Stress, angst og depressioner - frygten for ikke at være perfekt

Anonym

Stress, angst og depressioner - frygten for ikke at være perfekt

Billeder af farverige smoothies, vitaminrige juices, smukke salater, dyrt træningstøj og løbetur i bakkerne findes der et hav af i de offentlige medier. Det er fedt, farverigt, og det er smukt. Det er livsbekræftende. Vi inspirerer, inspireres og finder lysten og modet frem til også at gøre “mere af det”. Vi finder ydermere også glæde og booster os selv, når et vist antal “synes godt om” er nået. Vi fylder masser af dét i vores liv, der giver mening og glæde, og vi deler det med næsten endnu mere glæde i det offentlige rum. Vi nyder at følge med i vores venners liv.

Jeg elsker selv de offentlige medier og jeg elsker at følge med i alt det smukke, farverige og livsbekræftende - og jeg er selv med på bølgen med “momenter af øjebliksbilleder”. På trods af dette må jeg indimellem se mig selv i øjnene og minde mig selv om bagsiden af dette tilsyneladende udadtil perfekte og livsbekræftende liv, der allesteder toner frem. 

I mit arbejde og i min hverdag møder jeg mennesker, der kæmper med livet og ikke mindst sig selv. Ikke kun dagens Danmarks unge mennesker, men også de unge voksne hvis teenageliv forlængst forsvandt. Tanker om ikke at være god nok, tanker om ikke at  slå til. Tanker om, hvordan pokker man skal nå alt det, alle andre når. Stress, angst og depressioner. Frygten for ikke at slå til og frygten for ikke at være perfekt nok. 

Alarmklokkerne larmer i mit hoved. Det er som om, at vi mangler redskaberne til at sortere og balancere. De offentlige medier kan være inspirerende, men hvis du bruger dem til slå dig selv oven i hovedet, er det måske på tide at stoppe op. 

Du kan nemlig ikke sammenligne dit eget indre med andres ydre!

For det er faktisk det, der sker for rigtig mange mennesker - ikke kun de unge. Et menneskeligt sind, der, set i evolutionens lys, producerer et hav ef negative tanker alt sammen for at hjælpe dig mod overlevelse. Dit sind er fantastisk til at vurdere, dømme, analysere, sammeligne og sætte ting i kasser - og sindet gør det hele tiden, igen og igen. Det er en fin evne vi har, den hjælper os med at forudsige farer. Det handler om overlevelse, om at være med og om at have en plads i gruppen. Det er altsammen ufatteligt forståeligt. Både at vi alle har behov for at “flashe” og “booste” os selv, (det er jo hverdagen for mange mennesker idag) og det er lige så naturligt at folk kommer til at bruge dette til at slå sig selv i hovedet med. 

Du kan ikke sammenligne dit eget indre (tanker, følelser, forventninger, længsel, angst, stress og depressioner) med andres ydre (Det smukke hår, de blå øjne, andres aktive adfærd). Så stop med det. Husk at alt kan camoufleres i en farverig smoothie, en løbetur i bakkerne eller en smuk makeup. Billeder er øjebliksbilleder og fortæller intet om billedtagerens indre liv. Så derfor, hvis du kommer til at sammenligne og slå dig selv i hovedet, så husk at andres ydre også gemmer et indre. Dette handler ikke kun om de sammenligninger, du gør dig i online verdenen, men gør sig jo også gældende i den virkelige verden. 

Jeg ser det hver eneste dag. Vi ved godt, hvad det gode liv handler om! Det får også den konsekvens, at mange andre ting i livet, (alle de ting, vi ikke har lyst til at vise frem) skal gemmes endnu længere væk. De færreste smider billeder op af “ked af det-heden”, uroen og depressionen.(Med mindre, at det er det, vi ønsker at blive set for) Ej heller fylder billeder af rod og det uperfekte. Hvis ikke vi passer på, bliver vi et samfund, der får kategoriseret en masse ting til at være det fantastiske og det gode liv - og alt det andet bliver mere ubevidst forbudt og noget vi ikke ønsker at stræbe efter. 

Desværre er livet ikke sådan. Jeg synes ikke, at vi skal stoppe med al den skønne inspiration, men jeg vil ønske, at vi alle kan blive bedre til at huske hinanden på, at det også er ok:

at være hende, der “ikke får tingene gjort”

at være hende eller ham, der roder. 

at være den, der elsker at kaste sig over en MacDonalds menu.

at være hende, der oplever, at livet også indimellem kan drille. 

Disse sider er helt normale, og tør vi ikke råbe højt om dette, bliver vi et folkefærd godt igang med at adskille os fra hinanden, men også fra os selv. 

Så meget mere hele bliver vi som mennesker, når vi tør åbne op for livets mange facetter og sider. 

Øjebliksbilleder siger ikke alt!

Kærligst
Heidi