Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Lone Holm Feddersen

Har du rollen som offer, krænker eller redder? Helt bevidst stiller jeg et spørgsmål, der leder din opmærksomhed hen på et skuespil. Det gør jeg, fordi mange af os påtager os en rolle for at nedtone det, som vi i virkeligheden føler og oplever. Det kan eksempelvis være stress, uro, angst, tristhed eller depression.

Det rollespil har amerikaneren Stephen B. Karpmann kaldt for Dramatrekanten, og her i Danmark kaldes modellen populært for Offer-Krænker-Redder-Trekanten. Rollerne som offer, krænker og redder er forbundet i en triangel, der i sin indviklede dynamik er afhængige af hinanden. Afhængigheden viser sig som et indbyrdes samspil, der ofte på et ubevidst plan handler om manipulation, kontroltemaer og magtforhold.  

Rollen som offer er symbolsk identisk med det afhængige barn, der søger en person til at redde sig. Følelsen af afmagt vil være fremtrædende, og den følelse kan elimineres ved at bebrejde og gøre andre mennesker ansvarlige for deres konflikter, ulykker og sorg. Grundlæggende har offeret en følelse af at være udnyttet og misforstået. Rollen har en tilbøjelighed til at bekræfte andre i deres udsagn, da det at sige ”nej” bliver for svært.

Mere højrøstet bliver den såkaldte krænker modus, der kan symboliseres af den anklagende faderrolle, der søger at dominere med overmagt.  Metoderne hertil er bebrejdelser, belæring, straf, kontrol, angreb og hævn. Krænkeren anerkender ikke sine egne svagheder, ligesom et ”nej” fra andre mennesker ej heller bliver anerkendt. Den største frygt er her magtesløshed.

Symbolsk kan rollen som redder identificeres med den omsorgsfulde moderrolle. En omsorg der kun ydes til gengæld for en modydelse, nemlig anerkendelse. Almagt er i fokus, og redderen tager ansvar for både sin partners og sine børns velbefindende. Det betyder, at redderen søger at løse andres konflikter, men uden deres accept heraf. Uden accept bliver der også talt og tænkt for andre, ligesom udførelsen af fælles projekter klares egenhændigt. Egne behov og ønsker udtrykkes kun sjældent. I stedet tilpasser redderen sig partnerens behov – eventuelt mod sin vilje - og håber på anerkendelse heraf. 

Mange mennesker kan genkende et af de tre rollers mønstre i deres samvær med familien eller kollegerne, men mere eller mindre ubevidst kan rollen ændre sig i takt med dramaets udfoldelse.

I min psykoterapeutiske praksis hører jeg ofte om offer-krænker-redder-rollerne, og jeg vil eksemplificere med en tænkt, men typisk familie på tre. Her kan moderen identificerer sig med redderen, faderen med krænkeren og barnet med offeret. 

Rollen som redder: For at få en følelse af selvværd påtager moderen sig alle de huslige gøremål, selv med en ugeplan, der involverer alle familiens medlemmer. Da manden har fokus på at gøre karriere, kommer han ofte sent hjem fra arbejde. For at skåne ham bedst muligt, forsøger hun at tilpasse sig hans ønsker og behov. Men da han er en ”mand af få ord”, er hun ofte i tvivl om, hvad han egentlig ønsker, og det stresser hende. De senere år har han fået et stigende forbrug af god rødvin, og hun sørger for at have vinreolen fyldt op. For at mindske hans stress-niveau takker hun ofte nej til arrangementer med den del af venner og familie, som hun antager, irriterer ham. I de senere år oplever hun, at datteren stiller større krav til hende, fordi hun anklages for ikke at være der for datteren. I de situationer har hun svært ved at rumme datterens bebrejdelser, og hun trækker sig i relationen. Hun føler sig ofte meget presset og ikke mindst overset for alt det, hun gør for sin familie. I stedet for den anerkendelse, hun så desperat higer efter, bliver hun anklaget for at købe det forkerte rødvin, se for tyk ud i tøjet, lave noget kedeligt mad og for ikke at opdrage deres datter ordentligt.  

Her mærker hun pludselig alle de følelser, der hører offeret til. Nemlig at føle sig misbrugt og misforstået i sin iver efter at tilfredsstille og give omsorg. Det har nu medført, at hun har måttet forlade sine egne behov til fordel for mandens og datterens. Samtidig undrer hun sig over deres manglende anerkendelse af hende efter alt det, som hun har gjort for dem. I den håbløse situation af afmagt, gøres manden ansvarlig for hendes sorg og ulykke – netop for at finde en redder. Senere vil frustration og vrede over afhængigheden af andre bryde ud, og hun vil skifte til rollen som krænker. I den vil hun enten på en højrøstet, aggressiv måde eller på en mere stiltiende, passiv aggressiv måde bebrejde manden, at han er skyld i hendes ulykke. Hun vil ikke høre på hans eventuelle modargumenter, fordi hun alene har ret i sine påstande. Hun kan true med at forlade ham, eller hævne sig ved at afslå opfordringer til sex. Og både trusler og hævn er hun i sin gode ret til at udøve. Efter et stykke tid rammer den dårlige samvittighed, og hun forsøger at ”gøre det godt igen” ved atter at iklæde sig redderrollen. 

