Datter/Far forhold
10/08/2011 (16240 hits)
Hejsa allesammen derude.
Jeg har et trist problem, som jeg håber at i måske vil hjælpe mig lidt med. Jeg er mand på omkring de 40 og bor sammen med min datter på 17 år. Vi har boet sammen siden min ex og jeg valgte at gå fra hinanden tilbage i 90érne. Forholdet til min ex er super godt og vi ses stadig flere gange om ugen ( intet sex dog ). Men jeg synes at de sidste to år min datter er begyndt at bo mere og mere hjemme hos hendes mor og tager også mere morens parti i mange situationer. Jeg ved med sikkerhed, at min ex aldrig kunne drømme om at påvirke datteren. Så det er min datter som selv ønsker at være mere sammen med sin mor end med mig. På uge basis sover hun kun hjemme 1 til 2 gange, resten af tiden er hun hos mor. Det kan godt være det er mig som slet ikke kan se det logiske eller fornuften..derfor kære venner ønsker jeg at i "rusker" mig lidt og fortæller hvad der er rigtigt og normalt..
Jeg har snakket med datteren, hun griner lidt af mig og siger at jeg er skør. Hendes mor griner også lidt af mig og mener at jeg er lidt barnlig. Det skal siges at jeg bor ca. 5 min fra min ex.
Er det bare mig der er gal på den ? Jeg mener da at jeg også har krav på at være sammen med min datter og hygge mig med hende. Jeg hverken drikker eller ryger eller har damer med hjem, så det kan ikke være det som holder datteren væk. Hun siger blot at hun hygger sig hos sin mor.
Hvad siger i ? tusind tak fra Mads
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerKære Mads
At være 17 år og på vej ud i livet, indebærer helt naturligt en løsrivelsesproces som nødvendigvis skal starte et sted. Din datter er begyndt at manifestere sin selvbestemmelse, og jeg ser det som helt naturligt at teenagere i den fase vælger at bo et sted, fremfor at skulle forholde sig til to hjem. Hvis hun har et højt aktivitetsnivau, og mange sociale og praktiske gøremål, tror jeg det kunne være en årsag. Men du kan jo spørge hende.
Måske hun også har brug for sin mor som rollemodel i netop den fase af livet hun befinder sig i lige nu, og det er en del af årsagen til at hun har "valgt side".
At du mener at have krav på at være sammen med din datter, giver mig en fornemmelse af at forholdet mellem dig og moderen måske er en smule betændt, om du forstår. Bunder dit krav om samvær i en misundelse på moderen, over at hun nu får mere end dig? Helt overordnet er det at gøre krav på et andet menneske ikke en holdbar tilgang til et sundt forhold. Når det drejer sig om dit barn, er det uhyre vigtigt at du støtter hende i hendes valg, uagtet at du måtte være uenig, eller er følelsesmæssigt ramt.
Det vigtige er her, at tilkendegive den uenighed der måtte være, uden at kræve hendes enighed, men accepterer hendes valg.
De følelsesmæssige konsekvenser du sidder tilbage med, er det vigtigt at du tager fuldt og helt ansvar for. Og tydeliggør det for din datter. Hvis ikke du gør det, vil din datter resikerer at føle sig ansvarlig for at far er ked af det.
Hvis du overholder disse to grundregler, er jeg sikker på at forholdet til din datter kan opretholdes, og måske oven i købet styrkes, selv om du ikke ser hende så tit som du måtte ønske.
På den måde er muligt at give slip på de kære unger, unden at miste dem.
Spørgsmålet er så hvorfor far er ked af det? Der må du søge svarene i dig selv. Her kommer et par spørgsmål du kan reflekterer lidt over:
Er det fordi du er misundelig på moderen?
Er det fordi du står med en næsten voksen datter, og ikke helt kan overskue hvilke konsekvenser det får for dit fremtidige liv?
Er det fordi du føler dig holdt udenfor din datter og moderens sammenhold?
Held og lykke til.
kh Søren
PS. Måske det var på tide at få lidt damer med hjem, eller på anden måde udnytte den frihed du har, når du ikke er forpliget af din datter?
Kære Søren.
Tak for svaret.
Det var et godt svar, tak .Måske bekræftede du også lidt alt det som jeg selv går og brænder inde med. fks at jeg er en smule misundelig på moderen at hun nu ser datteren mere end jeg eller at min datter nu er på vej væk fra reden og ud i livet og så sidder jeg tilbage..
Men rigtigt at jeg må og skal støtte hende, og det vil jeg gøre. Jeg tror faktisk at jeg i alle disse år har beskyttet hende alt alt for meget, nemlig at jeg havde denne idé om ingen damer i huset før min datter var rejst fra reden. Min ex har jo en ny kæreste og har haft det i lang tid, jeg har bare altid tænkt at det var bedre der ikke kom nogen ind i huset så længe datteren bor hjemme.
Jeg føler nu ikke at jeg bliver holdt udenfor datter/mor forholdet , jeg kan komme og gå samt være med til spisning alt det jeg vil hos moderen - sammen med hendes kæreste der er ingen problemer med det.
Men endnu engang tak for svaret.
Hej Mads
Det glæder mig du kan bruge mit svar.
Tænker yderligere, at når du formår at give din datter støtte i hendes valg, og hun ikke føler sig ansvarlig for, eller skyldig i, at far er trist, så vil hun med stor sansynlighed bruge dig i de situationer hvor hendes mor ikke slår til. For hun er jo heller ikke perfekt. :o)
kh Søren
Kære Mads
Jeg kan virkelig støtte Sørens gode pointer!
Det bedste du kan gøre, både for din datter og dig selv - ja det er at få dig et godt liv. Et godt liv, hvor du er glad, og gør nogle af de ting du nyder. Det vil også sige at have kæresteforhold eller i hvert fald "have noget kørende" (som de unge kalder det inden man bliver kærester) med en kvinde
Måske er der bare mere plads til din datter hos hendes mor, fordi hun hos moren ikke skal opfylde morens behov. At moren bliver dejlig tanket op af sit forhold m sin nye kæreste og også har fokus på ham i dagligdagen og ikke kun datteren. Det er krævende for børn at skulle erstatte en kæreste - selvom der også kan være enkelte gevinster for dem.
Et øjeblik, så se din datters prioritet som en sund reaktion - og ikke at hun svigter dig
Giv hende fri, så kommer hun til dig som udtryk for kærlighed - og ikke af pligt
Held og god fornøjelse med dit nye liv!
Kh. Connie