Lykke og afmagtsoptimisme: hvorfor rige er bange for at dø

Markedsføring på nettet Jens Estrup

Hvorfor lykken er så lunefuld

Vi har et ambivalent forhold til lykke. Forestillingen om lykke er nemlig plantet i os side om side med ”Gud”. Et spændingsforhold vi er dømte til at forholde os til. Og hvor ingen undslipper. Hvad er problemet?

Gud og mammon
”Lykke” og ”Gud” er forbundne. I dag er buen dog spændt til bristepunktet. For mammon-mennesker er lykke forfængelighed; en ”ret” til at forbruge og forkæle sig selv, en selviscenesættelse hvor jeg ser mig selv udefra omgivet af varer, paradisiske scenarier. Problemet er at der i selviscenesættelsen (”hvordan ser det ud fra vejen?”) overskygger oplevelsen og nydelsen af lykke. Spontaniteten; at glemme sig selv, hengive sig, at blive i ét med, ryger når vi ser os selv ude fra. Søger vi udelukkende efter behag (den vulgære udgave af Wellness) lever vi ikke på egne betingelser men på ”andres” forventninger og opfattelser. Altså en ud-af-kroppen oplevelse på den ufede måde.

Pudsigt, ligefrem paradoksalt, bliver det når vi lige husker at vores kulturer hylder asketerne Jesus, Buddha, Muhammed, Moses. Alle rollemodeller med budskaber om veje til lykke. Hvorfor mon? Fordi de tog konsekvensen og meldte sig ud af forfængelighedens fatwa-morgana. Intuitivt vækker deres indstilling (ikke mindst formaninger) dyb genklang i os. De pegede på splittelsen mellem det indre versus ydre, åndelig versus sanselig, varig versus flygtig Lykke. En splittelse som i denne tids dans om guldkalven har mange spændende udtryk fra dårlig samvittighed til jubeloptimisme.

Afmagtsoptimisme
Vi ved godt at vi ikke opnår varig lykke ved at gentage den flygtighed der er indbygget i at være vedhæng af varer. Men er det ikke okay, bare at være en smule lykkelig en gang i mellem? Så hvorfor stræbe efter varig lykke?

Fordi vi søger den. Det er ikke som orgasme hvor de fleste opnår et mæthedspunkt efter at være kommet X-antal gange i træk... det tiltrækkende ved varig lykke er tanken om at kunne opleve og opnå den en gang for alle. Vilje og konsekvens er hårdt arbejde – en pris som de færreste er villige til at betale selvom vi beundrer dem der gør det. Åndelig lykke er indre, tilstræber en (s)tilstand af stabilitet i modsætning til at lade sig rive med af indre og ydre impulser. Det kedelige ved den er at den ikke er spontan (hurtig opnåelig). Handling i ydre forstand duer heller ikke... deraf udsagnet om ”at man ikke kan jagte lykken...”

Vi lever altså i og med en splittelse. Lystfølelsen er kommet ud af proportion pga. manglende mådehold. Det handler om balance. For vi kan ikke slippe trangen til det guddommelige - det i os som ønsker at hæve os. Men ydre lykke er i overtal – det ironiske viser sig især i jagten på spiritualitet, forklædt åndelighed. Forklædt fordi mange har samme tilgang til det åndelige som sildestimen af mennesker på Fisketorvet lørdag formiddag. Hele bølgen af modemantraer fyldt med ”du får igen hvad du sender ud” og ”det føles fedt at gøre noget godt for andre” (underforstået fordi jeg får det godt selv) – er og bliver kamufleret egoisme pakket ind som ko(s)misk næstekærlighed. Læs: hjælper du dig selv, hjælper Universets til.

Vi bliver bombet tilbage i en førkristelig magisk middelaldertænkning hvis vi som stjerner i vores egen indbildning, tror at Universet er underordnet os, at Universet er en bukkende tjener der opfylder vores (”materialistiske”) ønsker og bønner. Uden at tvære i det, er sådanne former for ”tankens almagt” fra Freud og frem faktisk det som ofte går igen hos psykiatriske patienter.

Et liv som hund
Gudsmennesket og profeterne så skævt til sanselighed fordi lykke uden for os selv, betyder at vi mister kontrol og magt. Over hvad? Over os selv. Det var ligefremt usundt at betragte lykke og sjælefred (Himmeriget, Nirvana, Paradis) som tilstande uden for os selv. Direkte uåndeligt bliver det når lykke handler om forfængelighed. Forfængelighed er suspekt og er forbundet med foragt – inderst inde også af os selv. Det ligger dybt i vores kulturelle rødder. Splittelsen. Selvom reklamerne fortæller os at vi fortjener, har ret til fx et nyt samtalekøkken, føler vi dybt i vores sjæle at vi ikke fortjener det – at behandle og blive behandlet af os selv som hunde der blot lever fra dag til dag. For mennesker er lykke ikke et storcenter hvor udsalgsvejret er konstant.

Lykke handler om livets mening – ikke om leve som om vi er sat på jorden for at forbruge i al evighed (det som Søren Kierkegaard kalder at leve i ”den slette uendelighed”). Måske kunne man ligefrem sige at de rige er rige fordi de er bange for at dø, måske det var det Jesus mente med ”at det er sværere for en rig at komme i (til at opleve) Himmeriget, end at få en kamel gennem et nåleøje”. Vi forveksler det ydre og det indre. Men syndsbevidstheden indhenter os, spænder ben – dybt i os. Vi bliver ikke rigtigt lykkelige af at forbruge. Vi ved det godt. Alligevel fortsætter vi – paradoksalt nok.

Bedste hilsner
Jens Estrup

__________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lykke og afmagtsoptimisme: hvorfor rige er bange for at dø