Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Den er fuld af spilopper om morgenen, den hjerne. I hvert fald hvis jeg ligger og roder rundt et sted mellem REM og opvågningen. Hér er de gode ideer. Underlige ord træder frem, kloge forklaringer på uforklarlige fænomener smutter frem som små hvide tågebørn, og når jeg griber efter dem, skal jeg være skarp. Ellers er de forsvundet ud i det ... ja, hvilken farve har det ubevidste? ... med en drømmende latter: kom og fang mig, hvis du kan. Og jeg ærgrer mig endnu engang over ikke at have fuldført min idé med en skriveblok eller en diktafon, som måske kan indfange de vimse væsener.

Men jeg kan et kneb: nogle af dem kan ikke stå for brusebadets prikkende stråler. Dette ingenmandsland, hvor groundingen indfinder sig automatisk, fordi man ikke kan så meget andet end at stå dér. Herude kan jeg opleve, at nogle af den muntre hjernes ideer dukker op, sætter sig på min skulder og lader sig bestråle som en anden livsglad undulat. Det var dét, jeg ville skrive om: hvor dejligt det er at svæve lige på tærsklen til det bevidste sind. I denne verden, mellem bevidsthed og det indre kreative skatkammer, er der dejligt at være.

En gang meditation i naturen kan også hjælpe dem frem. Eller bare en gang gloen ud i luften på ingenting - det, det var forbudt som barn - baner vejen. Og pludselig: dér fik jeg dig, idé!

Og det bedste ved dagen i dag: det er søndag, morgentågen driver som gus hen over den kuperede natur, og der venter en stille solrig sensommerdag. Så kan det ikke blive mere oplagt at holde meditationsdag, skrive bevingede ord, male blå billeder og fremtrylle sanselige lækkerier med alle de struttende basilikumblade.