

Noget af det vigtigste jeg har lært, er at mærke mig selv og at mærke livet.
I vores samfund lærer vi, især som mænd, at det er svagt at mærke. Det gælder om at gøre sig hård, bide tænderne sammen, sætte sig mål og nå dem, og dybest set fungere lidt som en maskine.
Værdier som det at lytte til sig selv, mærke efter, vælge med hjertet, være tro mod sig selv, bliver ofte set som bløde, svage, sentimentale, urealistiske. Mine erfaringer har dog vist mig, at det er værdier, som giver styrke.
Jeg levede selv som ”maskine” i mange år. Alle følelser, livets smerte, alt det som ikke kunne måles og vejes, lukkede jeg af for, det blev skubbet væk og holdt nede under kroppens muskelpanser.
Jeg fik børn, blev selvstændig, arbejdede som en sindssyg, var konstant på farten, prøvede at leve op til andres forventninger til mig, men var dybest set ikke rigtigt til stede. Jeg flygtede fra mig selv.
Jeg mærkede ikke mine grænser, jeg mærkede ikke, hvad jeg havde behov for eller hvad jeg havde lyst til. Jeg mærkede ikke rigtigt livet, fordi jeg ikke lukkede det ind. Jeg mærkede ikke, at jeg levede på en usund måde.
Et sammenbrud er ofte et gennembrud
Til sidst brød ”maskinen” sammen, og jeg gik ned med et brag med stress, angst og depression. Det blev starten på en lang rejse tilbage til mig selv. Tilbage til at kunne mærke.
Jeg prøvede et hav af forskellige behandlingsmetoder, både inden for det etablerede sundhedssystem og det alternative.
Da jeg prøvede Manuvision kropsterapi, skete der virkelig noget. Jeg begyndte at få kontakten med mig selv tilbage.
Kropsbehandlingen fik mig til at opdage en tryghed i min egen krop. At det var trygt at mærke mig selv og at mærke livet. Jeg begyndte skridt for skridt at møde mig selv igen, at møde alle de sider af mig selv og alle de følelser jeg havde stuvet af vejen så længe. Selvom det var hårdt til tider, at møde gammel smerte, som jeg tidligere ikke rigtig var bevidst om eksisterede, så skete det i et trygt rum. Jeg fik følelsen af at være i live tilbage. Jo mere jeg mødte min krop og mine følelser, jo stærkere begyndte jeg at føle mig. Jo mere levende og jo mere tryg.
Som meget forskning i stress viser, så er kroppen ofte en nøgle til at berolige sindet og finde psykisk balance. Kroppen er altid til stede her og nu, hvor vi så ofte farer vild i fortiden og fremtiden oppe i hovedet, i tankernes vold. Kontakten med kroppen tager dig hjem til dine stærkeste ressourcer af ro og balance.
Kropsterapien fik mig til at møde og forløse følelser fra de år, jeg havde levet uden at mærke, men også fra en hård barndom med tab, ensomhed og svigt. Jeg lærte at møde traumer fra fortiden, og samtidig finde tryghed i mig selv.
Det der i starten føltes som et sammenbrud, er nu helt klart for mig, var et fantastisk gennembrud til det som er vigtigt her i livet. Jeg ville ikke have været det for uden.
Jeg har aldrig følt mig stærkere, fordi jeg kan mærke. Jeg kan mærke om en relation er god for mig, jeg kan mærke om jeg er på rette vej, jeg kan mærke, hvad der er opbyggende og hvad der er ødelæggende. Jeg føler mig i live. Det føles lidt som tidligere at have levet i en todimensionel sort hvid film, og så træde ind i det virkelige liv med alle dimensioner og alle farver. Jeg vil aldrig kunne vende tilbage til ikke at mærke.
Så mange af os, især mænd, har lært, at det er svagt at mærke.
Det er helt klart for mig nu, at styrken ligger i følsomheden, i kontakten med sig selv og i kontakten med livet. Styrken ligger i at lukke livet ind i stedet for at lukke det ude.
Et helt menneske
Gennem arbejdet med kroppen, har jeg lært at finde balancen i at mærke mine følelser men ikke blive overvældet af dem. Jeg kan mærke, samtidig med at jeg kan hvile i mig selv og sige til og fra.
I dag oplever jeg mig selv som et helt menneske med styrke og sårbarhed, glæde og smerte, som vi dybest set alle sammen er det. Det er vores opgave at rumme det hele. Heling er det at blive et helt menneske, der kan rumme sig selv på godt og ondt.
I forhold til at være mand, er det frigørende og en stor lettelse at måtte spille på alle toner på klaveret, både de mørke og lyse. Jeg behøver ikke længere at låse mig selv fast i en bestemt rolle, og skulle leve op til at være mand på en bestemt måde. Jeg kan give mig selv lov til at være menneske med sårbarhed og styrke, ømhed og hårdhed, at give og modtage og at opleve og udleve.
Jeg blev Manuvision kropsbehandler, fordi jeg så gerne vil give andre noget af det samme, som jeg selv har fået fra denne unikke tilgang til krop og sind og til at komme tilbage og hjem til sig selv og til livet.
Kh Kropsterapeut Thomas Skovgaard.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer