Se kontaktoplysninger og profil for Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

7 gode råd til jer, der kender en mor eller en far, der har mistet et barn.

Vi har lige haft ’Mors Dag’ og snart kommer ’Fars Dag’. Men vi burde også have ’Mistet Barn Dag’  eller ’Ensomme Forældres Dag’? 

Forretningerne og medierne flyder over med kommercielt sentimentale og sukkersøde floskler af forskruet taknemmelighed til mor og far. Det har aldrig fundet indpas i vores familie. Jeg er mor året rundt på alle dage – til alle tider og vi har rigelig med fødselsdage og jul til at vise vores forbundenhed og kærlighed til hinanden, så jeg har altid frabedt mig den opmærksomhed. 

Men af en eller anden grund kom jeg i år til at tænke på alle de ulykkelige mennesker jeg kender, der har mistet et barn. De er jo stadig forældre til deres afdøde barn og det var nærmere dem, der skulle hyldes og fejres og vises taknemmelighed bare den ene dag om året. 

For de stadig er mødre og fædre – men uden levende barn. Når hilsnen ikke kan komme fra deres eget barn, så må vi andre gøre det og huske på det. For det er utrolig ensomt at miste sit barn. 

Foreningen Cancerramte Børn   

Som krisepsykolog i Foreningen Cancerramte Børn, besøger jeg forældre, der har mistet et barn af cancer. Eller hvis barn er terminalt og på vej ind i døden.

Det har jeg gjort i mange år og det er ofte en utrolig stærk og tæt relation vi får opbygget, når jeg – ofte som den eneste professionelle – bliver lukket ind i familiens meget private og sorgfulde rum inden, eller efter et barn dør. 

Sorgen efter et barn kan nemt blive kompliceret. Længerevarende og mere smertefuldt og intens end naturlig sorg, som kan være hård nok. 

Jeg har set og mærket megen vrede, skyld, sorg og smerte i disse familier. 

Og så er der ensomheden – ikke kun den interpersonelle – men den afgrundsdybe eller bundløse intrapersonelle – eksistentielle og djævelske og altædende ensomhed helt inden i det allerdybeste af sjælen. 

Den største, mest ubetingede og smukkeste kærlighed – fra barn til forældre - er revet væk for altid. Og det er tomt og ensomt og smertefuldt. Alt sammen udsprunget af den enorme adresseløse kærlighed forældrene er fyldt med efter barnets død. Måske har de andre børn – men tro ikke det gør smerten mindre. Det kan efterhånden aflede sorgen og savnet, men ikke erstatte det mistede. Selv i et ægteskab kan man føle sig utrolig ensom i sin sorg. 

Alenemor mister sit eneste barn

I dette forår har jeg mødt to mødre, alenemødre, der har mistet deres eneste barn af cancer. Den ene efter mange års hård sygdom. Den anden efter kun fem måneders sygdom. Og uden forbindelse til børnenes fædre. 

Det er ikke til at fatte den smerte de bærer i deres hjerte. Når jeg prøver at sætte mig ind i deres følelsesliv reagerer min krop helt fysisk – hjertet knuges – maven gør ondt – kroppen ryger nærmest i foster stilling. Tårerne presser sig på. Deres livsnerve er fuldstændig væk. 

Og hvad gør man? Hvad siger man? Selv sådan en gammel rotte som jeg bliver indimellem helt stum. Og er der bare. Og hvad kan I andre gøre – andet end bare at være der? Og lytte og aldrig komme med floskler som: ’Du skal nok komme videre’ (det er persons eget behov) eller ’Skynd dig at få et andet barn’ (for så glemmer du nok det døde barn) – det er så provokerende. 

7 gode råd

Jeg har fundet 7 gode råd, som jeg synes, er fine til netop denne svære situation. 

 De er skrevet af Monica Wesolowska og jeg har tilpasset dem danske forhold (og de gælder naturligvis også fædrene). 

Hun har selv mistet et barn meget tidligt og fik et postkort af sin søster på den følgende ’Mors Dag’, som gjorde hende så taknemmelig. Og fik hende til at indse, at hun altid skal være mor for sit døde barn. 

