverse institutioner!

Den falder, så vidt jeg ved, meget forskelligt ud.

Hvordan skal vi sikre børnenes trivsel?

Vi skal huske at meget af det vi vil sikre os ved hjælp af dokumentation, eks sprogstimulation, kommer helt naturligt når de voksne har tid og kommunikerer med børnene. Meget af det det jeg ser, er unødvendigt og bidrager kun til at fjerne os fra børnene.

- Vi skal passe på at arbejdet med den anerkendende holdning til børn ikke smutter i kapløbet om mest mulig læring.
- Vi bør være varsomme med at forkaste tidligere metoder og idealer, men inkludere og samle de erfaringer vi har gjort os tidligere.
- Vi skal huske, på daglig basis, at have en finger i jorden og spørge os selv om vores praksis fungerer efter hensigten.
- Vi skal mærke efter hvor børnene er henne på daglig basis.
- Vi skal fokusere mere på børnenes relationer. De lærer mere af hinanden end vi giver dem æren for.

Didaktisk anvendt pædagogik/dokumentation af det pædagogiske arbejde og andre professionelle tiltag bør være et redskab for den omsorgsfulde og anerkendende pædagog, ikke en erstatning!

I takt med at vi bliver dygtigere, skal vi (specielt lederen) passe på, ikke at blive forført af vores nyfundne faglige ego.
Et opblæst ego kan få selv de bedste intentioner ud på en glidebane.

Hvad er vigtigst? Samværet med børnene, eller dokumentation af samværet med børnene?

Børn tilbringer gennemsnitligt 7 timer dagligt i børnehaven, i mange daginstitutioner har vi stadig flere børn som kalder på særlig opmærksomhed og stadig flere små børn får spiseforstyrrelser.
Det er vigtigere end nogen sinde at vide hvilket ideologisk fundament dit barns daginstitution hviler på!

I Sverige har børnefamilierne bedre muligheder i forhold til deltidsarbejde og de kan holde flere sygedage med barnet.

I Danmark fokuserer man desværre ensidigt på at hæve kvaliteten ved at lave målsætninger og udviklingsplaner.

Det er paradoksalt at vi, mens vi forsøger at bevise, at vi er dygtige og nærværende fagfolk, fjerner os stadig mere fra børnene, med et dokumentations-skema i den ene hånd og et kamera i den anden. Og når midlerne til at sikre sig, at pædagogen passer sit arbejde bliver overvågning og kritik (desværre endnu en mulig konsekvens), er det ikke kun uhensigtsmæssigt, det er også uværdigt.

Nærvær kan ikke effektiviseres

Vi er en organisme, bestående af børn, forældre, pædagoger, pædagogmedhjælpere , med flere, som vil sikre ’det gode børneliv.’ Børnenes trivsel og udvikling i daginstitutionerne hænger nøje sammen med pædagogernes trivsel og forældrenes tillid. En åben og imødekommende kommunikation kan skabe det flow der gør en, til tider, hektisk hverdag lidt nemmere. Hvad end det er at yde omsorg for en bekymret mor, eller tage en vigtig snak med et barn på skødet.
Hygge og fysisk kontakt skaber tillid og tryghed og skaber et vigtigt grundlag for alt lige fra konfliktløsning, til venskaber og projektarbejde.

Didaktik og omsorg behøver ikke være to modsatrettede begreber hvis blot vi har vores fundament i orden. Grundlaget for det pædagogiske arbejde bør være børnenes følelse af sig selv, deres selvværd og selvtillid.

Nysgerrighed, mod på livet og tillid til os selv, er det brændstof som skal drive os og det frembringes ikke ved effektivisering.
Nærværet er den vigtigste ressource vi pædagoger har. Med den er det muligt at skabe en tillidsfuld og tryg relation, som ifølge forskerne er essentiel for børnenes udvikling af en god og sund selvfølelse. Børnene vil i langt højere grad udvikle deres empati og intuition og lære om konsekvenserne af deres handlinger, når vi tager udgangspunkt i deres følelse af sig selv. 

Selvfølelsen er dén børnene går ud i verden med, dén der løfter dem i deres udfordringer og dén der bringer dem meningsfuldt samvær og gode relationer.

Kærligst

Tine Hallum,
Pædagog, mentor og lifecoach

Tine Hallum, mentor og lifecoach på Mols.
Meditation og livskunst.