Danser med dæmoner

”Det er superføde for dæmonen. Når det ikke lykkes. For så lever den. Af det den frygter allermest.”

 

I går var jeg sammen med min veninde, og vi talte om vores dæmoner. Vi udmalede dem, udpenslede dem, afsøgte deres strategier, og det var ikke noget dæmonerne kunne lide. For når vi taler om dem, kan vi jo ikke være dem. Når vi ser dem, kan vi ikke være dem. Og det er dæmonernes superføde, at få os til at tro, at de er virkelige. At få os til at tro, at der er grund til at frygte ikke at være perfekt, at der er grund til at tro, at det slet ikke kan betale sig at åbne hjertet og lukke kærligheden ind. Eller hvad nu den dæmon måtte bestå af. 

 

Stakkels dæmoner, som er så bange, at de har pustet sig op til frygtindgydende body guards, der beskytter os mod livet, kærligheden og kreativiteten. Hvis jeg ikke skaber kan jeg ikke blive kritiseret. Hvis jeg ikke elsker, kan jeg ikke blive afvist. Og i sidste ende: Hvis jeg ikke lever kan jeg ikke dø. Og dæmonerne står med deres rokkende hoveder og beskytter os imod alt det onde, som kunne komme over os.

 

Lille bitte dæmon. Hvor har du passet godt på mig. Dengang jeg havde brug for dig. Dengang der virkelig var noget at frygte, fordi en afvisning var lig med døden. For at blive forladt af både far og mor før man overhovedet kan spise selv kunne have resulteret i døden. Men det gjorde det ikke. Fordi der var alle englene og kærligheden, der tog over der hvor menneskene slap.

 

Lille dæmon, hvor har du gjort det godt. Og lille dæmon det er mig, der tager over nu. Jeg kan spise selv. Jeg kan elske og jeg kan være alene, hvis ham jeg elsker vælger at gå.

 

Og dæmonen tror mig ikke. Den har overvintret i destruktive forhold, der selvfølgelig måtte ende, og den har skræmt de gode kærester væk, når de var der. Altsammen ud af et enkelt behov for overlevelse, og nu står jeg der og fortæller den, at vi skal noget helt nyt. Og jeg fortæller min veninde om den lille dæmon, og vi piller den fra hinanden som man skiller en frø i et biologilokale. Hmm... og pludselig ved jeg noget. Dæmonen lever af det, den frygter allermest.  For den kan ikke leve, hvis mit kærlighedsliv lykkes. Hvor skal den bo? Den bor i ulykkelig kærlighed. Det er dæmonens sted. Og den skræmmer med sine vilde horn – den elskede væk. Og så siger den: ”Kan du se hvad jeg sagde? Det kan ikke betale sig at elske nogen.” Og så lever den. Igen. Det er superføde for dæmonen. Når det ikke lykkes. For så lever den. Af det den frygter allermest.

 

Lille dæmon. Du skal lære at spise dejlig nærende mad. Du skal lære at bo i kærlighedens hus sammen med mig. For jeg er ikke dig. Jeg ser dig, og jeg ved at du er en del af mig, men du er ikke mig. For JEG er den, der ser DIG. JEG er den, der kan tale med min veninde om DIG. JEG er den, der vælger at elske nu. Og DU er min lille dæmon, som passede så godt på mig. Men nu vil JEG passe på DIG. Ikke ved at holde liv i dig ved at fordre dig med det du frygter mest, men ved at bespise dig med det vi begge to længes aller mest efter: Kærlighed.

 

Da min veninde står i min have, der er mørk af natten, ser jeg ikke bare min veninde. Jeg ser et menneske. Med den smukkeste dæmon. Og jeg er tættere på hende end jeg nogensinde har været. Ikke kun fordi hun viste mig sin dæmon. Men i lige så høj grad fordi jeg gav hende lov at se min.

 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Danser med dæmoner