

Forskningen viser, hvorfor kvinders intuition og sociale intelligens er langt mere udviklet end mænds.
Hvorfor er kvinder mere observante end mænd:
Som helhed er kvinders sanseapparat langt mere fintmærkende end mænds. Det vi kalder kvindelig intuition. Kvinder er langt bedre til at afkode kropssignaler end mænd. Mænds løgne er derfor langt lettere at afsløre end kvinders.
Forskningsarbejde udført af psykologer på Harvard University har påvist, hvordan kvinder er langt mere skarpt opfattende og vågne mht. kropssprog end mænd er. Forsøgsgruppen blev vist en kortfilm, hvor lyden var slået fra og deltagerne blev bedt om at afkode, hvad der skete
Undersøgelsen viste, at kvinderne aflæste situationen præcist i 87% af tiden, mens mændene kun opnåede 42% nøjagtighed. Interessant er det, at mænd, der arbejder indenfor de såkaldte bløde områder som kunstnere, skuespillere og sygeplejere, klarede sig næsten lige så godt som kvinderne.
Kvindelig intuition er særligt tydelig hos kvinder, der har haft små børn, hvorfor de er langt mere trænet i at aflæse nonverbale signaler for at kunne kommunikere med barnet. Derfor er kvinder typisk langt bedre forhandlere end mænd, fordi de er bedre til at aflæse de signaler, der udspiller sig i rummet.
Det viser hjernescanninger:
MR-hjernescanninger (Magnetisk resonans) viser, at kvinder har ca.14 – 16 områder i hjernen, der medvirker til vurdering af andres adfærd.
Til sammenligning har mænd kun 4 – 6 områder. Ved et selskab opfatter kvinder lynhurtigt, hvem der kan lide hvem og hvem der har været oppe at skændes før de ankom.
Et pudsigt eksempel fra mit eget liv som kursusholder:
For nogle år siden afholdt jeg et 3-dages kursus om positiv stress-styring i en virksomhed, hvor der sad 12 kvinder og 3 mænd. Ved slutningen af 1. dag bemærkede jeg pludselig, at en af de kvindelige kursister, ind imellem, sad og slog streger på et stykke papir. Jeg tænkte ikke nærmere over det men konstaterede det bare. Næste dag gentog mønsteret sig og sidst på dagen blev jeg så nysgerrig, at jeg spurgte, hvorfor hun med jævne mellemrum sad og slog streger på papiret.
Hun kiggede mig dybt i øjnene og svaret med et underfundigt smil: "Vil du virkelig gerne vide det Johnny?" Og nu blev jeg for alvor nysgerrig og svarede: "Øh ja - bestemt - hvis du ikke har noget imod at fortælle mig det"
Så betroede hun mig, at hun havde sat en streg, hver eneste gang jeg havde hevet op i bukserne. Hvem fanden kan finde på det - andre end kvinder!
Derfor kan jeg på det kraftigste anbefale at se nedenstående link, som er et morsomt om end karikeret eksempel på mænds og kvinders forskellige måde at tænke på:
Mark Gungor: A tale of two brains:
http://www.youtube.com/watch?v=3XjUFYxSxDk
Sådan afslører kropssproget vores følelser og tanker:
Det er vigtigt at understrege, at kroppens sprog og signaler oftest er ubevidste.
Et par eksempler: Jacques Chirac brugte hænderne til at måle forskellen på lønstigninger mellem Ledere og politikere. Han påstod at ledernes lønninger var steget langt mere end politikernes. Men hver gang han nævnte politikeres indkomst, holdt han hænderne ca. 1 meter fra hinanden og når han nævnte ledernes lønstigninger, hold han dem kun 30 cm. fra hinanden.
Sigmund Freud havde en kvinde, der gik i terapi hos ham. Kvinden påstod, at hun havde et særdeles lykkeligt ægteskab. Samtidig sad hun helt ubevidst og kørte vielsesringen op og ned af ringfingeren.
Under en ansættelsessamtale sad chefen med korslagte arme og med hovedet let foroverbøjet og så hen over brillerne og sagde: Nu må du endelig føle dig tryg. Her foregår alt i en afslappet og hyggelig atmosfære.
Eksemplerne viser, at der ikke er overensstemmelse mellem de verbale og nonverbale signaler. Dette kaldes også for signalforvirring eller double-binding.
Spejling
Vi spejler hinandens kropssprog som et middel til at knytte os til hinanden, blive accepteret og skabe god kontakt men er sjælden bevidst om, at vi gør det.
En af de mest iøjnefaldende former for spejling er gabet. Én begynder og snart følger de andre efter. Tidligere troede man, at det primært var for at skaffe ilt til kroppen, men nu ved vi, at det også kan være er en form for spejling, der tjener til at skabe rapport med andre og dermed undgå aggressioner – akkurat som det gør for aber.
Spejlingsforskelle hos mænd og kvinder
Geoffrey Beattie fra University of Manchester har fundet frem til, at en kvinde rent instinktivt er mere end fire gange så tilbøjelig til at spejle en anden kvinde, som en mand er til at spejle en anden mand. Han konstaterede tillige, at kvinder også er tilbøjelige til at spejle mænds kropssprog, hvis de har sympati for ham, hvorimod mænd er utilbøjelige til at spejle en kvindes gestus eller positur – medmindre han gør det i kurtiseringsøjemed.
Kvinder opfanger også langt hurtigere uenighed i en gruppe end en mand gør, fordi den pågældende person ikke spejler gruppens kropssprog. Hvordan kvinder kan ”se” uenighed, vrede, løgn eller sårede følelser, har altid været en kilde til forundring hos de fleste mænd. Det er, fordi de fleste mænds hjerner ikke er tilstrækkeligt godt udrustet til at læse de fine detaljer i andres kropssprog og ikke bevidst lægger mærke til spejlingsuoverensstemmelser.
Forklaringen er, at kvinders og mænds hjerner er forskelligt programmerede til at udtrykke følelser via ansigtsudtryk og kropssprog. En kvinde kan typisk bruge seks primære ansigtsudtryk i løbet af en lytte-periode på kun 10 sekunder. Samtidig med at hun reflekterer over, hvilken feedback hun skal give. Kvinder har en eminent evne til at afspejle de følelser, der bliver udtrykt af den anden.
En kvinde læser betydningen af det, der bliver sagt, på grund af den talendes tonefald og den følelsesmæssige tilstand via kropssproget. Det er præcist det, en mand må gøre for at vinde en kvindes opmærksomhed, holde hendes interesse fangen og få hende til at blive ved med at lytte. De fleste mænd viger tilbage over for tanken med at bruge ansigtet til at give feedback, mens de lytter; men det giver stor bonus for den mand, der bliver god til det.
Nogle mænd siger: ”Hun vil jo synes jeg er feminin eller bøsset” men forskningen i disse teknikker viser, at når en mand spejler en kvindes ansigtsudtryk, mens hun taler med ham, vil hun beskrive ham som nærværende, betænksom, intelligent, interessant og tiltrækkende. Desværre kan en mand kun frembringe mindre end en tredjedel af de ansigtsudtryk en kvinde kan. Det er derfor mange mænd, ifølge kvinder, ligner statuer når de lytter.
Kilde: Pease, Allan og Barbara: Kropssprog - Hvad vi fortæller uden ord, Borgen 2019
På mit næste kursus om Personlig gennemslagskraft, har jeg opprioriteret mit modul om kroppens sprog og signaler, da jeg har erfaret fra mine kursister, at interessen for større viden om kropssprog er meget stor.
http://www.stressmanagement.dk/aabne-kurser/gennemslagskraft-og-mental-styrke.aspx
Johnny Schultz, Erhvervspsykolog.
__________________________
StressCoach og Psykolog Johnny Schultz
Læs mere om stress kurser, trivsel og arbejdsglæde
http://www.stressnet.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer