

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du sammenligner dig selv med… dig selv?
Vi har alle sammen et selvbillede. Det kan være mere eller mindre i overensstemmelse med virkeligheden, men vi har en eller anden idé om, hvem vi er, hvad vi kan, hvordan vi ser ud osv.
Det er meget godt med et realitetstjek engang imellem. Er jeg der i mit liv, hvor jeg gerne vil være - og har jeg det, som jeg gerne vil have det?
Måske er du kommet så langt i din egen udvikling, at du har fundet en vis ro og fred med at være dig og ikke har så meget brug for at se dig selv i forhold til andre. Du har måske arbejdet med at acceptere og holde af dig selv, lige præcis som det unikke menneske du er, med alle dine gode og mindre gode sider.
Men hvordan er din målestok i forhold til dig selv? Sammenligner du dig med DIG? Og har du et realistisk billede af din nuværende virkelighed? Hvordan har du indstillet din ”målestok”?
Når jeg er så optaget af den vinkel at se sig selv på, er det blandt andet ud fra egne erfaringer, så lad mig bruge mig selv som et eksempel:
På et tidspunkt fik jeg konstateret en sygdom, der fik mig til at tænke over mange ting. Noget af det, der virkelig gik mig på, og som jeg havde rigtig svært ved at acceptere var, at jeg måske aldrig ville blive ”den samme” igen. Jeg så mig selv, som jeg var før og kunne ikke klare tanken om andet. Jeg blev ved med at rode og regere i mit hoved for at finde måder at acceptere på. Og lige meget hjalp det.
Jeg havde det faktisk ikke så dårligt. Fysisk var jeg langsomt på vej i den rigtige retning, men mentalt var jeg slået noget ud af kurs. Mit positive livssyn holdt mig oppe, men acceptere sygdommen kunne jeg bare ikke. Jeg kæmpede så meget imod, at jeg ikke engang havde overskud til at få taget ordentlig hånd om det fysiske.
En dag fik jeg tanken om, at det var min ”målestok”, der var forkert. Så længe jeg blev ved med at tage udgangspunkt i, hvordan jeg var og havde det engang, kunne jeg kun føle mig forkert. Hvis jeg derimod tog udgangspunkt i nutiden, var jeg ok.
Så jeg lavede en ny målestok for mig selv og indstillede den på ”her og nu”. Det var mit nye udgangspunkt for ”hvordan jeg har det”.
Jeg opdagede, at det der smertede mig kun dukkede op, når jeg sammenlignede med min fortid. Med mit ”gamle jeg”. Det var tanken om det, der gjorde ondt. Når jeg blev i nutiden – holdt mig til fakta – havde jeg det fint. Det gav mig en helt anden ro indvendig, og samtidig fik jeg det nu også fysisk bedre og bedre.
Det var en befrielse at opdage, at det var mine egne tanker og sammenligninger, der afgjorde, hvordan jeg havde det. For mine tanker bestemmer jeg over, og én af måderne for mig var at se på indstillingen af min målestok.
Måske kan du også få glæde af at se på indstillingen af din målestok? Rynker, grå hår, mindre hår, vægten der står stille, kroppen der ændres, dit syn, dit helbred, dit sexliv, din nattesøvn, din udholdenhed, din hukommelse, dit parforhold, dit job og mange andre ting.
Min erfaring er, at hvis du holder fast i tanken om noget, der ikke er realistisk, så kan du kun gøre dig selv ulykkelig. Hvis du derimod accepterer tingene, som de er, vil du opdage, at du er lykkeligere, end du troede. Det betyder ikke, at du ikke skal forandre og udvikle dig, men du vil gøre dig selv en stor tjeneste ved at tage udgangspunkt i ”her og nu”.
”Først når du accepterer det, der er, kan der ske en forandring”
(den paradoksale forandringsteori)
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer