

Forleden var jeg til en fødselsdag med en masse skønne kvinder. En af dem en dygtig dame indenfor mentalisering. Men at være dygtig til at formidle noget, betyder nødvendigvis ikke, at man lever det. Men det mestrede denne kvinde.
Det var så dejligt at tale med et menneske, der var oprigtig nysgerrig på, hvorfor jeg sagde, som jeg gjorde. Hun gik over broen til min verden. Hun lyttede intenst, med sit fulde nærvær. Sagde ikke meget, mens jeg talte, men lyttede opmærksomt.
Hun var meget anerkendende og bekræftende, og jeg følte mig tryg og fik lyst til at åbne mig mere.
Hun fik mig til at reflektere dybere over nogle af mine synspunkter. Spurgte hvad der egentlig fik mig til at sige det, jeg gjorde. Om det var noget, jeg selv havde erfaret og på hvilken måde.
Efter noget tid, begyndte hun at fortælle, og jeg bevægede mig på samme måde over broen til hendes verden med oprigtig nysgerrighed og interesse.
Det var en enormt givende samtale. Desværre er disse samtaler sjældne.
De fleste samtaler handler mere om selv at sige noget end at lytte til den anden. Det kan hurtigt udvikle sig til to enetaler uden kontakt og uden forbindelse. Der bliver hverken skabt bro eller bånd. Disse samtaler mætter ikke sjælen. Det er tomme kalorier. Uden indsigt. Det føles ligegyldigt, og der opstår ikke noget møde mellem to mennesker. Det kan opleves meget ensomt.
Dette møde med denne kvinde minder mig om, hvor vigtigt det er, vi gør os umage i mødet med andre. Det minder mig om, hvor givende det er for begge parter, når vi går over broen til den andens verden.
Vi falder alle i ind imellem og glemmer at lytte, fordi vi selv har for travlt med at at tale eller har for mange tanker i hovedet, der “larmer” og gør os ufokuserede.
-hvad får dig til at sige sådan, -er det noget du selv har
erfaret/oplevet?
-Kan du komme med nogle eksempler, så jeg bedre forstår?
-Hvornår har du oplevet det?
Hvis vi husker dette i alle vores samtaler både med vores partner, vores børn, vores venner, kolleger, de mennesker, vi arbejder med og vores medmennesker, så ville der være færre konflikter og mindre afstand mellem mennesker. Mindre ensomhed og fremmedgørelse.
De overfladiske og kontaktløse samtaler kan sammenlignes med, når vi fylder os med kager eller slik og føler en kortvarig tilfredstillelse. Men der går ikke længe, før vi mærker, at det var tomme kalorier, som egentlig ikke mættede os. Som egentlig ikke gjorde os godt og som egentlig ikke var det, vi havde brug for.
Kærligst
Lotte Palsteen
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer