Markedsføring på nettet Jens Estrup

Hvor meget ved du egentlig om det tøj du køber?

”Jeg måtte arbejde fra kl. 8 om morgenen til kl. 22, nogle gange til kl. 4 om natten, hvis der var hasteordrer”. Sådan fortæller en af de overlevende tekstilarbejdere fra Rana Plaza, Bangladesh – hvor 1 100 døde da tøjproduktionsbygningen kollapsede for nogle år siden. Desværre ikke den eneste ulykke der er sket, fordi der skal sys billigt tøj til os i vesten.

De fleste af os ved det jo godt. For selvfølgelig er der nogen i den anden ende af de billige produkter vi køber. Vi ved, at der nok ikke er arbejdspladsvurderinger, sikkerhedskontrol, miljøkontrol osv., når t-shirts produceret på den anden side af jordkloden kan købes for 49 kr. 

Du og jeg er rigtig godt med. Danmark importerede nemlig beklædning fra det ludfattige Bangladesh for over 4,2 milliarder.

Bæredygtig mode giver mening og medmenneskelighed

Levlykkeligt har i over 10 år blæst i basunen med budskabet om at livskvalitet og personlig udvikling fører alt andet lige til bedre relationer og dermed en bedre verden. For sandt er det: vi kommer ikke længere med andre, end vi er kommet med os – men hvad med mennesker i resten af verden, hvad med dyrene, naturen, hvad med kloden?

For hvad betyder det at tilstræbe større bevidsthed? Angår det kun forholdet til mig selv og mine (nærmeste) relationer? Der er jo selvfølgelig grader af alt. Men det nytter jo ikke stort hvis vi kun fokuserer på at udvikle os selv og forholdet til andre - hvis verden er ved at skvatte sammen om ørerne på os… og de små menneskers fremtid, børnene.

Som stifter af Levlykkeligt Portalen har det ligget mig længe på sinde at slå et slag for bæredygtighed. At fokusere på bæredygtig mode er oplagt eftersom køb af tøj er en betydelig del af mange menneskers livskvalitet. Så hvorfor ikke gøre noget godt for andre mennesker og verden også når vi køber tøj? 

Hvor meget ved du egentlig om det tøj, du køber? Og hvor meget er du klar til at vide?

Modebranchen er næstefter Oliebranchen angiveligt den mest forurenende branche i verden. Virksomheder som får produceret tøj på den anden side af jorden lukker ofte øjnene for hvad der sker når deres tøj bliver fremstillet - og det gør vi som forbrugere nok også. Men reflekterer man bare lidt over hvordan det, som nævnt, kan lade sig gøre at købe fx en T-shirt i en af de større modetøjsbutikker til 49 kr, så burde det dæmre for enhver at der nok må være noget urent trav undervejs fra bomuldsmarken til T-shirten på bøjlen.

Det handler ikke alene om rovdrift på naturen, men også om rovdrift på de mennesker i u(d)landet som arbejder i tøjproduktionen. 

Selvfølgelig kan der gøres noget

Sagen er at tøjproduktionsforholdene i ulande skriger til himlen; ukontrollerede mængder forurenet vand fosser direkte ud i naturen og mennesker slides op for at vi kan købe tøj billigt. For billigt skal det være, når hver dansker om året i gennemsnit køber mere end 16 kilo tøj. De fleste af os tænker næppe over at der ca. bliver brugt 1400 liter vand til at fremstille den nye t-shirt, dertil kommer at den er proppet med kemikalier. 

Hvis vi ser på de materialer, der bruges, bliver der for eksempel dyrket over 24 mio. ton bomuld om året. Ret vildt! Bomuldsproduktionen står for op mod 25% af pesticideforbruget på verdensplan, men hvis du bare køber økologisk bomuld i stedet for, ja så bidrager du til renere drikkevand.

Tøjfabrikkerne, der arbejder i østen med at fremstille det prisbillige tøj, er under samme pres som modevirksomhederne, nemlig at de skal producere mere og hurtigere. Der skal leveres til tiden, så det kan komme i butikkerne og tilfredsstille vores lyst til nye ting. Og det koster selvfølgelig på en række områder som for eksempel løn, sikkerhed, arbejdstider, forurening af miljøet osv.

Men der er lang vej igen. For idéen om "fast fashion" er blevet mere og mere populær for større tøjfirmaer. De tilbyder hurtigt produceret tøj som er billigt - ene og alene med det formål at tøjet kun skal kunne holde et begrænset antal gange – den omsiggribende ”køb og smid væk” kultur har selvfølgelig været med at til at sætte skub i den stigende udskiftning af kollektioner.

Modebranchens udskiftning af kollektioner er derfor over de seneste år accelereret. For ikke så længe siden var det normalt med 2 præsentationer om året. Nu er selv mindre modevirksomheder ude at sælge mindst fire sæsoner. Det lægger selvfølgelig øget pres på butikkerne, der indkøber de mange kollektioner, som igen skal have os forbrugere til at købe det. Derfor er udsalgsvejret efterhånden også blevet konstant.

Hver gang du køber modetøj, fortæller du modebranchen, hvad de skal gøre

Der er tale om en paradoksal mekanisme: tøjbutikkerne siger, at forbrugerne hele tiden vil have nye varer, som derved presser modehusene til at lave flere kollektioner. Omvendt siger forbrugerne, at det er modehusene, der konstant viser nyt og dermed presser os til at købe mere. Altså en ond cirkel som både tøjvirksomheder og forbrugere har svært ved at bryde selv.

Men hvordan vi end vender og drejer det, så er både tøjvirksomhederne og vi forbrugere ansvarlige for udbredelsen af denne type mode og ansvarlige for den miljømæssige påvirkning som ”fast fashion” har på miljøet og på mennesker globalt set.

En undersøgelse udført for af tyske Absatzwirtschaft sammen med Defacto Research & Consulting, viser dog at nutidens forbrugere rent faktisk gerne vil have mere bæredygtigt tøj. 44 procent af de adspurgte udtrykte, at de ville have det markant bedre med at shoppe, hvis det mærke, de købte, udviste et større engagement indenfor bæredygtighed.

Begrebet ”bæredygtig mode”  er i dag meget svagt, og forbrugerne kan ikke gennemskue, hvad de betyder. Bæredygtighed og mode lyder jo også umiddelbart som modsætninger. For mode handler jo om, at alting hele tiden er nyt. Bæredygtighed derimod handler om at bevare. Derfor er det vigtigt at købe mindre og med omtanke.

Hundredetusinde spørgsmålet: er der en løsning? 

Politikerne vil ikke lovgive, da det skævvrider det såkaldte "frie marked" - desuden er det altid op ad bakke at tro at lovgivning er den bedste vej til at ændre menneskers mentalitet – men lovgivninger kan selvfølgelig være opbyggelige mht. at øge forbrugernes bevidsthed, når de har vænnet sig indskrænkningen ;-) 

Men ideelt set burde lovgivning understøtte og gå hånd i hånd med en “walk the talk” udvikling. Tøjvirksomhederne har dog den overbevisning, at forbrugerne ikke vil købe dyrere varer. Dermed kan varerne ikke leve op til andre standarder end dem med det billige prisskilt. 

Men hov, betyder bæredygtig mode så, at vi ikke længere skal gå i lækkert tøj? 

Nope! Men det gør, at vi bør sætte krav til modevirksomhederne og ikke mindst til os selv: vi skal slet og ret turde ændre vores købevaner.

Heldigvis tager flere tøjvirksomheder i modebranchen efterhånden lidt mere ansvar. De seneste år har en del tøjvirksomheder talt om at begynde at in-soucrce produktionen, det vil sige tage produktionen tilbage til vores (nær)områder af verden. En pudsig pendulering, da modebranchen netop var en af de første brancher til at out-source al produktionen. 

Men vi, forbrugere, er nok dem, der kan mest, hvis vi vel og mærke bare vil bruge tiden og pengene på det. Aldrig har det været så let at få informationer. Grupper på sociale medier viser at folk elsker at belære og oplyse andre om forbrug.

En bedre verden betyder også at det er på høje tid at vi hver især medtænker bæredygtighed i vores købevalg. Bæredygtighed er fremtidens fundament og bør bane vejen for en mere helhedsorienteret tilgang til livskvalitet som vi alle bør tænke ind og handle efter – især nu når forbruget foranlediget af det, efter sigende, gryende opsving måske snart igen sætter ind. 

Produktion af modetøj bør vi ikke bare bære over med 

Mode bør bæres på bæredygtig maner. Vi kan gøre en forskel og samtidig nyde alt det fantastiske, som modetøj kan. Men der skal noget til. 

Det er gjort før. Det begynder med dig og mig. Så lad os gøre det.

God bærelyst

Jens Estrup, filosof og stifter af Levlykkeligt.dk & Wiseonlife.dk

 

 

 

__________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Bæredygtig mode gør en forskel når du køber modetøj. Læs mere