Den dag rejste jeg mig fra mit leje - på flere måder

Jeg kender ikke nogle mennesker, der lever det perfekte liv. Eller også gør jeg! For det hele handler om definitionen af, hvad der er perfekt.

For mit eget vedkommende virker andres liv endnu mere perfekt på mig, omvendt proportionalt med, hvor langt nede jeg selv føler mig.

Men heldigvis er de perioder i mit liv, hvor jeg kører på et lavere blus end normalt, blevet meget kortere end de var, da jeg var yngre.

Før i tiden tog jeg mig en ordentlig tur på langs i sofaen, efter endt eksamensperiode. Jeg var så udmattet efter at have givet alt hvad jeg havde, og lidt mere, så jeg havde besluttet, at jeg ikke kunne andet, end ligge og samle kræfter på sofaen.

 Resultatet? Det blev bare aldrig godt! I perioden op til eksamen, kunne jeg ikke tænke på noget andet, end den befriende tanke, at jeg snart bare skulle ligge brak, imens mit legeme prøvede at rekonvalsere, ovenpå de umenneskelige prøvelser det er, at hive sig selv igennem en benhård eksamensperiode.

I takt med at tiden på langs bare gik, følte jeg mig mere og mere ussel. Mit selvværd visnede totalt med tanke på, hvor meget jeg spildte min tid på den røde sofa. Jeg så det ene usle program efter det andet, og graden af programmernes usselhed, steg i takt med min egen selvlede.

På et tidspunkt begyndte jeg at identificere mig med en grel taberrolle, og glæden ved udsigten til min brakperiode, begyndte langsomt, at forsvinde. Og så var der pludelig ikke så meget at se frem til, ovenpå det tunge pensum og en veloverstået eksamen.

Men jeg havde stadig en forventning om, at jeg jo nok ville ende på sofaen- og den vakse læser kan nok regne ud, at det lige præcis var der jeg havnede, semester efter semester.

 Lige indtil en dag, hvor tid og sted var  helt rigtige.

Jeg vidste jo godt selv, at det var fuldstændig op til mig, om jeg ville ligge brak eller ej. Jeg var ikke ligefrem gidsel af min krop, mine tanker og følelser- selvom jeg ihærdigt forsøgte at bilde mig selv netop det ind.

De magiske ord faldt på årets smukkeste sommerdag, til min farfars fødselsdag. Alle mine onkler var tilstede, og jeg sad og snakkede med min favoritonkel. Han har altid haft en stor betydning for mig, selvom kontakten til ham ikke altid har været  hyppig. Jeg fortalte ham om mit pinlige problem, hvortil han udbrød, med stor forundring i stemmen:

 ”Jamen , hvorfor accepterer du ikke bare, at du har det sådan? At du skal hvile, og at det er helt ok?”

Se, lige her faldt alting på plads indeni. I hvert fald for mig. Lige i dette øjeblik, på denne smukke dag, som skulle vise sig at blive en af de sidste gange, jeg så min elskede onkel i live.

Han kommenterede yderligere på dette ved at tilføje, at nogle af de mest kreative mennesker han kendte (han var operasanger, og kendte derfor en masse sjove og kreative personligheder), netop havde sådanne perioder, hvor de ladede op, så de var klar til endnu en gang, at blive fornyet med inspiration.

Det var i virkeligheden så dybt, at det på dette tidspunkt ikke gik op for mig i al sin visdom, hvad han netop havde fortalt. Om det, at være totalt tom- og dermed komplet modtagelig for de indtryk, der ville møde mig i den efterfølgende periode. Det, at ACCEPTERE sig selv og de følelser, der følger med at være i live, og i nogle perioder- totalt udmattet.

Den dag rejste jeg mig fra mit leje - på flere måder.

Selve accepten, som åbenbart først kunne indfinde sig, når et andet menneske kom med noget så banalt, og dog så vist, bevirkede- at mine brakperioder ovenpå eksamen, efterfølgende varede to dage, og ikke to måneder. Dette er jo meget oppe i tiden; at acceptere sine følelser. Nu har det bare fået et navn: Mindfullness.

Men der var endnu en visdom heri, som først begynder at åbenbare sig for mig nu. Netop dette med, at gøre sig modtagelig.

Når man som terapeut sidder overfor en klient, er det min personlige erfaring, at man til at starte med, ikke skal hive alle sine smarte begreber, forklaringer og værktøjer ned over det menneske, der er kommet for at søge hjælp.

I stedet skal man være passiv, i den forstand at man bare modtager. At man er lydhør, man er medfølende og i dette øjeblik er totalt tilstede og nærværende. For her starter en vigtig del af helingen af det sårede sind.

 Jeg har personligt taget nogle ordentlige livtag med begreber som følelser, tanker og personlighed.

Den dag, jeg holdt op med at identificere mig med en person, der nærmest var et passivt offer for mine følelser, der jo styrede mig- fordi det jo var en stor del af mit kunstnersind (som min mor altid sagde jeg havde), der fik jeg pludselig en enorm følelse af frihed. En frihed fra det slaveri jeg havde holdt mig selv i, fordi jeg var så overbevist om at jeg ikke var andet end mine følelser, og dette var en dyb del af min personlighed. Og personlighed kan man da ikke ændre!

Jeg er SÅ glad for at jeg er blevet ældre og har lært, at man i høj grad kan vælge at identificere sig med andet, end den personlighed der er kommet frem, og som er et resultat af alle de oplevelser vi har været igennem.

 Vi har simpelthen så mange valgmuligheder, men der skal indimellem hjælp til, for at blive mindet om dem.

 Ansvaret er dybest set vores eget. Vi behøver ikke være slaver af vores følelsesfængsel.

 Hvad er så det perfekte liv?

 For mig betyder det, at acceptere der altid er op og nedture, at dag følger nat, at jeg stadig kan have perioder hvor jeg føler mig nedstemt, selvom jeg har en grundlæggende følelse af, at være på den helt rette vej i mit liv.

Forskellen på nu og tidligere er, at jeg ikke længere forbliver særlig længe i disse stemninger. Jeg ser på dem, finder ud af hvilket formål de tjener mig, og kan derpå vende tilbage til mit daglige, aktive og dejlige liv.

Kærlig hilsen
Stine Luise 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Perfekte liv - så gå dog i stå. Læs med på Levlykkeligt.dk