For de er der alle vegne, de mødre, der har mistet. Aborter og dødfødte børn. Børn, der er har været ude for ulykker og sygdomme. Børn, der er adopteret væk eller taget fra dem på anden måde. Og selvom de sørger forskelligt, så sørger de fordi, de stadig elsker deres barn. Også selvom det ikke er her mere. 

Så hvis en mors sorg er svar at fatte - så prøv at forestil dig hendes drømme og ophobede kærlighed til barnet i stedet for. Så er det lidt nemmere. 

Og hvis det ikke hjælper, så kommer her et par forslag til at huske på barnet.  Og få snakken i gang, hvis situationen er til det; 

1) Sig noget 

Lad være med at bakke ud eller skift emne, når du får beskeden. Kom nærmere i stedet for og hvis tungen slår knuder, så bare sig: ’Jeg er så ked af det’ – eller: ’Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige’.  Så må hun vurdere, om hun orker at tale om det lige i den situation. Men så er det nævnt og ikke forbigået af misforstået hensyn. At glemme barnet er det værste. 

2) Spørg om detaljer

Du skal ikke være bange for at ’minde’ en mor om hendes barn. Tværtimod. Hun har ikke glemt det. Men hun gemmer det nogen gang af høflighed for omverdenen, som gerne vil have,  at alt er som det gamle. Selv mødre, der har aborteret, drømmer stadig om det ufødte barn. Sig fx: ’Må jeg gerne spørge dig om det barn, du mistede?’ – alder, køn, nummer i flokken m.m.

3) Tilbyd din støtte

Selv mange år efter dødsfaldet, har en sørgende mor brug for din støtte. Der er ikke noget formular for sorg – den er meget individuel. Og selvom hun siger, hun har det fint, så spørg igen og igen. Og husk barnets mindedage. 

4) Sig aldrig: ’Det skal nok gå over’ – eller’ Dit barn er et bedre sted’

Det vil altid føles forkert, at et barn dør. Et barn skal overleve sin mor – og ikke omvendt. Det er naturstridigt. Lad være med at komme med eksempler på din egen sorg. Og nævn aldrig, at det er godt hun har andre børn, for så kan hun finde på at slå dig.

5) Vær dig selv

Ligegyldig hvad der står her – så vær dig selv. Hun har nok i at miste sit barn – hun skal ikke osse miste dig – eller din personlighed. I er jo venner. Grin. Græd. Vær fjollet. Som du plejer. Hvis du er i tvivl om noget, så sig: ’Jeg er ikke sikker på om det her er OK at sige …….’ Og se hvordan hun reagerer. Og jeg kan forsikre dig om, at den ene dag er det OK at ringe og  spørge hvordan hun har det – den næste dag får du måske en skideballe for det – du skal kunne rumme det hele. 

6) Konsulter eventuelt en ekspert

Hvis du er kommer så langt her i læsningen, er du en hengiven ven til en mor i sorg. Og hvis du synes hun sidder fast i sin sorg, så forelå hende at søge hjælp. Men pas igen på lussingen. Prøv fx at sige: ’Jeg vil altid være der for dig,  men måske kunne det være rart for dig at tale med andre, der har mistet et barn eller en professionel’

7) Husk altid barnet

Ingen savner sit barn så meget som en mor. Men skal hun være helt alene med sine minder? Årene går hurtigt, men savnet bliver ikke mindre. Bliv ved med at huske hende på stunder med barnet. Gode minder. Sørgelige minder. Begravelsen. Sæt en blomst i ny og næ på kirkegården. Vis at heller ikke du, har glemt hendes barn. 

For at afrunde med indledningen, så del din sorg over barnet med hende. 

Der er nok ikke så mange penge i at etablere en blomster og chokoladedag for de forældre, der har mistet et barn. 

’Mistet Barn dag’

Lav din egen ’Mistet Barn dag’. Send eventuelt et kort til hende på Mors dag. ’Tillykke med Mors Dag – du er stadig en mor. Og en vidunderlig mor, der gjorde så meget for dit barn’. Så vil hun ikke føle sig så ensom i sin sorg. 

Mange hilsner 

Ane Christensen

Krisepsykolog i 'Foreningen Cancerramte Børn' og ceremonileder i 'Livsceremonier'.

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk