Forudbestemt

Anonym

Egentlig startede dette som en refleksion over mig selv som form, i form, værende disse ca 50 billioner celler som på magisk uforklarlig og i særdeleshed usynlig vis samarbejder troligt og trofast, således at jeg kan opfatte mig, som et mig. En Palle – et menneske – en homo sapiens – det tænkende menneske. Særligt det sidste er jeg begejstret for, for hvis jeg ikke kunne tænke / lade tankerne flyve, hvad sku jeg så tage mig til?

Det er konstant ufatteligt for den hjerne jeg er udstyret med at begribe, hvordan dette samarbejde kan fungere så kvikt og kontinuerligt. En af grundene til denne uvished er naturligvis at hjernen også er en del af dette kollektiv, og måske har hjernen kun særstatus uden for kollektivet. Ja egentligt ligetil. Ingen er mere eller bedre end de andre celler, alle hænger sammen, hører sammen er som en stor familie.

”Know thy self…” siges det et sted. Ja, naturligvis skal jeg det, og den knowing, der kan opleves eller opdages, kan ikke vise andet end det der er indefra, den sandhed som er selvoplevet og sanset, men som jeg blot må overgive mig til at acceptere, ikke nødvendigvis ? Har en skid med den eksterne virkelighed at gøre.

Jeg har været rundt om metaforen før, og den er at oplevelse af ”JEG” leves på indersiden af en kugle, på trods af at overbevisningen er at alt foregår på ydersiden, for jeg kan jo se det: verden uden for mig. Men mennesket i form er et selvreferende system, og i selvrefererende systemer vil alle regnetykker passe (⇒ når man regner baglæns kommer man til det oprindelige udgangspunkt!). OG det er vanskeligt at beskrive, for disse philopsohiske tanker opstår inde i samme selvtilstrækkelige og selvrefererende system.

Hvor vil jeg hen?, Ja det ku jeg også li at vide. Men den lidt kætterske tanke er, at noget ”uden for” betragter mig / os og ser os som vi er, og ikke som vi tror og tænker vi er. Kan denne observatør så også se ind i os og følge med i voret indre, i det vi oplever som værende os, som normalt???

I dont know… og det pirrer at undersøge.

Det var en lille tangent derudaf… tilbage til celleklumpen. 50 billioner celler, der simultant udveksler oplysninger til alles bedste, så kollektivet fungerer på alle planer… det giver, har jeg også læst, så mange relationer, på kryds og tværs, at tallet er større end antallet af alle stjerner i universet. Altså et stort tal må man sige. Hvordan ”man” kan påstå det er større end antallet stjerner, se det er vist en lille historie for sig ☺

Jeg tror ikke en dyt på at alle cellerne snakker i munden på hinanden hvert eneste sekund eller åndedrag,… taler, skifter og lytter. Nej jeg tror på at hver eneste celle kender sin plads og information, fordi den netop er havnet på ”sin” plads i det store felt.

Felt
Hvad er et felt så? Det er noget der ikke er der som en ting, noget som kun erkendes via sin virkning. Du kan sige det sådan, at et felt ikke har egen substans, men er i stand til at manipulere ganske fiffigt med substanser. Faktisk kan feltet give substans til det der ingen substans havde før, og vice versa.

Får mig til at ihukomme Storm P: ”Intet kommer af intet, bortset fra lommeuld…” en viis mand ham der Robert.

Nogle gange kalder jeg feltet for ”The blueprint”… den store på alle måder over-ordnede arbejdstegning hvorefter alt fungerer. Men feltet er mere, må så absolut være mere. For det er ikke en passiv arbejdstegning, det er det hele. Hele det vibrerende energi felt som altid er der.

Kender du til jern-fil-spåner? Måske har du engang i skolen i fysiktimen set, hvordan disse små ujævne korn af jern liggende på et stykke papir, pludselig kunne ordne sig i smukke mere eller mindre krumme linier, når der blev anbragt en såkaldt permanent magnet nedenunder. Spånerne lægger sig på magnetfeltets kraftlinier, forklarer man det. Men det er ikke sådan at der bare er en håndfuld kraftlinier, nej, der er lige så mange du orker at måle, også i tre dimensioner, blot ikke så nemt for så falder jernet jo ned inden du når at se mønstret! Men Videnskaben, denne ufejlbarlige tankekonstellation, har opfundet måder at måle feltet på uden at bruge filet jern.

