Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Sådan fjerner du ubehagelige følelser

Kender du til, at bekæmpe følelser hos dig selv, som du på ingen måder bryder dig om at have? Eller forsøge at skjule sider af dig selv, som du tror, andre ikke bryder sig om ved dig? 

Det kan være jalousi, vrede, angst, generthed, fjollethed, ked-af-det-hed.

Og måske du endda i lange perioder har haft succes med at skjule det, sådan at du selv og ingen andre rigtig har bemærket det.

Måske du næsten har været helt overbevist om, at du faktisk har formået at bekæmpe det.

For så lige pludselig at opleve, at det – igen – kommer væltende tilbage og at du - igen - føler dig helt overmandet af det. Måske har det nærmest endnu større styrke end de forrige gange, det har tittet frem.

Jeg møder virkelig mange mennesker, som ikke forstår hvad der sker. For nu var der jo lige kommet kontrol over det. Nu var det jo blevet fikset. Men gemte følelser og sider af dig selv, lader sig ikke bekæmpe, blot fordi du knokler for det.

Det er helt ligesom den berømte badebold.

Du kan formentlig holde den nede et stykke tid, men pludselig slipper kræfterne op. Og jo mere du har maset for at holde den så langt nede i vandet som muligt, jo større kraft springer den op af vandet med. Derfra kan vi så starte forfra og kampen kører i en uendelighed

Den kamp ønsker jeg virkelig for dig, at du slipper.

For kampen hjælper ikke – den gør det KUN værre. Jo mere du bekæmper og skjuler følelser og sider af dig selv, jo mere vil de banke på.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi skal kæmpe, at vi bliver nødt til kæmpe. Mange af os har lært at leve i kamp. Lært at vi konstant bliver nødt til at være på barrikaderne. Være i beredskab og kæmpe med næb og klør, for at overleve, for at bevise og for at klare.

Men når du har følelser, som virkelig skubber til dig, så er det ikke uden grund.

De ubehagelige følelser er der af en årsag. Måske du tænker, at det jo er latterligt, du føler dig afvist, bliver urimelig eller hvad det handler om for dig, men jeg lover dig - der er en dybere årsag til, at du reagerer som du gør, at du føler, som du gør.

Find roden af det. Find ind til den eller de oplevelser, hvor det gjorde så ondt, at du havde brug for beskytte dig selv. Hvor du havde brug for at gemme følelserne væk, som en overlevelsesmekanisme.

Ved at finde roden, kan du nemlig langt nemmere også finde forståelsen for dig selv, og allerede dér, vil du have givet noget af alt det svære plads.

For følelser – lige meget hvor uhensigtsmæssige, de end måtte opleves - har brug for, at du kigger på dem, rummer dem og accepterer dem, som de er. Med det mener jeg bestemt ikke at du f.eks. for fuld udblæsning skal lade jaloux følelser blive blæst ud i hovedet på din partner, eller lade vrede blive råbt ud over køen i supermarkedet.

Men det er vigtigt, at du anerkender, at du har de her sider eller følelser, som måske ikke er særlig behagelige. At du for dig selv, åbner op og siger ’okay, det er sådan her jeg har det. Det kan godt være at jeg virkelig ønsker at det var anderledes, og at jeg ikke følte sådan her. Men det her er en side af mig, det her er nogle følelser i mig.’

Bare at lave det skifte fra kamp til selvomsorg og fra kamp til accept, kan gøre en verden til forskel. Fordi du giver plads. Fordi du ikke længere undertrykker.

Nogle gange kan dette skifte gøre, at de svære følelser nærmest give slip af sig selv, sådan at du ikke længere behøver at holde det nede.

Og ellers er denne lille øvelse, meget virkningsfuld:

Sæt dig et roligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret. Luk øjnene og tag nogle dybe vejrtrækninger. Se dig selv for dig, bag de lukkede øjenlåg, med den ubehagelige følelse. Hvis det f.eks. er vrede du undertrykker, hvordan ser du ud, når du er vred? Se det for dig. Hvis det er en følelse af, at være bange eller skræmt, du forsøger at skjule, så se dig selv for dig, når du har den følelse i kroppen. Har du et nedbøjet hovedet, indsunkne skuldre, ansigtet gemt væk?

Gør dit bedste for at se dig selv for dig, med alt hvad du ellers har forsøgt at vende ryggen til. Og forestil dig så, at du går over til den side af dig selv – og jeg ved godt at det kan føles meget grænseoverskridende og måske nærmest umuligt, men forsøg alligevel. Kig på den udgave af dig selv, med respekt, anerkendelse, med kærlighed. Lig hånden på skulderen af den side af dig selv, eller giv gerne et kram. Sig til den side af dig selv, at du forstår. At du godt ved, at der er en årsag til følelserne. At du er der og at I er sammen om det her. At du vil forsøge ikke længere at skjule eller gemme væk.  

Du har muligvis brug for at lave denne øvelser flere gange, før det føles rart og kærligt. Men giv det virkelig en chance. Det er en alt for hård og ukærlig strategi for dig, hele tiden at bekæmpe sider af dig selv.

Ved at give plads til HELE dig, giver du også plads til at relationen til både dig selv og andre mennesker kan vokse sig større og mere nærende <3

Kærligst Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Ubehagelige følelser - sådan fjerner du dem. Læs her