Rollen som krænker: Som patriark mener faderen, at det er ham, der overordnet har kontrol med og styr på familien – fordi han ganske enkelt er bedst til det. Han er glad for sit job, hvor han hurtigt fik sin første lederstilling. Han kan føle sig uretfærdigt behandlet af sine kolleger, men han afhjælper det med at give dem ”svar på tiltale”, og det kan ofte blive personligt for ham. På den måde indgyder han frygt, og det styrker hans magtposition. Ofte tager han sent hjem, hvor hans kone sørger for husholdningen. Men hun er ikke specielt god til det. Ofte forklarer han hende, hvordan hun skal lave ordentligt mad, hvilket tøj der klæder hende, og hvilken rødvin der falder i hans smag, men hun forstår det ikke. Og så kan han godt ”tænde af….. ”. Også hans datter synes ikke at forstå hans holdninger om, hvordan hun skal opføre sig. Eksempelvis forlanger han, at hun ikke må svare ham igen, når han skælder hende ud. Men alle hans anstrengelser er nyttesløse, og han føler sig forurettet. Derfor beskylder han højtråbende både sin kone og datter for de værste ting.  

I sin afmagt opdager han pludselig, at konen græder og fysisk værger for sig, mens datteren verbalt angriber ham. I det øjeblik forstår han, at han er gået for vidt og overtager nu rollen som redder. Han undgår datteren og lægger armen om sin kone. ”Hvad skal vi gøre?”, hvisker hun, og han får en idé om, at det vil være godt for dem alle at tage en udflugt til Paris. Men i stedet for at anerkende ham for sin strålende idé, begynder konen på sin meget stille, men insisterende måde at anklage ham for at være egoistisk og selvoptaget. Han forstår hende slet ikke, da han jo har gjort alt for at gøre hende glad. I mangel på anerkendelse af hans idé skifter hans rolle igen, nu til offeret. Her får han følelsen af at blive misforstået i sin gode hensigt, og magter ikke at komme med yderligere argumenter til sit forsvar. Opgivelsen får ham til at trække sig. Han falder sammen i sofaen, og har egentlig desperat brug for omsorg, men formår ikke at give udtryk for det. Og i et splitsekund skifter alle roller igen, idet hans kone kommer hen i sofaen for at opmuntre ham. 

Rollen som offer: Datteren har egentlig aldrig følt sig hverken set, hørt eller forstået af hverken sin mor eller far. Det har medført en følelse af forladthed og ensomhed, som ofte gør hende afmægtig og trist til mode. Med tiden har hun erfaret, at det giver hende en form for opmærksomhed, hvis hun taler højt om sine lidelser. Det gør hun ofte på en bebrejdende og selvmedlidende måde, specielt overfor sin mor, der straks fokuserer på hendes ønsker og behov. Men det er sjældent, at hun kan give udtryk for, hvad hun har brug for. Derfor har moderen for vane at forære hende slik og små gaver, så hun kan blive glad igen. Faderen har også svært ved at forstå, at hun har brug for omsorg, når hun bebrejder ham sin elendighed. I de situationer oplever hun, at han taler nedsættende til hende med sin anklager om hendes svaghed. Ofte forsøger moderen at nedtrappe deres konflikter med det resultat, at datteren føler sig forfordelt, idet hun tager faderens parti. Eksempelvis undskylder moderen datterens udtalelser overfor faderen ved at bortforklare og negligere hendes påstande. 

I det drama føler hun sig krænket og udnyttet. Herefter forvandles hun selv til krænkeren, der hidsigt kritiserer både sin mor og far for ikke at forstå noget som helst. At være ligeglade med hende beskylder hun dem også for. Under de vrede udbrud ser moderen pludselig sorgfuld ud, mens faderen forsøger at lave sjov med situationen. Moderens sorgfulde ansigt gør, at datteren igen skifter rolle, denne gang til redderen. Hun ønsker jo ikke at gøre sin mor fortræd, så derfor forsøger hun at trøste hende. Men med det resultat, at moderen anklager hende for at lave scener og splid i familien, mens faderen trækker sig. Ved disse beskyldninger føler hun en stigende følelse af misforståethed og afmagt, og hun lander igen i offerrollen. 

Udtræden af Dramatrekanten: Genkender du din egen rolle inden for Dramatrekanten? Kort fortalt handler dramaet overordnet om overskridelse af grænser. Ikke kun overskridelse af andres grænser ved at misbruge, forsømme, såre og krænke, men i lige så høj grad om at overskride sine egne grænser ved netop at misbruge, forsømme, såre og krænke sig selv. At have opmærksomhed herpå er nu det første skridt til at træde ud af og forlade Dramatrekanten og - være dig selv.

Lone Holm Feddersen

Cand. mag., Psykoterapeut MPF

Lone Holm Feddersen,
Psykoterapeut i Odense og Faaborg