Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Sidste år til påske - tiden for døden og opstandelsen modtog jeg en gave af en af mine kursister, som deltog i påskeretræten Stemmen og Stilheden. Det var et mærkeligt frø. Mere et tørt blad end et frø. Jeg skulle lægge det tørre blad i jorden, og så ville en kærlighedsblomst vokse frem.

Jeg blev oprigtigt bange for min gave. En kærlighedsblomst. Tænk hvis jeg ikke kunne passe den ordentligt. Tænk hvis den døde for mig. Det kunne jeg næsten ikke bære, for julen inden havde jeg bogstaveligt talt bedt på mine grædende knæ til det jeg bekender mig til: Skænk mig kærlighed i det nye år.

Nu kom så min kursist med et frø, og jeg vidste det hele var en del af det guddommeliges leg med mig. Vi giver dig et frø. Og så må vi se, om du kan få det til at gro.

Da vi skulle rejse hjem sad jeg med Ida og TAO på mit værelse. Alle tre så vi på det mærkelige frø.

"Jeg ved ikke, Ida," sagde jeg, "Men blomster er ikke min stærke side." Jeg er meget væk hjemme fra og det der vokser hos mig er noget jeg kan tage med eller som i sin natur er hårdført som nu æbletræet, der står så rank i sig selv og ikke kalder på mig ved enhver lejlighed."

"Men du har passet TAO," sagde hun. "I vokser sammen."

Men det havde netop været min udfordring med TAO - at vokse sammen i betydningen udvikle sig uden at vokse sammen i betydningen filtre ind i hinanden og blive afhængige. Og det mærkelige frø gjorde mig underlig til mode. Kunne jeg rejse med den plante, når den begyndte at vokse? Kunne jeg have den med mig? Lige som TAO? Ville jeg blive afhængig? Eller kunne den klare sig selv som æbletræet, der fortæller eventyr og folder sig ud som pige hver eneste år i maj uanset hvad jeg gør.

"Jeg ved det," sagde Ida. "Vi beder Jesper om at passe den. Han har grønne fingre."

Jesper er Idas kæreste, og jeg var helt rolig ved at overgive kærlighedsplanten til Jesper. Simpelthen fordi der i dybet af hans stemme gemmer sig lyden af en evig klokke, der fortæller mig, at han kan passe en kærlighedsplante.

Og så skiltes vi.

Det blev forår, og æbletræet sprang ud i de smukkeste fine rosa blomster, og på årets længste dag talte jeg igen med mine overordnede i himlen over æbletræet. "Nu må I gerne sende ham ind," sang jeg. For det virker bedst for mig at synge, når jeg skal i kontakt med den større plan.

Og så kom han. Min elskede. Dagen efter Sankt Hans. Med kærlighed og fornyet tro på, at han kunne noget med en kvinde, hvis den kvinde var mig. Det var så let og naturligt. Måske fordi vi havde set hinanden en gang for tredive år siden. Vi havde set ind i dybet af hinandens øjne, og så var vi skiltes igen. Dengang skulle det ikke være.

Men nu var alt så naturligt, som om vi havde kendt hinanden i tusinde år. Og vi blev elskende.

Og det blev sommer, som umærkeligt blev til efterår, og æbletræet begyndte så stille at slippe sin frugt, og min have forberedte sig på at sige endeligt farvel til sine farver. Og i det efterår havde jeg min første disput med min elskede. Vi var ikke længere bare to elskende, der blev ført af vinden, vi var to mennesker med to forskellige liv, der skulle mødes. Vi var to mennesker, der skulle rokkes og rykkes og give plads og give os hen og alligevel blive stående og vokse sammen uden at vokse sammen. Vi var kommet til det sted på rejsen, hvor kærligheden bliver et spejl. På det vi må se i os selv før vi virkelig kan se den anden.

Og så kom den fineste besked fra Ida sammen med et billede. Af kærlighedsplanten. For den havde i mellemtiden vokset sig uendeligt stor og mægtig der i Idas stue.

Jeg sad længe og så på billedet af den mægtige plante, som Jesper havde passet. Og billedet talte til mig:

Kærligheden er et frø, du modtager. En gave fra himlen. Mange frø er blevet lagt i Jorden uden nogensinde at se dagens lys. Og mange venter på, at kærligheden skal komme til dem som en fuldt udvokset plante. De vil vente for evigt. For kærligheden er det I skaber selv, ud af de muligheder I får. Mange elskende måtte sige farvel. De så ikke planten i frøet og drog videre på rejsen mod den fuldt udvoksede blomst, som ikke kan findes af andre end af dem, der passer det frø de er blevet tildelt. Vand dit frø med dine smukkeste tårer. Dem der kom fra sorg og dem der kom fra glæde. Så vil du se, at dit frø kan blive en plante, der når hele vejen ind i himlen.

Da jeg havde lyttet til planten, besluttede jeg, at Jesper skulle have lov at beholde kærlighedsplanten. Det var ham, der havde vandet det frø. Jeg havde et andet frø, der skulle vandes. En plante, der ville række helt ind i himlen. Hvis jeg gav den plads. Hvis jeg ikke løb bort, når den krævede mine tårer.

Jeg så på TAO. Han havde været ved at dø under den retræte. Så tæt på som en synål på en tråd havde han været på at blive kørt over af rasende fartbanditter. TAO. Han havde udfordret mig. Han havde været et lille bitte frø, som jeg havde vandet hver eneste dag. Han havde insisteret på at være fri. Han ville ikke være et sammenvokset bonsaitræ. Og jeg havde arbejdet mig ud af afhængighed og overbeskyttelse og angst for at miste. Og han var en stor smuk hund nu. Med kræfter som et træ.

Og planten på billedet talte til mig. Om frøet der havde ligget i min jord siden Sankt Hans. Nu var den en spire i mit hjerte. Og nu var det op til mig, om jeg ville lade den blive til en plante. Sammen med min elskede.

Jeg vil det, min elskede, tænkte jeg. Jeg vil give dig mine tårer. Dem der kommer fra glæde og dem der kommer fra sorg. Jeg vil tage dig med over alt. For du bor i mit hjerte, hvor du hver dag vokser og gror. Og jeg vil håbe, du vil gøre det samme. Hver dag vil jeg vande den del af planten, der er min. Jeg har druknet mange planter, fordi jeg troede, jeg skulle vande både min og den andens del. Men det har jeg set, at det er en plante, vi har sammen. Modigt vil jeg lade den gro. Og modigt vil jeg lade det være op til dig hver dag at vande din del. Vi har modtaget et frø, som nu er en spire. Hvis vi passer den spire vil den blive en plante så stor som et træ. Med grene der rækker helt ind i himlen.

Og når vi står der med vores lange grene, vil vi røre himlen, der engang gav os frøet. Og vi vil være kommet hjem. Til den smukke uendelighed hvor kærligheden kommer fra og hvortil kærligheden skal vende tilbage. Engang.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk