Umoderne ensomhed

Anonym

Umoderne ensomhed. Det er "yt" at være ensom

Ensomhed og kærlighed
Der er ikke mange moderne mennesker, der har lyst til at fortælle andre, at de er, eller at de føler sig ensomme, heller ikke selv om det er en følelse, som kommer til os alle på et eller flere tidspunkter af vores liv - næsten uden undtagelser. Emnet ensomhed er helt bestemt ikke det, der tales mest om i samværet med andre.

Det, at være ensom eller føle sig ensom ses ofte som et lavstatus symbol i vores moderne livsstil. Derfor lader mange mennesker som om, de aldrig har været eller aldrig er ensomme.

Når vi møder hinanden, siger vi: ”Hvordan går det?” Vi kan, når vi er ærlige, sige mange åbenhjertige ting til hinanden alt efter, hvor godt vi kender hinanden. Vi kan sige, at det går dårligt på arbejdet – med ægtefælden - med børnene eller andet;. men vi tør ikke sige: ”Jeg er så ensom,” eller: ”Jeg føler mig ensom.” Det er ganske enkelt helt ”yt”.

Dette kan måske skyldes, at moderne menneske lever livet hektisk. En ting er sikkert, det er in, både at have travlt, være stresses, have et hav af aktiviteter, at rejse, at have travlt på jobbet, ja  jeg kunne blive ved med at remse op alt, hvad der har med kvantitet at gøre, det er IN efter devisen: jo mere jo bedre;
- men at føle sig ensom og ligefrem sige det højt, - det går ikke, det gør andre forlegne, og jeg tror, mange forbinder det med armod.

Måske fordi det rammer dybt i hjertet på os alle, når nogen siger, at de føler sig ensomme, for -hånden på hjertet - dybt i sjælen følger vi os jo alle sammen ensomme engang imellem. For nogle er det en gennemgribende ensomhedsfølelse, som tangerer depression, for andre kan det være en eksistentiel ensomhedsfølelse; men lige meget hvad og hvor den stammer fra, så er den reel og ikke til at komme uden om for de fleste.

Alle de måder, vi kan føle os ensomme på, kan være svære at komme ud af igen. De kan også være svære at forstå, fordi vi selv hele tiden prøver at vise vores omverden et billede af, at vi har et succesrigt liv.  Med dette udsagn fortæller vi også os selv, at det ikke er legalt at føle ensomhed.

Ensomheden betyder nødvendigvis ikke, at man er alene, man kan være utrolig ensom sammen med en masse mennesker. Ensomheden kan være født af manglende tilstedeværelse i sig selv, ensomheden kan også skyldes, at man føler sig anderledes end alle andre.
Ja der kan være mange grunde til vores ensomhedsfølelse; men fælles for dem alle er, at det ikke er OK at sige åbent og ærligt: ”Jeg føler mig ensom.”
Man kan undre sig over, hvorfor mange mennesker, som lever alene, ikke føler sig ensomme
Svaret kunne være, at de hviler i sig selv. 

Retræte, en anden form for ensomhed
Når ensomheden lammer, så ”går vi ofte i sort,” især når vi ikke kan finde ud af, hvorfor vi er ensomme? Hvad savner vi? og Hvorfor? Her kan retræte være en rigtigt god løsning.
Det er jo ikke in, at nævne noget om ensomheden og dog, så er der opstået en ny trend overalt i verden, nemlig trenden at tage på retræte for at søge ensomheden og via denne selvvalgte ensomhed at finde ind til en bedre balance i livet imellem arbejde, fritid, familieliv og fritidsinteresser.

Der findes en ensomhed, som det kan være værd at afprøve. Den kan bringe forståelse af ensomhedens sande væsen, som altid vil være forskelligt eller vil blive forskelligt opfattet af forskellige mennesker. Denne form for ensomhed, som vi selv søger, er mere acceptabel og respekteret, og den kan være med til at kaste lys over hver vores ensomhedsfølelse og
belyse for os, hvad det er, der gør, at vi fundamentalt går rundt og føler os ensomme.

I den selvvalgte ensomhed kommer mange nye indsigter, som kan belyse for os, hvorfor vi går rundt og føler os ensomme. I stilheden kommer det flydende ind i vores bevidsthed.
Retræte er selvvalgt ensomhed, og den er ikke tabubelagt; men det er det, hvis vi blot udtaler: ”Jeg føler mig så magtesløs, og jeg har en stor ensomhedsfølelse i mit liv, som jeg ikke ved, hvor stammer fra.”

Retræte hos nonnerne
Retræte kan varmt anbefales at afprøve. Selv har jeg søgt ensomheden og /eller stilheden i et kloster. Det blev et skelsættende vendepunkt på flere planer.

Først var jeg meget nervøs. Det, ikke at tale med nogen eller gøre noget i tre hele dage, det er meget, når man lever et ellers hektisk liv.
Efter at have været nevøs så kom den totale stilhed ind over mig. Jeg havde da aldrig tænkt på at stilhed kan larme så meget inde i hovedet, men det gjorde den. Det var ikke helt behageligt med denne enorme støjende stilhed. Men jeg kunne ikke bare få den til at forsvinde.

Jeg var alene med mig selv, jeg var den eneste, jeg skulle forholde mig til. Det var ikke helt let.
Efter mange timers stilhed begyndte jeg at søge indad, og så skete der mange uventede ting.
Jeg gik igennem mange faser disse tre december dage helt i stilhed, jeg kom ud igen på den anden side af stilheden og ensomheden, som en mere helstøbt person.

Ensomhedens sande positive væsen er samhørighed, men her skal vi tænke på, at når vi møder denne anden form for samhørighed i ensomheden, hvad samhører vi så med?
Det er her, der kan være en meget stor udfordring, og det er det, der kan gøre det svært at være meget og længe alene i stilhed og ensomhed; men når den indre kerne er fundet, så kommer freden også ind i livet.
En vekslevirkning imellem ensomhed og aktivitet, det er det, der kan give livet mening, viste erfaringen mig.

At turde hvile i sig selv
Larmen er eller kan være overvældende den første tid i ensomhed. Men den lægger sig bl.a. igennem accept af egen proces.
Jeg tænker, at erkendelsen af ensomhedens væsen netop giver sig udslag i ren kærlighed. En universel kærlighed, der tillader os, eller måske nærmere gør os til autentiske, kærlige handlende individer, hvis vi tør være i og give os tid til at pleje vores ensomhed og ikke blot haste videre, som om vi ikke føler os ensomme.
Ikke kun for at forbedre vores eget liv og ikke kun i forhold til os selv, men i forhold til, hvad og hvem vi møder på vores vej igennem livet.

Når vi giver dét videre, vi ægte består af, uden forventninger, og når vi handler ægte, oprigtigt og kærligt, toner vores ensomhedsfølelse helt bort. Når vi uden forventning skaber en samhørighed af kærlighed også med os selv og vore muligheder, kommer vi i bedre balance.
Når vi er i stilhed og eksempelvis på retræte samhører med en positiv energiform i kraft af universel kærlighed bliver vi ladet op og ensomhedsfølelsen svinder bort.
Vi opnår universel kærlighed og accept igennem erkendelsen af vores egen ensomhed, da vi bl.a. herigennem slipper forventninger og  måske også angsten.

Ikke alle behøver at være på retreat for at blive ven med sin ensomhedsfølelse, det kan man også blive ved at refletere eller samtale med andre eller ved at meditere.

Når ensomhedens kerne er fundet, så kommer freden også ind i livet.
At erkende og finde sit sande jeg, giver fred og samhørighed.

Når man er blevet ven med sin ensomhedsfølelse er denne følelse ikke længere "yt"