Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

For nylig talte jeg med en ven om stress. Vi talte om livet og rundede emnet. For det er en del af mit liv, at jeg gik fuldstændig ned med stress for seks år siden, og jeg måtte rejse mig lige så stille, og samtidig med jeg rejste mig og kom tilbage til livet, lærte jeg en hel masse, som jeg aldrig nogensinde vil glemme igen. For hvis jeg gør, får jeg stress igen. Og det var ikke lige sådan: Åh, jeg føler mig stresset! Nej jeg gik helt ned til det sted, hvor jeg ikke kunne huske mit eget cpr nummer, og hvor jeg måtte lukke min virksomhed ned i et halvt år –

for egen regning – og så ellers lige så stille se hvor stressen havde sit udspring. Det havde den mange steder. Og de mange steder mødtes i et punkt, der hed: Jeg kan simpelthen ikke sige fra.

Jeg var aldrig stresset over mit arbejde, selvom man skulle tro, et arbejde som fuldtidskunstner kunne give et menneske stress, men det var ikke her stress sprang fra, for her gør jeg altid præcis det, der må gøres og hverken mere eller mindre. Jeg sætter tidspunkterne, så de passer til min døgnrytme, og jeg udfører kun arbejde, som giver mening for mig at udføre. Mening for min sjæl.

Og det er præcis det. Før stress gjorde jeg alt muligt, som ikke gav mening for min sjæl, men som jeg troede, jeg burde gøre. Ting, jeg gjorde af frygt. Måske for at være alene , måske for ikke at være vellidt, måske for ikke at være elsket. Og egentlig kan jeg i dag koge det helt ned til en bouillon terning, der hedder: Angst.

I otte år rejste jeg frem og tilbage mellem Sjælland og Jylland, fordi jeg elskede en mand. Jeg boede i en kuffert, jeg aldrig nåede at pakke ud. Og det samme gjorde han. Ingen af os fandt mening i at flytte vores liv til et andet sted. Han havde børn, så for ham var det slet ikke en mulighed. Han ville selvfølgelig være tæt på sine børn. Jeg havde en virksomhed, som det har taget mig et halvt menneskeliv at opbygge. Men som mange sagde: ”Du kan jo sagtens flytte til Jylland og så bare rejse til København for at arbejde de par gange om ugen. Det er jo bare lige...”

Men det var ikke bare lige. I hvert fald ikke for mig. For rejserne med færge og trafik på motorvejen, bilkøer og trængsel, mere liv i en kuffert, det passede slet ikke til mig. Og alligevel holdt jeg ud i otte år. Dengang kendte jeg ikke et sted i mig der hed: Man kan forlade en man elsker, fordi man holder sit eget liv kært.

Migræneanfald, hjertebanken, rygsmerter og det hele tog jeg med til Jylland. Fordi jeg elskede en. Jeg elskede bare slet ikke mig selv nok til at vide, at det her kan slå et menneske ihjel. Men jeg skulle helt der ud, hvor jeg ikke anede, hvem jeg selv var, så jeg lige så stille kunne begynde rejsen hjem til mig selv. Forholdet brast, fordi ingen af os kunne, ville, skulle flytte vores liv for den anden. Og fordi vi begge blev totalt kørt ned af de evindelige rejser. Jeg vidste det allerede efter et år, men jeg blev ved i syv år mere, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle være alene i livet uden en kæreste at støtte mig op ad.

Jeg så ikke, at jo mere jeg forlod mit eget liv, des mere havde jeg brug for en anden at støtte mig op ad. Fordi jeg ikke længere helt støttede mig op ad mit eget liv.

Men stressen blev en vejviser for mig. For jeg kom helt der ud, hvor jeg bare mærkede, at det her eller det her kan jeg bare ikke. For jeg bliver syg af det. Så enkelt er det.

Jeg fandt ud af, at det er livsnødvendigt for mig at sidde stille en hel time hver morgen. Her efter skriver jeg i al stilhed i et par timer. Og det er hver dag. For det er her jeg forbinder mig med livet.

Når VVVsmanden siger: Vi kommer lige mellem 07.00 og 16.00, så siger jeg: Nej det gør I ikke, for der kommer ikke nogen her før efter 13.00. Og desuden har jeg brug for at vide mere præcist hvornår I kommer. For ellers får jeg stress, og det var jeg engang ved at dø af. Slut bum færdig.

Jamen vi skal bare lige... nej slut bum færdig. Og hvis det er en dårlig aftale for jer, der kan give jer stress, så finder jeg en, det kan passe at komme efter 13.00.

Det er verdens mindste ting, der kan sende en tilbage i stressen, så jeg ved, at jeg går på en tynd line, som hele tiden viser mig tilbage til sjælen. For når jeg gør det, der er sandt fra sjælen, så har jeg fred indeni.

Og det forunderlige er, at stressen viste mig en vej til fred. For alle symptomerne fortalte mig, når jeg gjorde noget, der pegede væk fra fred. Væk fra sjælens vej. Og hvad, der tog mig otte år dengang, tog mig sidenhen et år. For jeg mødte en, jeg elskede igen. Og allerede første dag tænkte jeg: Uha der er godt nok meget larm og støj og aktivitet her. Men jeg elskede ham, så jeg skulle lige en tur ind i karrussellen igen. Den tog heldigvis ikke otte år. For det var en, der startede dagen med radio, Ipad, mobiltelefon, trompetskalaer og en rask løbetur, som så lige gav mig en halv times åndepause, men det var så for at komme tilbage og sætte et headset på hovedet, så han kunne klare aftaler med arbejdet der hjemme. Ja, for dette var på ferien. Og det var hans natur. Helt enkelt. Det var sådan han fungerede. Og jeg kom hjem fra ferien helt udmattet og havde ikke fået samlet energi til mit arbejde. Vi oplevede små forgyldte stunder, når vi spillede musik sammen, for da var vi det samme sted. Men de stunder var for få i forhold til det samlede liv, som skulle leves og give mening og næring.

Og migræneanfaldene kom tilbage, rygsmerterne sneg sig ind på mig. Og så vidste jeg bare: Det er nu du skal gøre det du ikke kunne dengang: Forlade en du elsker, fordi du holder dit eget liv kært.

Og det gjorde jeg. For jeg vidste, at man kan dø af at elske så meget, at man glemmer at tilgodese sine dybeste, basale behov. Og stilhed og indre ro, fordybelse og fred er for mig som at trække vejret. Stilhed til mine skrivestunder, plads til at mine sange kan komme fredfyldt igennem. Det er både det, jeg lever for, og det jeg lever af.

Og jeg ved, hvordan det er at lænse sin opsparing for at betale en sygemelding, som man selv må betale som selvstændig, med mindre man vil lukke sit firma ned, trække bøgerne hjem fra boghandelen, lukke sin hjemmeside og alt muligt man jo bare ikke kan, fordi man også ved, man rejser sig og kommer tilbage.

Jeg ved det, fordi jeg har prøvet det. Jeg ved, at jeg ikke kan blive i et forhold, der suger freden ud af mit liv. Jeg ved, at en VVs mand klokken 07.00 kan vælte læsset, fordi jeg ikke får forbundet mig med liv den dag. Jeg ved, at jeg ikke kan rejse til Jylland for kærlighed. For kærlighed er her. I mit liv. Og nogle gange kan en sød nabo spørge, om jeg vil hjælpe med et eller andet, for det er bare lige. Men jeg har lært, at der ikke er noget bare lige for en der har været ved at dø af stress. Og hvis der ikke er plads i livet den dag, må jeg sige: ”Det kan jeg desværre ikke tilbyde.” For der er ikke et bare lige for mig. Uanset hvad det er.

Og bemærk venligst at når mennesker siger: Det er bare lige...

Så er det jo som oftest fordi, det bare lige passer ind i deres liv. Så de ikke får stress. For måske har de gabt over for meget og har ikke sagt slut bum færdig.

Men jeg tror, der er et sted, hvor vi alle kan følge sjælens vej, og hvor vi ikke skal presse luften ud af andre og os selv for at få vores liv til at fungere.

Og dybt under det hele er det nok der, hvor vi tør følge de anvisninger, der kommer indefra. Også når andre ikke synes om dem. Når vi er bange for ikke at være elskede, og når vi frygter, at vi måske så kunne blive alene.

Så for mig var det et rigtig godt sted at starte på rejsen ud af stress og ind i fred. At finde det punkt hvor jeg kan holde nok af mig selv og mit eget selskab til, at det også er OK, når andre ikke gør det. Hvis jeg ikke lige passer ind i deres plan. Og det allervigtigste jeg har lært er, at hvis jeg skal være god til at sige nej, skal jeg være lige så god til at respektere andres nej. For når vi ved, der er respekt for nej fra begge sider, så kan vi også give det store JA, vi dybest set drømmer om at give.

Og det er ikke ja til bare lige. Nej det er JA til det, der virkelig er sandt. Det, vi kan mærke som en dyb og rungende sandhed under alt det rod, der stammer fra, at vi dybest set ikke respekterer os selv nok til at gøre det, der er godt for vores liv. Alt det rod der stammer fra, at vi kan være rædselssagne for at være ladt alene, hvis vi ikke makker ret. Alt det kaos der stammer fra at vi er bange for ikke at være vellidte nok, gode nok, elskede nok.

Og derfor har det stresskollaps været min vildeste vejviser. Ikke bare ud af stress og ind i fred. Men helt ind til kernen af det min sjæl er her i verden for. For når jeg er der. Så er der ikke nogen stress.

Engang tog det mig otte år at forlade en situation, der gav anledning til stress. De otte år blev kogt ned til et år, og sidenhen lærte jeg at se om hjørner, så jeg slet ikke behøvede symptomerne for at sige nej tak. Og jeg har opdaget, at det ikke kun handler om at kunne sige nej tak. Det handler i lige så høj grad om at sige ja tak. Til sjælen.

Majbritte Ulrikkeholm

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk