”Ingen smerte, ubehag eller sygdom kunne forhindre mig i at gøre det, som jeg havde besluttet mig for. Det var bare et spørgsmål om at dope sig korrekt med sukker, kaffe og smertestillende…”

Egentlig er det tankevækkende, at vi som unge lærer, at vi er dygtige, når vi presser os selv og går over vores grænser for hvad vi egentlig kan yde. Vi lærer, at det er flot at tåle mere, end man har lyst til.

Men når man så bliver rigtig god til det – så skal man bruge store dele af voksenlivet på at lære at mærke sig selv. På at mærke sine grænser og for at lære at sige fra – og faktisk bare respektere, at man godt kan blive syg – selvom man opfatter sig selv som supermand!

Jeg har altid haft en stærk vilje – og hvis min krop ikke lige makkede ret – så snuppede jeg da bare et par smertestillende piller. Jeg var så erfaren en hovedpinepille-spiser, at jeg vidste hvornår jeg skulle tage Panodil, Kodimagnyl eller Ibuprofen – evt. i et miks.

Ingen smerte, ubehag eller sygdom kunne forhindre mig i at gøre det, som jeg havde besluttet mig for. Det var bare et spørgsmål om at dope sig korrekt med sukker, kaffe og smertestillende piller… så lige dele energi og afslappelse kunne sikre, at kroppen ikke fik mulighed for at protestere for højt over ikke at føle sig hørt.

Jeg så mig selv som en stærk, sej kvinde, der altid kunne, hvad jeg ville. Men så en dag sidste år blev jeg alvorligt sygt. Jeg kunne godt mærke, at mine gamle cowboy-tricks ikke virkede… for jeg måtte lukke døren til kontoret og sidde op af væggen for lige at lade op til et møde jeg snart skulle til. Jeg gennemførte og susede hjem, hvor jeg trods høj feber, kvalme og hovedpine ikke mente, at jeg burde aflyse en aftenaftale. Jeg skulle bare ha en times lur og to Kodimagnyl at sove på. Troede jeg.

Men jeg fik det værre og værre og var i løbet af kort tid så syg, at min mand måtte køre mig på hospitalet. Her var jeg indlagt i fem døgn med akut nyrebækkenbetændelse. En alvorlig og smertefuld omgang, som kræver stærk og intravenøst antibiotika.

Lægen kunne ikke forstå, hvordan jeg ikke kunne mærke noget, før det var så galt. Og jeg kunne pludselig se, hvordan jeg egentlig mishandlede min egen fine krop, når jeg i flere uger faktisk havde haft det skidt, men blot havde bedøvet mig med håndkøbsmedicin og tvunget mig selv op og frem til de næste aftaler, mens jeg fjoget messede, hvad jeg engang havde hørt nogle jægersoldater sige på tv: Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen.

Det fik mig til at skære ned på både kaffe, sukker og de smertestillende piller. Nu vil jeg kunne mærke, hvordan jeg har det. Og i stedet for at forvente, at jeg er urørlig og evig frisk – så har jeg vendt mine tanker om, så jeg i dag er taknemmelig over, hvordan jeg har det. Jeg mærker efter og bliver i dag hjemme, hvis jeg har det dårligt og er syg. Jeg aflyser aftaler, hvis jeg har hovedpine.

I dag synes jeg, det er sejt at lytte til min krop og sige fra. Det har nemlig i mit univers været meget lettere bare at halse efter og sluge en masse ja’er for at leve op til nogle forventninger, som jeg egentlig selv blot havde opstillet. Jeg har fået en advarsel og vil nu bruge resten af mit liv på at være god ved min krop. Måske det også bare er noget, der kommer med alderen… når ungdommens udødelighedsfølelse pludselig forsvinder.

Men jeg priser mig da også lykkelig for, at jeg ikke bor i USA… for så havde jeg nok tyet til de superpiller, som flere og flere kvinder spiser for at klare karrieren, og som lægen i begyndelsen ordinerer. Der stilles så store krav til den moderne kvinde i USA, at mange taler om et superkvindesyndrom. Det får flere og flere kvinder til at misbruge narkolignende medicin for at overkomme presset og en stresset hverdag.

Læs i det næste nummer af magasinet Psykologi, om hvordan de såkaldte ’mirakelpiller’ også benyttes i stigende grad på landets gymnasier og universiteter som en slags ’akademiske steroider’ for at leve op til de høje præstationskrav.

”Det er ligesom kokain. Sigmund Freud var et ’cokehead,’ og han fik geniale ideer på stoffer. Stofferne hjalp mig med at give slip på det dårlige og øge min koncentrationsevne. Så det er virkelig et mirakelstof – eller et superstof,” fortalte en 30-årig pige mig for nyligt. Hun tog mange stoffer i gymnasiet og på universitetet - for at kunne fungere bedre socialt, men også for at bliver skarpere i undervisningen.

En generation, der anser psykostimulanser som en almindelig del af hverdagen findes allerede. Den kaldes for ’Generation Rx’, og en redefinering af hvad der er normalt, kan betyde, at der stilles større og større krav til de (amerikanske) unges ydeevne, og dermed at ’superpillerne’ bliver et nødvendigt onde.

Se blot på hvad der er sket indenfor sportens verden. Håber denne fokus på sund og ren sport kan inspirere til også at proppe låget på pilleglasset i bøgernes og skrivebordskarrierens verden.

Kærlig hilsen
Lizl Rand,
Chefredaktør
Q / TK / Psykologi / Oestrogen

 

__________________________

Lizl Rand, uddannet journalist og psykoterapeut. Foredragsholder, forfatter, og certificeret underviser i psykisk førstehjælp og rådgiver i Psykiatrifonden.
Læs mere på http://www.lizl.dk