Grænserne flytter sig - hvad gør vi?

Anonym

Grænserne flytter sig – hvad gør vi?

Det første chok et menneske får når det bliver født er, at det pludselig ikke kan mærke sine grænser mere. Det har i månedsvis ikke kunnet fægte med armene eller sparke med benene uden at støde på en væg – en grænse. ”Der må være en grænse” er en urdyb erfaring – og pludselig er den der ikke!! Det er derfor, en nyfødt ofte bliver tryg ved at få dynen lagt meget tæt om sig. 

En af de første erfaringer et menneske gør sig er altså at mærke hvor utrygt det er at komme ud i det fri. Ser man Animal Planet vil man af og til se dyr i bur som skal slippes løs på savannen efter nogen tids indespærring. De går aldrig direkte ud af buret når lågen åbnes. Ofte trykker de sig omvendt ind i det fjerneste hjørne af buret.

(Bevægelses-)frihed er ganske enkelt skræmmende. Fordi menneskers første erfaring er, at der må være grænser. Det er det, de har lært i de 9 måneder hvor de er gået fra at være to sammensmeltede celler til at være et fuldbårent barn.

Det rammeløse rum
De fleste kender udsagnet om at ”børn har brug for grænser”. Men det har voksne også.

Når mennesker f.eks. forbliver i sammenhænge, de egentlig ikke er specielt glade for, så er det blandt andet fordi de sammenhænge netop tilbyder en ramme om hverdagen. Om det så er et dårligt ægteskab eller et halvkedeligt job, så er det dog en tryg afgrænsning at navigere i. Når det er så utrolig stressende at være uden job, så er det også fordi det henviser mennesker til, selv at skulle skabe en af de mest definerende rammer/grænser, som voksenlivet indeholder. Det er en langt større belastning end man forestiller sig. At blive lukket ud af buret skræmmer ikke kun dyr – mennesker trækker sig også længere ind i hjørnet i stedet for at løbe ud i en fart.

Men hvad så, når grænserne mangler? Når alle de normer, der har været gældende, ikke er det mere? Ordet ”grænsesøgende” er ifølge www.sproget.dk registreret første gang i 1984. At være ”grænsesøgende” bliver mennesker, når de lever i en grænseophævende tid. For 100 år siden var mennesker ikke grænsesøgende, for da var normerne for hverdagen så stramme, at det dårligt kunne lade sig gøre at trække vejret, endsige slå ud med armene.

Nutidens stressfaktor – manglen på grænser
En af de store udfordringer for mennesker i vores tid er, at tiden kalder på udvidelse. Hvor? spørger du måske, men svaret er, at det gør den i alle sammenhænge. Tænk f.eks. på, hvor stor vægt politikere, økonomer og erhvervsfolk lægger på, at vi herhjemme ikke bare kan lukke os om os selv, men må være åbne overfor andre – sagt med andre ord: Horisonten må udvides. Eller tænk på, hvor meget det private rum er blevet udvidet til at række ud i det offentlige rum, med dybt intime telefonsamtaler, ført i bussen, midt mellem vildfremmede mennesker. Eller gå på nettet og søg ordet ”udvidelse”. Her får man over 1,5 mio hits. Søger man på ”begrænsning” får man en lille halv million færre hits. Udvidelse på alle planer er altså noget, mennesker skal finde ud af at håndtere. Og når noget udvides, betyder det også, at det bliver sværere at mærke grænserne. Det gør mennesker stressede i sig selv. At færdes i et rammeløst rum kræver mange ressourcer, ikke mindst fordi det vækker en urangst i os.

Man skal ikke vide, man må tro
Men retningen er tydelig – mennesker må vænne sig til at håndtere udvidelse og dermed også mangel på grænser. Siden 2004 har jeg levet som free-lancer uden noget ”sikkerhedsnet”, og har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet kaldt ”modig”, da jeg endegyldigt fravalgte et fedt lønnet sekretærjob.

Til gengæld har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange jeg overfor mig selv beroligende har sagt: ”Jeg har tillid til, at der kommer det, jeg har brug for”. Det har ikke være mod. Det har været tro.

Når grænser ophæves, bliver friheden en mulighed. At søge i dig selv, at mærke hvad DU SELV finder rigtigt gør, at du trygt tør give dig i kast med friheden. Velkommen!