

For rigtig mange af os, der går selvudviklingsvejen er spiritualitet gået hen og blevet et koncept. Måske endda lidt af en religion og så er det lige pludselig meget svært at være autentisk. Det er et paradoks, for det er jo netop det vi længes efter at være. På engelsk hedder det "spiritual bypassing", dvs. i et barnligt forsøg på at få det bedre, tyer vi til teoretisk spiritualitet og krydrer det måske samtidigt med en masse positive affirmationer:
"Alt er godt i min verden"
"Jeg er perfekt som jeg er"
"Jeg er ét med universet"
Denne form for positiv tænkning og rationelle tilgang er der som sådan ikke noget umiddelbart galt med. Problemmet er, når dette lige pludselig bliver en måde at undvige vores smerte på. En overspringshandling. Ligesom når vi overspiser eller træner for meget. En flugt væk fra vores følelser - og i spiritualitetens navn. Nu kalder vi os selv spirituelle, men dybt inderst inde er der ikke fred. Smerten er måske blevet lidt karameliseret, men den er der stadigvæk. Og det kan vi ikke forstå. Ligemeget hvor meget yoga vi dyrker, hvor meget terapi vi møder op til og hvor meget astrologi vi tror på, så er vi stadigvæk bange for at møde smerten.
Selve forsøget på at fikse os selv, er blevet en ny flugt. Vi er faktisk endnu mere forvirrede end fra før, vi kom ind på denne, lad os kalde den, mere hellige sti. Vi er helt viklet ind i en masse teorier og do´s and dont´s.
"Nu arbejder jeg jo med mig selv, hvorfor lider jeg så stadigvæk?
Det er vigtigt at forstå, at selve smerten er en åbning ind til sjælen. Det er først, når vi mærker den, at vi kan sætte os selv fri. Men sindet er smart. Og gør alt for at undgå at mærke det lille sårede barn. Overjegét som plejer at være autoritet og fortæller os hvad vi skal og bør, har lige pludselig spaltet sig til at blive en spirituel/selvudviklet autoritet.
"Hvis jeg bare tror nok på, at jeg er lys og kærlighed, så forsvinder mine sår."
"Hvis jeg bliver oplyst, så bliver jeg fri."
"Når jeg er færdig med min psykoterapeut uddannelse, så er jeg fikset"
Spiritualitet er livet. Og livet er følelser. Så med mindre du ikke mærker dine følelser direkte, så forbliver spiritualitet og selvudvikling et koncept og måske endda en masse nye dogmer omkring, hvordan du bør være.
Er din selvudvikling og spiritualitet blevet for meget hoved og for lidt krop og følelser?
Maskéer du din smerte bag ved en idé om, hvor spirituel og bevidst du er?
Skammer du dig over, at din smerte stadigvæk er der til trods for et årelangt arbejde med dig selv?
Hvis ja, så er det tid til selvafvikling for din selvudvikling er blevet al for selvindviklet (ja og sikkert også selvoptaget). Det er tid til at afvikle din rationelle idé om, hvordan selvudvikling og spiritualitet bør se ud og hvordan det bør føles.
Jeg har personligt siddet overfor så mange terapeuter som jeg har snydt gang på gang (læs: snydt mig selv). Udadtil har jeg virket fattet og overskudsagtig (forsvarsmekanisme) og det har tit endt med at jeg sidder og praler med, hvor mange teorier og selvudviklingsværktøjer jeg kan udenad. Jeg er så super god til skyggearbejde og yogafilosofi, at jeg bliver helt stolt. Alt imens jeg indeni har været så træt så træt og mega udkørt. Det er sjældent, at en terapeut har guidet mig til virkelig at mærke. Til at komme ud af mit hoved og ned i kroppen. Til at komme derhen, hvor jeg ikke kan snakke udenom med alle mine retoriske færdigheder og spirituelle viden om dit og dat. Til at komme derhen hvor det gør fucking ondt og hvor der er ingen vej ud, men kun igennem.
For lige dér sker transformationen og lige dér er det muligt at give slip på alle floskler og koncepter om autenticitet og istedet møde livet direkte. Men det kræver mod og villighed.
Tør du?
Er nutidens selvudviklings trend blevet et nyt maskeret flugtforsøg væk fra os selv?
Christel Kiss
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer