

Hvis du husker kvinden fra 1. Del af ”Vi ved det godt allerinderst inde”, så husker du måske også, at kvinden kom til mig, fordi hun følte sig fastlåst, ikke rigtig var tilfreds og heller ikke rigtig troede på, at hun duede til noget. Hun trak som sagt 4 flasker og fik en afklaring af sin situation, og en opmærksomhed på hvor hun kom til at stå i vejen for sig selv. Et gammelt mønster som stammer helt tilbage fra hendes barndomsfamilie, og som har forhindret hende i at kunne udfolde sig helt, som den hun er og med de talenter, hun har med sig.
Jeg fik en tilbagemelding fra hende forleden, fra en glad og taknemmelig kvinde, som allerede på den korte tid har rykket sig gevaldigt i forhold til, hvor hun befandt sig sidst. Hun kunne berette, hvad det har givet hende at få øje på det gamle mønster med at lade alle andres behov komme forrest. Hvordan hun med ét kunne se, at hun i rigtig mange sammenhænge har en tendens til at holde sig selv tilbage og gøre sig mindre end hun er. Det var næsten i det selvsamme øjeblik, fortalte hun, som hun fik øje på, hvad det var hun havde gang i, at hun mærkede, hvordan energien vendte tilbage til hende med så stor kraft, at hun fik sat handling på det, som hun for alt for længe havde skubbet i baggrunden. At få gang i det, som hun i virkeligheden brænder for, har i den grad givet hende troen tilbage på sig selv, fortæller hun.
Nu er der balance i hende igen. Det giver så stor tilfredshed og ro indeni, når vi er tro mod os selv, og påtager os ansvaret for være den vi er. Når vi slipper de gamle mønstre med at gøre os mindre eller andre strategier vi som børn har måtte opfinde af frygt for at blive kritiseret, skældt ud, føle sig forkert eller ekskluderet af fællesskabet, ja så sker der virkelig noget.
Når de gamle mønstre forlader os, bliver der plads til, at noget nyt kan komme til. Det giver os muligheden for folde os ud og blive mere af den vi i virkeligheden er. Balancen i os er genoprettet og med den følger også en bedre balance mellem os selv og omverden.
Dermed ikke sagt, at kvinden ikke kan risikere igen at falde i gryden med de gamle mønstre. Det kan ske, når man igennem så mange år har fået nogle meget indgroede vaner. Men nu har hun oplevet gevinsten ved at slippe det gamle og glæden ved at kunne folde sig ud, så jeg er sikker på, at skulle hun falde i, så vil den nye indsigt og erfaring hun har med sig hurtigt fører hende på rette spor igen.
4 flasker og nogle ord om farvernes temaer og budskaber var alt, hvad der skulle til, for at kvinden fik klarhed over sin situation og kunne slippe et gammelt indgroet handlemønster. For vi ved det jo godt allerinderst inde, - og det er lige netop der, de farverige flasker kan hjælpe os med at finde ind til.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer