Tør vi ikke være ærlige, er vi skyldige

Anonym

Vi er alle spejle for hinanden. Man kan kun se det i dem, man har inde i sig selv.

Vi er alle sammen både skyldige og uskyldige, når det drejer sig om omgangen med vores partner og de problemer, det kan medføre. Vi er skyldige, når vi bl.a. ikke tør være ærlige og indrømme, at vi i nogle situationer lyver og manipulerer for at beskytte os selv mod partnerens reaktioner. 

Vi tænker oven i købet, at vi lyver for at beskytte den anden  ”det er synd for den anden”.  Når vi tænker sådan, er vi i gang med at bedrage os selv. Vi er nemlig bange for vedkommendes reaktioner, hvis han/hun finder ud af, at vi ikke altid er det perfekte ”søde” menneske, som vi selv ønsker at vise omverdenen.

Vi kan føle os snævret ind af vores partner, og det skyldes, at vi snyder ved ikke at udtrykke vores følelser, tanker og fantasier. Af samme grund oplever vi alle sammen, at det er vores partners skyld, at vi har problemer. Og mon ikke, vi alle i en eller anden grad også kender skyldfølelsen og oplevelsen af at føle os forkerte?

I mit arbejde som psykoterapeut har jeg erfaret, at når konflikter optrappes eller kører i ring, er det ofte, fordi den ene eller begge involverede personer føler sig skyldige og forkerte, selvom de begge oplever, at den anden har skylden for konflikten. Skyldfølelsen kan blive stor og kompleks, fordi det er vanskeligt at erkende, at vi ikke har slået til, navnlig i forbindelse med vores nærmeste. Derfor må vi øve os - forske i vores eget liv for at finde ud af, hvad der er vores skyld, og hvad der er andres, og hvor skyldfølelsen kommer fra, om det er rimeligt at have den, og hvad vi kan gøre ved den.

Kærlige hilsener

Birgit Weber
Psykoterapeut og forfatter