Vil du virkelig være fri?

Anonym

Vil du være virkelig fri?

Billedet af en yogi fra Indien, der har valgt at holde armen oppe siden 1973. i nu mere end 40 år.  

Mindfulness  er langt mere end at finde ro og lære at meditere. Det er en rejse ind i dig selv. En rejse ind i, at opdage friheden ved at være dig. At du kan lære dig selv, ikke længere at være bundet af gamle mønstre, tanker og følelser. At du kan finde den ultimative ro, tomrummet hvori alting bare er, uden at du behøver forholde dig, kommentere eller gøre andet end bare at være.

Men for at komme dertil, er vi nødt til at erkende, hvad der har bragt os dertil, hvor vi er lige nu. Hvilke sandheder vi har skabt, om det at være os og hvor parate vi er til at gå dem i møde, udømmende, åbent, kærligt/venligt. Det er for nogen af os en hård rejse. En rejse der gør op med alle de “sandheder” vi har skabt, om det at være os og være i verden.

Det får os til at være åbne for dette NU og det næste Nu osv.

Men det kræver mest af alt, at vi tør gøre op med gammel tænkning. Tænkningen om, at vi er betinget af noget som mennesker. At der er dele af os, der ikke kan ændres, at der er følelser, som er vigtige at være med og udtrykke sig med.

For på den anden side at opdage, at alle følelser er lige gode, at vi kan møde alle følelser helt åbent, udømmende, ligger en erkendelse af, at vi ikke behøver tage dem alvorligt overhovedet. Men det er en dobbeltsidig maske eller træning.

Først må vi lære at finde ro med det, der er, i dette nu. At kunne møde hver eneste følelse og tanke rent udømmende, nysgerrigt, nærværende. At turde træde ind i hver eneste følelse og trække vejret dybt igennem den. Blive stående indtil vi oplever noget der løsner, så vi kan give slip og sætte os fri. Indtil vi oplever en dyb accept af, at det er sådan det er at være os lige nu i dette nu.



Men samtidig også åbner vi op for at i næste nu, kan det være ændret, måske bare en smule, men stadigvæk ændret. 

Men det kræver mod, at turde være med det der er og trække vejret ind i det, uden at ville ændre på noget, uden at dømme, uden at skulle "fikse det".  Simpelthen bare være og møde det som er.  Som om det var en del, af det indre lille barn, der bor i os alle. 

At tage hånd om alle dele af os selv, at kunne møde hver lille del af hele os ikke dømmende, åbent og kærligt med venlighed. 

Denne rejse er mest effektiv, hvis den holder din krop i hånden undervejs. Hvis det kun forbliver en mental proces, så løsner det ikke de dybe opspændinger i os. Men når kroppen er en del af processen, så forløser vi os selv på vej indad. Det kan godt lyde lidt mærkeligt, men vi bruger billedet af at vi har 3 hjerner vi skal lære at lytte til og trække vejret ind igennem, for at opdage hvad vi er sat sammen af.

Hvor er der opspændinger i os? Kroppen er altid tilstede i nuet, mens vores mentale sind ofte er optaget af fortid eller fremtid i starten af vores mindfulde praksis.

Så at holde kroppen i hånden under rejsen til indre ro og balance gør rejsen langt mere forløsende og dyb.

For os er de 3 hjerner: hovedet, hjertet og maven/fordøjelsen, alle 3 forbundet via Vagus nerven, kroppens iboende beroligelsessystem, som vi styrker og træner igennem meditationen, det dybe åndedræt, de blide yoga stræk og berøring.

Når vi begynder, at arbejde os langsomt blidt og venligt ind i denne praksis, af at komme tilstede med alt hvad der er i os lige nu, på en ikke dømmende, kærlig/venlige måde begynder vi at opdage sandheden i, at vi ikke er betinget af noget. At vi er fuldstændig frie, til at gøre og ikke mindst være med det hele.

Det er i denne del af rejsen indad til stilheden, at vi opdager at ingen følelse behøver at eje os. At vi ejer os selv. At alle følelser “bare” er veje der peger på blinde pletter i os selv, vi endnu ikke har forløst. Vi endnu ikke har opdaget dybden af. At det bare er urenheder i sindet, endnu ikke forløst, endnu ikke erkendt.

Hver gang noget eller nogen rammer mig, mærker jeg det altid som en opstramning i kroppen et sted og ofte først derefter, erkendes det, at der er en fortælling/et mønstre bag, som endnu er gemt i mig. Og når jeg kan møde dette mønster, denne tråd tilbage til noget på en ikke dømmende, kærlig/venlig måde, med stor accept og nysgerrighed, så kan jeg ofte sætte det fri, rent i erkendelsen af dette nu´s muligheder, dette nu´s åbenhed.

Uden analyse, uden andet end at opdage og være med det der er i dette nu. Det er således ikke væsentlig hvorfor, men langt mere væsentlig, at finde ud af hvordan. Nemlig hvordan jeg går videre herfra med den erkendelse dette Nu åbner op for.

På den måde kan jeg stille og roligt give slip, tråd for tråd, som var det et gammelt tyrkisk tæppe, jeg var i gang med at optrevle. Det kræver ikke andet end, at jeg er nærværende i dette nu. For hver gang jeg ikke er tilstede med fuldt nærvær i dette nu, rammer andres projektioner, følelser og handlinger lige ind i hullet af tankespind og sætter en lavine af følelser og reaktioner i gang i mig. 

Når jeg er nærværende tilstede i hele mig, alle mine 3 hjerner, så kan jeg opdage hver en lille spænding, hver lille forandring og møde den "ikke dømmende", som det den er, bare et øjebliks betragtende refleksion på noget gammelt der lige nu bringes frem. Så behøver jeg ikke længere fare frem i verden med vrede og en følelse af forurettethed eller mangel på kærlighed. For så er jeg med det der er. Så ved jeg helt ind i knoglerne, at der altid er meget mere, der virker i mig, end der ikke virker. At jeg er fri til at være med dette nu, helt åbent, helt fri, helt udømmende. Med stor kærlig/venlighed mod mig selv og mod verden.  At jeg derfor bare er, med det der er. For der er det der er. Intet mere intet mindre.

Kærligst 
Flora 

__________________________