Invitation fra Gud - Kristus er større end kristendommen

Invitation fra GUD
"Kristus er større end Kristendommen."

For nylig så jeg en portrætfilm om den amerikanske munk Thomas Keating – Invitation fra Gud.

Thomas Keating præsenterer et åndeligt verdenssyn, som lidt forenklet kan indrammes i hans udtalelse: ”Kristus er større end kristendommen.” Og man kunne vel sige det samme om Buddhismen: ”Buddha er større end buddhismen.”

For en isme sættes netop bag et ord for at “betegne større, holdningsprægede tankesystemer, ideologier eller overbevisninger”. 

Netop i forbindelse med Buddha, som arbejdede sig væk fra tankesystemets bindinger og overbevisninger som en vej til frigørelse, klinger det en anelse skævt at tale om en isme, og dom er vel heller ikke lige frem noget rart ord at sætte bag Kristen. For hvad er det for en dom? Jeg vil derfor langt hellere kalde mig selv for Kristus –inspireret eller Buddha-inspireret. For det er jeg bestemt. 

På min rejse gennem livet møder jeg kristne, buddhister og muslimer. Og jeg har gjort en spændende lærerig iagttagelse. Jeg møder nemlig ind imellem ismen og dommen. Jeg møder mennesker, der præsenterer mig for deres trossystem og deres isme inden de overhovedet viser mig stråleglansen fra deres hjerte. Og så møder jeg mennesker, som viser mig deres hjerte, som rækker ud menneske til menneske uanset de er buddhister, muslimer, hinduer, kristne eller tilbedere af de store jordbærmarker.

Og derfor blev jeg så glad da jeg hørte Keating udtale sætningen: “Kristus er større end kristendommen.”

For jeg møder muslimer, der rækker mig koranen, inden de overhovedet har vist mig et glimt af sig selv, jeg ser den hvide røg i Vatikanet, jeg hører dommen over mennesker, der er anderledes, jeg ser de gamle patriarkalske mænd i deres kåber og guld og glimmer, jeg ser det stramme uforsonlige i tolkningen af “Jeg er vejen, sandheden og livet” som et argument for at andre veje er veje til fortabelse, og jeg tænker det er interessant fordi Gud selv vælger at præsentere sig for os som: JEG ER.

Jeg ser kåberne, røgen, det uforsonlige i kristne, buddhister, muslimer, der ved at deres vej er vejen. Den rigtige vej. Og jeg tænker på Grundtvig som sagde: “Menneske først og Kristen så.”

Og det ligger vel Ganske tæt op ad Keatings: “Kristus er større end kristendommen.”

Når jeg er på min rejse i livet, hjertet og sjælen, når min verden bryder sammen, så er det ikke en religion jeg har brug for at møde. Jeg har heller ikke brug for at møde et politisk system eller et sæt regler eller en dom. Jeg har brug for a møde næstekærlighed, medfølelse og et hjerte der slår et ekstra slag for menneskeheden og for vores samhørighed. Jeg har brug for et menneske, der kan mærke JEG ER og række ud fra det sted, så jeg kan mærke VI ER. Forbundne. Uanset hvilken religion vi har valgt at bekende os til.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kristus er større end kristendommen. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk