Sådan hænger traumet sammen med personligheden
18/04/2025 (456 hits)
Traumeforskningen er i hastig udvikling. Flere og flere mennesker arbejder og er nødt til at arbejde med deres traumer. I dette skriv belyser jeg et bestemt forhold omkring vores udviklingstraumer. Nemlig den sammenhæng, som traumet har med personligheden. Eller måske i virkeligheden endnu mere præcist: At traumet faktisk er en central del af personligheden. Måske dette kan inspirere endnu flere mennesker til at tage deres traumer alvorligt. Traumer er således ikke noget, nogle enkelte mennesker har. Og traumer er heller ikke noget, der kun er aktivt, når vi rammes af de negative følelser, som traumet afstedkommer; primært angst, vrede og skam. Fordi traumet er en del af vores personligheder, så påvirkes vi og lever vi faktisk sammen med traumet, indtil vi stiler vores træsko. Igen: måske dette dels kan forøge vores nysgerrighed på os selv – for hvis det er rigtigt, at traumet altid er der sammen med personligheden, hvor er det så henne lige nu? Dels kan det måske være med til at lave en form for re-orientering ift. traumerne. Mange mennesker har jo den opfattelse, at traumerne er noget, man i løbet af nogle år bliver færdige med. Men personligheden og traumerne bliver man ikke færdige med. Og netop fordi man ikke bliver færdige med dem, er der måske ekstra god grund til at etablere det bedst mulige forhold til traumer/personlighed.
TRAUMER SOM STRATEGIER PÅ BEGIVENHEDER
For mange mennesker – også dem, der arbejder professionelt med traumer – forblive traumer noget diffust noget. Sådan er det ofte, når vi skal ned i det ubevidste; hvor traumerne jo bor: Jo længere ned i det ubevidste, eller jo længere op i den højere bevidsthed, jo mere kniber det med klarheden. Derfor føles det temmelig centralt at huske os på alt det, som på ingen måde er diffust omkring traumer. Konkret at traumerne dels er udtryk for en eller nogle begivenheder. Dels at traumerne er en del af de strategier, vi udvikler, efter vi har været udsat for selve de traumatiske begivenheder. Og endelig måske at traumet afstedkommer – som Enneagrammet har pointeret – primært én specifik negativ følelse, varierende fra type til type. Skal man skille det mere ad, så kan man sige, at coping strategien, altså den ubevidste respons, barnet ubevidst udvikler som reaktion på den traumatiske begivenhed, altså at copingstrategien er et forsvar mod den negative følelse, som man ramtes af – og som vi alle sammen stadig rammes af – når traumet er aktivt. Vi har derfor den lille kæde af begivenheder, der lyder således: 1) traumets udløsende begivenhed, 2) Den negative følelse, begivenheden afstedkommer, og 3) Den ubevidste strategi. Den ubevidste strategi har som primær hensigt at beskytte barnet mod den følelse, der føltes så overvældende, at der i alle udviklingstraumer kan spores direkte dødsangst. Formentlig fordi den negative følelse – at man mistede kærligheden fra sin mor fx – som barn faktisk har oplevedes livstruende. Et barn der reelt mister kærligheden fra sin mor eller andre tætte omsorgspersoner kan være i livsfare. Og det ved barnet instinktivt.
VISDOMMEN I ENNEAGRAMMET – BASIC DESIRE, OG BASIC FEAR
Hvis man omformulerer det ovenstående, så kan man med stor fordel se på, hvordan de har beskrevet sindets og personlighedens processer i Enneagrammet (særligt i bogen Enneagrammets visdom af Riso og Hudson). Her har man to hovedbegreber, som på absolut meget klar vis beskriver, hvad det egentlig er der foregår inde i sindet/personligheden. Når man først ser det, er det såre simpelt. Før man ser det, dvs. før man bevidstgør det, er man et blindt offer for det. Begreberne er ”basic fear” og ”basic desire”. Altså begreber for to af de måske allermest centrale processer i personligheden. Det ene – basic fear – dækker over, at der hele tiden er noget i personligheden, som vi forsørger at undgå: Den basale frygt. Den basale frygt er selvfølgelig koblet sammen med de begivenheder fra fortiden, de traumeudløsende begivenheder. Smerten, sorgen, skammen, angsten, vreden over at have oplevet dette, sidder som en kodning i ethvert menneske. Rundt om ”mindet”, som bor i kroppen og følelserne, vokser selvbeskyttelsen og strategierne frem. Har man fx oplevet at miste kærlighed fra en af de nærmeste omsorgspersoner, så er den basale frygt netop at miste kærlighed. Det basale ønske er bare en positiv formulering af den basale frygt. Er den basale frygt at miste kærlighed, så er det basale ønske at modtage og være i kærlighed (der er dog visse undtagelser: se evt. https://www.enneagraminstitute.com/type-descriptions/).
