God og dårlig vrede

Anonym

Nogen gange er vores vrede ikke så konstruktiv som vi ønsker os. For nogle er vrede en yderst skamfuld følelse. De har en oplevelse af, at AL vrede er dårlig. Sådan er det langt fra. Vrede er en naturlig reaktion på, at dine behov ikke bliver mødt eller at dine grænser bliver overtrådt. Derfor en følelse, det er vigtigt at give udtryk for. Dér hvor vrede bliver problematisk er, når den bliver udtrykt ukonstruktivt.

Nogle forsøger at skjule deres vrede. De vender vreden indad og går rundt med en knude i brystet – det er passiv vrede. Andre har voldsomme vredesudbrud, de råber og skriger, kaster med ting, begår fysiske overgreb – det er aktiv vrede.

I arbejdet med vredesproblematikker er det også vigtigt at skelne mellem vreden som følelse og vredens udtryk. Vrede i sig selv er hverken god eller dårlig. Blot en følelse. Og følelser er i sig selv ikke gode eller dårlige. Derimod kan udtrykket – altså hvordan man viser sin vrede – være mere eller mindre konstruktivt. Det er hverken særligt konstruktivt at vende sin vrede indad og sige ingenting eller vende den udad og råbe og skrige – du bliver hørt lige lidt.

Når vreden bliver et problem
Passiv vrede er principielt problematisk af natur i og med at man forsømmer at kommunikere, at ens grænser er blevet overtrådt eller ens behov ikke er blevet mødt. Det er ganske enkelt ikke sundt på den måde at skubbe sine behov til side. Hvornår aktiv vrede bliver problematisk er derimod noget vanskeligere at afgrænse. Som udgangspunkt er det jo sundt at give udtryk for sin vrede i stedet for at undertrykke den.

Bliver man hvidglødende over, at ens kæreste trykker på midten af tandpastatuben, kan man imidlertid sige, at vredens udtryk er ude af proportion med det, vreden er en reaktion på. Det sidste er i øvrigt en god tommelfingerregel for om aktiv vrede er af en sådan karakter, at behandling vil være hensigtsmæssig.

Hvor kommer vreden fra
Ud fra vores erfaring med afholdelse af kurser i at overvinde vredesproblemer og individuel terapi med samme fokus, tegner der sig en række mønstre.

Når vredens udtryk er ude af proportion med det, den er en reaktion på, skyldes det, at vrede er blevet en ventil. En måde at få afløb på. Afløb for en masse følelser, der ikke har nogen direkte forbindelse til den situation, der udløser vreden. At ventilen lige præcis bliver vrede, har ofte at gøre med et tillært følelsesmønster fra barndommen. Mor eller far har eksempelvis reageret med vrede, når de blev presset op i en krog, når de var utilfredse ellers deres behov ikke blev mødt.

De følelser, vreden giver afløb for, kan fx være angst for at miste, angst for at blive svigtet, jalousi, skam, skuffelse, ensomhed, tristhed – samt paradoksalt nok vrede - der af forskellige årsager ikke er blevet udtrykt men derimod undertrykt; skubbet til side i situationen hvor de blev følt. En masse følelser, der hober sig op for til sidst at bruse over i et vredesudbrud. Grunden til vredens voldsomhed er derfor, at der ligger et stort reservoir af uudtrykte følelser bag, der samlet kommer ud på én gang.

Det smertelige er, at vreden ofte går ud over de mennesker, man elsker højest. Måske fordi de er de sikreste at lade vreden gå ud over. De elsker jo en og vil ikke forlade en. Det paradoksale er, at netop de mennesker, der kan tåle mest på den korte bane, fordi de elsker en, er dem, der er de sværeste at miste på den lange bane.

At arbejde med problemvrede
At arbejde med problemvrede foregår bedst på to niveauer. I første omgang det, man vil kunne kalde et symptomniveau, der handler om at indlære strategier til at bremse sin vrede, inden den kommer til fuldt udbrud. Dette niveau er derfor møntet på den aktive vrede, da den er den eneste, der går i udbrud.

Regulering af vrede på symptomniveau kræver, at man bliver bevidst og opmærksom på sit vredesmønster. Altså: i hvilke situationer bliver jeg vred? Hvordan føles det i kroppen lige op til at man bliver vred? Uden denne viden er det ganske enkelt umuligt at fange sig selv i at være ved at blive vred. For når først vreden er i udbrud er der intet at stille op. Budskabet drukner.

Når man har lært at genkende sin vrede i opløbet, kan teknikker som at trække vejret dybt og tælle til ti eller at fjerne sig fra situationen nogle minutter være virksomme. Man får skabt rum til at kommunikere sit budskab – eksempelvis at man foretrækker at kæresten trykker på tandpastatuben bagfra.

Det andet niveau, man kan arbejde med problemvrede på, er det man vil kunne kalde et årsagsniveau. Årsagsniveauet handler om at overvinde problemvreden ved at lære at kommunikere svære følelser i selve situationen, hvor de opstår, så de ikke bygges op indeni og bliver brændstof under et senere vredesbål.

At overvinde problemvrede handler derfor dybest set om kommunikation; om at lære at give udtryk for følelser med ord; om at turde give udtryk for svære følelser; om at risikere at blive afvist, fordi ens følelser ikke er passende.

Kærlig hilsen
Camilla Holst