Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Dette er i virkeligheden mere en leg end et alvorligt forsøg på at beskrive hvad nuet faktisk består af (selvfølgeligt, kunne man tilføje). Men trods alt en leg, som har en vis alvor bag sig. For på en måde er det mærkeligt, at vi ikke – både som praktiserende og som undervisere i meditation og mindfulness – har en mere præcis fornemmelse og beskrivelse af dette: Hvad nuet er lavet af. Hvad det indeholder. Hvilke ingredienser, der indgår i det. Blogindlæg er måske altid ment som inspirerende; og ikke til at komme med meget klare svar på det hele. Det gælder i endnu højere grad dette indlæg. Jeg vil derfor opfordre til, at man – hvis man er nysgerrig – selv tør stille sig selv dette spørgsmål, engang mens man mediterer, laver mindfulness etc. De svar, man selv gør sig, må være væsentligt mere relevante end hvad man kan læse sig til. Når det så er sagt, synes det alligevel meningsfuldt at lave en helt ufuldstændig skitse over, hvad nuet består af. Vi forudsætter altså hermed, at mindfulness – og megen anden spirituel praksis – har nuet som mål. Uanset hvad vi svarer til spørgsmålet om, hvad nuet er lavet af, og uanset om vi svarer på det, så vil det at turde stille spørgsmålet forhåbentlig og formentlig i sig selv have en gavnlig effekt.

FØLELSEN AF AT OPLEVE

Det første vi må lægge mærke til er, at erfaringen af nuet er en oplevelse: mig, der oplever noget, nuet. Og selvfølgelig brydes denne dualitet mellem nuet og opleveren i meget avancerede meditation, siger de oplyste. Men det er en helt anden historie. Det specielle ved mindfulness, og derfor også ved nuets ingrediensliste er vel, at det er noget af den samme oplevelses-kvalitet, som vi kender far alt andet. Dvs. dels dét der oplever, og dét, der opleves. Måske vi kan supplere med, at denne følelse eller oplevelse af at opleve ikke har så meget indhold; eller ikke er så specifikt som sædvanligt. Normalt når vi oplever deler vores oplevelser sig i tre kategorier: Tanker, følelser, og sansninger. Og så alverdens kombinationer af dette: Fx som i oplevelsen af at spise en rugbrødsmad (en sansning), samtidig med at jeg tænker på, hvad jeg skal senere (en tanke), samtidigt med at jeg føler en glæde og en lille ængstelse over det, jeg skal have forberedt inden da (følelser). Måske kunne man sige, at oplevelsen af nuet ikke falder (ret meget) ind under disse kategorier. Mindst af alt er nuet vel en tanke. Mere en følelse eller en sansning. Men det er anderledes end vores sædvanlige følelser og sansninger. Oplevelsen eller væren i nuet er ikke en sædvanlig følelse eller en sædvanlig sansning. Men ”erfaringen” af opleve er der. Og måske erfaringen af, at det der opleves ikke er så forskelligt fra det, der oplever. Og måske ”erfaringen” af, at der ikke er så meget (almindeligt) indhold i oplevelsen af nuet.

ALIGNMENT MED VIRKELIGHEDEN

En ting, vi hurtigt fastslår er, at når vi er i vores hoved, tanker, sind, og til dels vores følelser, så er vi på en måde afskåret fra virkeligheden. Fx kan man tænke en halv million gange, at man ikke er god nok. Og så kan man tænke – fx i forskellige mantraer eller andre kognitive teknikker – at man er god nok. At man er the shit. At man er En Queen, eller En King, også en halv million gange. Eller man kan tænke, at vandet i Stillehavet er lilla, eller tænke det er gult. Uanset hvad vi tænker, så er det, der foregår i vores tanke-sind aldrig virkeligheden selv. Dette er netop den indespærrethed, som mange har rapporteret ved vores vanesind. Indespærretheden, og dermed stor afstand til virkeligheden. Og netop denne afstand til virkeligheden mindskes i nuet. Dér er vi tilstede! Til stede hvor? Vel i virkeligheden?! Antagelserne efterlader os så med spørgsmålet om, hvad virkeligheden er. Så længe praksis får os bevæget mod en følelse af mere virkelighed, er det formentlig godt.

INTENSITET KOMBINERET MED RO OG AFSPÆNDING

Denne ”kommen virkeligheden nærmere” vil ofte bringe enten eller både intensitet og afspænding/ro med sig. Følelsen af mere virkelighed er lig med følelsen af mere intensitet. Ikke mærkeligt. Forklaringen på roen og afspændingen er også ved nærmere eftersyn åbenlys. Vi har jo i nuet, som vi før så det, opgivet eller fortyndet vores almindelig fokus på tanker, følelser og almindelige sansninger. Opgivenheden af disse skaber ro, afspænding, velvære. Et godt parameter for en god praksis er formentlig, at der er nogenlunde balance mellem intensiteten på den ene side og roen på en anden. Kommer de i ubalance, fx med for meget ro, falder man i søvn. Er der for meget intensitet ender det let med uro, tankemylder eller for mange projekter.  

SAMMENSMELTNING

I mangel af bedre vælger jeg ordet sammensmeltning. Ikke fordi man overhovedet – sådan er det ikke for mig i hvert fald – oplever en reel sammensmeltningsfølelse, hver gang man besøger nuet. Sammensmeltningen dækker her hele hjerteaspektet, med alle dets nuancer: Empati, kærlighed, taknemlighed, længsel, tillid, overgivelse etc. Sammensmeltningskvaliteten dækker over – som vi så foroven ifm. Virkelighedsnærheden – at vi ”kommer tættere på”. Tættere på virkeligheden. Tættere på ens egen kerne. Tættere på andre mennesker. Dette aspekt af mere nærhed gælder samtlige hjertefølelser: Når vi føler taknemlighed, er vi i tættere kontakt med det, taknemligheden retter sig mod. Når vir mærker omsorg og empati, er vi tættere på den eller dem, vi føler omsorgen for.

TIDLØSHED

Ordet ”nuet” eller ”det nuværende øjeblik” får os nemt ind i en tidslighed; forestillingen at nuet eller det nuværende øjeblik skulle være et bestemt element af tiden. Som fx den kendte og sympatiske psykolog Daniel Stern har foreslået (nemlig at nuet skulle vare ca. 3-4 sekunder). Men jeg tror, det er mere korrekt og retvisende at sige, at nuet og det nuværende øjeblik er noget uden for vores normale tidsopfattelse. Dette punkt berører det næste omkr. ensartethed. For hvis man gør det, at man – som dette indlæg inviterer kraftigt til – samler alle sine oplevelse af at have været i eller i en lidt bedre kontakt med nuet, og så laver en art sammenfatning, så vil man måske hurtigt komme til at mærke dels denne ensartethed, og dels, at der ikke rigtigt er tale om almindelig klokketid. Men netop noget, som ligger ”bagved” vores almindelige opfattelse af tid. Igen er meningen ikke at give svar. Mere at opstille hypoteser til inspiration. I al fald er det en smuk tanke, at man en gang imellem besøger det tidløses landskab.  For så at gå igen. O for at vende tilbage igen og igen.

ENSARTETHED

Selvom vores oplevelser med mindfulness og meditation kan være utroligt forskellige: varierende fra de gode til de dårlige. Og fra de bevidsthedsmæssige til de hjertelige til de kropslige. Så vil der alligevel være noget, som er meget fælles og ens i disse oplevelser. En slags ensartethed. En slags: ”det er samme tone, der slås an hver gang”. En slags samme smag, på trods af alt forskelligheden. Buddha skal have sagt: ”Som havet kun har én smag; smagen af salt, har mine belæringer kun én smag, smagen af frihed.” Måske friheden i mindfulness og meditations-praksis kunne være en yderligere ingrediens. Jeg ønsker god fornøjelse med udforskningen. Som i al dens enkelthed bliver en meditativ refleksion af spørgsmålet: ”Hvad er det nuværende øjeblik lavet af? Og hvordan oplever jeg dét? Lige netop nu.”

Simon Vittus Jasper Hansen  

________________________________________________________________________

Mere info:

https://simonvjhansen.dk/

__________________________