Psykoterapeut København Katrine Boeck

Selvværdet der gemmer sig i skyggen

Har du et lavt selvværd? Og mangler du troen på, at du ikke bare mangler værdi, men også at det (trods anstrengelser) er umuligt at finde frem til din værdi? 

Så kan det være, at du ikke har set på dine skyggesider endnu. Skyggesiderne indeholder nemlig de kvaliteter, som vi ikke tæller med i regnskabet, fordi de ikke talte for vores forældre, eller tæller i vores omgivelser og samfund. Men lige her, ligger din værdi måske og venter på at blive accepteret og taget til dig. 

Dine skyggesider og dine værdier er en enorm ressource, hvis du tager ansvar for dem og tager det hjem, som er dig dybest set.

Og hvordan gør man så det? Jeg kender mange, der har aset og maset forgæves i lang tid, måneder eller år. Og jeg kender flere, der har prøvet den kognitive og analyserende vej med masser af spørgsmål og øvelser. Men min erfaring er, at vi ikke kan tilgå sådan en kraft, som selvværd er, uden at inddrage krop og kreativitet. Veje, der anviser os de forbudte kvaliteter, som vi i hovedet censurerer, og som vi i følelserne udfører selvhad over for.

Og med de to sværvægtere, hovedet og følelserne, så er vi overbeviste om, at det er sandt, at vi ikke har værdi for verden og vores nærmeste omgivelser. Selv om vi arbejder kognitivt med hovedet, så er det et slag i bolledejen, som sjældent klinger særligt længe, eller som slet ikke kan udviske vores mange følelser i forbindelse med et dårligt selvværd.

Selvcensuren er en stærk følelsesmæssigt kraft, som står i vejen for at tro på os selv og for at agte os selv. Men vi MÅ arbejde for friere rammer, og her åbner skyggesiderne for at kunne være et helt menneske. 

Alternativet er selvtabet, og herfra kan vi udvikle angst, stress, udbrændthed, depression, fysiske invaliderende symptomer som spændinger, smerter mv. Så det er så essentielt at lære at agte sig selv og at tage vare på de grænser man har.

Og det handler om at få øje på, hvad du er, og hvad du ihvertfald ikke er, og så at stoppe med at presse dig selv ned i en skabelon, hvorfra du nedvurderer den kæmpe kvalitet, du bringer ind i denne verden, og som den har brug for, at du står ved.

For er det ikke for os alle et eksistentielt spørgsmål, hvordan vi som individer kan erkende og bære vores egne værdier? Har du et lavt selvværd, så er du blot mere i kontakt med det spørgsmål, og det vil jeg invitere dig til at gribe godt fat i. For det er din livsenergi vi taler om.

Så hvordan forholder du dig til samfundets værdier? Matcher dine værdier samfundets? Hvis ikke, hvem har så ansvaret for at tage dine værdier alvorligt? 

Det er jo også interssant, hvad der dybest set driver dig, hvad det er du tager beslutninger ud fra...

Holder du dig udelukkende på solsiden, hvor du får anerkendelse - eller ihvertfald ikke vover at være dig? Eller er du begyndt at eksperimentere lidt med alt det du rummer, men som kræver at du selvbekræfter og anerkender og kærer om dig selv som den vigtigste del i dit lederskab af dit liv?

Dræber du lederen, så lider gruppen, så ingen har fordel af, at man gemmer sig og ikke agter sig selv. Lederen af din styregruppe er dig, og du skal plejes ubestrideligt og beslutsomt. 

Så find dig en solid støtte uden for dig selv, der kan sætte din selvagtelse på sporet, så din videre vej i livet udspringer fra et mere sandt og meningsfuldt sted. 

Herfra er det dit ansvar at vende udviklingen. Når nogen tror på dig, hvordan kan du så integrere den tro i det daglige så den bliver til din egen tro, uafhængigt af hvad andre tror? Og til en egenomsorg uafhængigt af, om andre er parate til at anerkende dig?

Hvad hedder din vej til at sætte sådan en proces ind i en struktur, så du samler dig selv op igen og igen, når du kommer til at hade dig selv, kritisere dig selv, skælde dig selv ud eller skade dig selv. 

Tegn evt. en linje, og skriv hvad du har gjort, og hvad du har erkendt. Hvor mange & er du nået? For du er jo gået nogle skridt - det er alle. Godt gået! Du er god nok som du er - og det kan du anerkende i større grad til gavn for dig selv og andre. 

Sig hver dag "Jeg er allerede god nok, som jeg er", og lad følelser af utilstrækkelighed passere. Vi føler os alle utilstrækkelige, så sådanne følelser er ikke tegn på, at du ikke er god nok. Der er tegn på, at du er menneske, og at du stadig (som de fleste) har et arbejde at gøre. Jeg er snart 50 år, og jeg arbejder stadig, for jeg vises igen og igen nye vinkler af et lavt selvværd. Hvis der er følelser af skam inde over, så tager det tid at bearbejde et lavt selvværd. Og afslutningsvist vil jeg sige, at har du et lavt selvværd, så er du i båd med mange mennesker i dagens Danmark. 

Om blogger Katrine Boeck:

Katrine, der har skrevet blogindlægget, vil gerne dele ud af sine erfaringer med 30 års arbejde med lavt selvværd hos sig selv og andre. Se mere her 

Katrine Boeck, Psykoterapeut MPF, Coach, Parterapeut, foredragsholder og forfatter.

Hjemmeside: coachcare.dk, facebookside: Coachcare v/ Psykoterapeut Katrine Boeck

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvværd der gemmer sig i skyggen. Læs mere