Konklusionen er: der er hele tiden noget dit sind og personlighed frygter: den basale frygt. Og der er hele tiden noget, dit sind og personlighed gerne vil opnå – det basale ønske.
AT KUNNE SÆTTE EN SNOR I TRAUMET
Alle mennesker – uanset om man nogensinde har eller vil komme til at arbejde med sig selv – kender at blive angrebet af et traume. Det er klart, at har man aldrig arbejdet med sig selv, vil man aldrig kalde de stærke følelser af vrede, angst eller skam for en traumerespons. Sådan som vi, der har arbejdet med os selv gør det, og nogle gange overgør det. Ofte vil en person, der aldrig har arbejdet med sig selv, ofte eller altid anklage de andre for de følelser, man oplever. Dvs. når man oplever stor vrede etc., så er det fordi de andre har gjort noget forkert. Det gør vi ikke i selvudviklingsmiljøet. Her har vi en forståelse for, at de følelser – især dem, der hidrører fra traumerne – skyldes bestemte begivenheder, og bestemte relationer fra min fortid. En del mennesker kan fx sige, at ”Ja, jeg oplever stor forladthedsfølelse, når min partner… Og jeg ved det sker fordi, jeg som barn har følt mig meget forladt af mine forældre”. Så langt så godt. Der er endnu færre, som kan henføre deres negative følelser fra deres liv til helt konkrete begivenheder: Altså fx den gang jeg stod i børnehaven, og min mor ikke kom og hentede mig. Og livet langsomt begyndte at forlade min krop.
Og spørgsmålet er så: er det vigtigt at kunne sin traumebiografi? Det kommer an på hvem man spørger. Nogle skoler og traditioner siger: ”Glem historien”. Min egen erfaring, og dér hvor jeg har lært det, siger noget andet. Her siger man, at det absolut er vigtigt at kunne sætte en specifik snor i traumet. Altså en specifik snor fra min specifikke oplevelse af den negative følelse i mit nutidsliv, og så tilbage til den specifikke begivenhed, jeg oplevede som barn. Hvorfor? Fordi indtil da er jeg på en måde på bar bund, når jeg rammes af traumet: jeg ved måske at det ”er noget med forladthed fra barndommen”. Men det er ikke specifikt nok. Og igen: er der noget vi har brug for, når vi indtræder i traumernes ubevidste landskab, så er det klarhed. Kan man dette – altså henføre den negative følelse fra nutidslivet til konkrete begivenheder og relationer fra barndommen – så er man et afgørende skridt nærmere løsningen. Siger erfaringen. Hele ens system tror jo - fx når kæresten ”fravælger” en til fordel for noget andet – at ens nuværende situation faktisk er lige så farlig som dengang i børnehaven, hvor man ikke blev hentet, og måtte tilbringe tid med en sur og fordrukken pædagog efter lukketid. Dvs. en stor del af opgaven handler netop om at indlære, at det ikke er tilfældet: at den nuværende situation med kæresten, der ”nedprioriterer én” på ingen måde er sammenlignelig med barndomsoplevelsen. Og den manøvre – at huske sig selv på, at det ikke er ”det farlige”, der er i gang med at ske - er langt nemmere, hvis man faktisk ved, hvad den allerfarligste begivenhed faktisk var. Og det dermed ikke er tåget: På hvilken måde fik jeg ikke nok kærlighed? Hvornår? Hvilken/hvilke konkret situation var der tale om? Hvad var omstændighederne? Når alt dette er klarlagt, så er det nemlig også nemmere at begynde at tænke tilbage på den kærlighed, der faktisk var. For den var der hos langt de fleste også – også selvom svigt og overgreb har fundet sted.
Der er flere andre blogs og guidede meditationer, man med fordel kan læse i forlængelse af denne. Se hjemmesiden og øvrige traumeblogs her:
Simon Vittus Jasper Hansen
__________________________