Nu er det ikke sådan at der inde i denne permanente magnet sidder en lille dims der konstant sender energifeltet i bevægelse nej det løber, eller bedre udtryk, det ER der hele tiden, der er inge start og intet slut. Det looper muntert rundt, hygger sig med at være feltet.

Så med en kantet metafor, så er hver celle i mig og dig lidt som en jernfilspån, den stiller sig ind som feltet inviterer til og holdes af feltet i feltet og, det er min personlige overbevisning, at det er i feltet al kommuniktion foregår, udspringer, og … her kommer det frække … modtages. Vi er, hele universet er, en vibration i et felt, som i form og struktur ligger 100% uden for vores fatteevne. Og det er så ok, at det er sådan. ☺

Er alt så forudbestemt, er hver eneste handling vi kan afstedkomme, så uden vores gøren? Tjo, det er jo et spørgsmål til de lange vinteraftener foran bålet, eller mere rammende med en gammel græsk metafor, med ryggen til bålet ivrigt betragtende skyggernes ”dette er virkeligheden” dans på klippesiden i grotten.

Er der så noget at komme efter for os, i al vor eventuelle søgen, efter gods og guld og / eller oplysthed?

Jo, det synes at være muligt. Igen er det Gangaji’s stemme der siger ”Be still…” men ikke kun det at være tyst

Still og det at være stille kommer af latin stilla = dråbe. Du kender det fra udtrykket at destillere, essensen du gerne vil udtrække, kommer dråbevis, i små portioner, uanset om det er sprit eller indsigter ☺.

Jeg elsker billedet, for jeg forbinder det også med det at være stille eller stille sig ind.

Så ”Be Still…” er for mig, at jeg er sansende, åben og lidt som en kompasnål giver plads til at jeg stiller mig ind, efter feltet, efter det felt der er meget mere end magnetens felt. ”Aha, her er det rigtigt at være, drejet, orienteret netop i denne retning på denne måde”. Fra dette sted kan jeg åbent se og sanse det der er, række ud og mærke, connecte og reflektere. Vidende at jeg er en del af en kæmpe rebus, som hele tiden går op, også når jeg kun ser uløselige gordiske knuder.

Det er også dette ”Be still… ” som i de gode stunder får mig til at falde til ro, uanset hvor meget mit emotionelle hav stormer, og når jeg i mindre gode stunder ikke husker eller syns jeg orker at være stille, så vides det et sted dybt i mig at uanset hvor uendeligt bølgernes malstrøm synes at kværne, så er det blot vand i bevægelse, og bølgen vil tilsidst, med et sidste suk kysse en fjern strand og….. være stille.

Rumi lettere omskrevet:

Jeg er bølgen
og det der ser bølgen
jeg er stilheden
og det der hører
Jeg er intet, og er derfor i alt.

-- -- --

Jeg fik et uventet fint metafor for hvordan feltet kan beskrives, eller billedlig talt opfattes. Stod ude i en have, det var dejligt stille, solen skinnede og træernes blade stod grønne mod den blå himmel. For at tage brodden af morgen gusen, var der tændt op i brændeovnen, men kun lidt, og denne langsomme røg bredte sig stilfærdigt ud over haven. Så skete miraklet, pludseligt strømmede solens lys ind mellem træers grene… fordi røgens faner synliggjorde det førhen usynlige lys. Jo lys er usynligt. Du kan ikke se det ”fra siden” med mindre det rammer noget der kan reflektere det, i retning af dine øjne. Sådan blev oplevelsen og opdagelsen, lige der. Så var den borte med blæsten, blot for at dukke op et nyt sted, efterhånden som røgtotterne dansede bort. Lidt undrende for øjnene og tankerne at se lysstrålerne forsvinde, uden at det blev mørkere.

Sådan blev det til en fin parallel til blueprint-feltet. Det er der overalt, hele tiden, konstant nærværende, og det erkendes kun når det udløser en sanseoplevelse, inden for de 5 sanser vi kan acceptere vi har.

Hvad med flere sanser? Hvordan står det til med den 6 sans? ☺

Jeg oplever at feltets flow med god ret kan følges, sanses uden materiel indvirken. Hjertet, det intelligente hjerte er en superb sensor af feltets budskaber. Og vi er først lige begyndt (måske genbegyndt) at lytte til det og forstå / følge det. En forståelse som ikke går via hjernens tanker, men som kan opleves som spontan sandhed, når du er tilpas stille. Ja netop, stille som i dråbevis indsigt og vækst. En vækst som ikke er opadsøgende som et træ eller som søger til højere niveauer, men en vækst i rum, i rummelighed, i fylde, og dog uden at noget fylder ”mere”. Hvert eneste stille nu du oplever bidrager til din forbindelse til feltets uendelige kildevæld.

Opdagelsen af hjertets intelligens er af ny dato, altså videnskabeligt. Man har måtte aceptere at hjertet som almindeligvis gik for at være en muskel som praktisk nok har konstant hikke, og derfor sender blod rund i vores system, ude over dette er udstyret med vældig mange neuroner, altså samme slags celler som vi ellers har ment hjernen har eneret til at have. Somme påstår endda at maven, fordøjelsessystemet også har neuroner i sine del-organer, og det passer da helt sikkert, hvorfor skulle vi ellers havde disse oldgamle udtryk som ”jeg følger mit hjertes kald…”, ”min mave siger mig…” på amerikansk ”Gut feeling…” osv osv.

Er disse opdagelser så udtryk for at vi er ved at ændre sammensætning, at en ny type mennesker, aliens, er ved at overtage jorden??? Ja og nej. Grunden til at vi i dag har denne viden skyldes det helt banale, at nogen har været nysgerrige nok til at lede efter noget der ikke burde være der, fordi det normativt hører til et andet sted, nemlig i hjernen. Lettere omskrevet ” Den der går rund med en hammer, ser søm alle vegne”, og vil så overse hver eneste skrue som ligegyldig og uden betydning.

Feltet er substansløst, og det viser sig gennem sin information, sine beskeder, ved sin total abundance. Feltet kender kun til overflod, ikke til mangel. Og dette er i absurd og abstrakt modsætning til de fleste menneskers grundholdning (også min faktisk, når jeg kradser lidt under lakken), som er, at der skal puges noget sammen, før andre snupper det, fordi der ”ikke er nok”.

Wayne Dyer taler et sted i sin bog ”The Power of Intention” om ”Connectors”… hvor en Connector komprimeret set og altså med mine, ikke hans ord, er en der næsten er nået det optimale det ultimative, kun et museskridt fra total oplysthed… og det kan jo opfattes som noget at stræbe efter… to become a connector or like a connector… virker godtnok lidt uopnåeligt når jeg kigger på min egen hverdag. Men selvfølgelig kan vi gro, og lige som Rom vokse stille og roligt, uden absolut at skulle være færdig på 1 enkelt dag. Frans af Assisi vågnede vel hellerikke op en morgen og vidste at nu var han hellig, at nu havde han gjort gode gerninger nok. (Hmmm dette ”nok” er da vist en reminisens af puge-genet?)

Væksten kommer gradvist i trin, blot vi stiller os ind, den er fri for gøren. Den er ikke en udvikling i gængs forstand, for der tænker vi altid på fysisk vækst, på at noget bliver til mere. Men en af-vikling, som at viklen en mumie ud af strimlerne, så det oprindelige kommer til syne igen og nu, frisat, kan danse og udfolde sig uhindret. Når jeg bruger mumien som metafor fokuserer jeg ikke på det døde, det forgængelige, men på det oprindelige værdifulde, det man øskede at bevare intakt, det der som en anden juvel venter at blive genfundet

Det er dette resultat / outcome der er muligt når vi følger hjertet og ”stiller os ind”:
lad de små dråber komme til os.

So Be Still

Palle Jensen