IQ = en god fidus?

Anonym

Hvad har omsorg med skumfidus og IQ at gøre?

Egentlig troede jeg at Walter Michels skumfidusforsøg var en saga blot, men da jeg nyligt læste om forsøget igen, og så det sammenstillet med IQ, selvkontrol og behovsudsættelse, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ”Jamen, grunden til at nogle af de 4 årige ikke spiste skumfidusen indenfor 15 min. ved udsigt til yderligere én, ligger i, at de har en så tryg og sikker kontakt til forældre, at de her kan vente. For deres erfaring er, at de kan stole på, at deres basale behov inden for rimelig tid bliver opfyldt.”

Måske var det den tanke, der startede filmen, der kørte for mit indre øje om den omsorgssvigtede pige, der som voksen i Nyhederne fortæller, at hun i flere måneder efter at være kommet i kærlig behandling på Skodsborg, stadig gemte mad og anden overlevelse.

For mit eget vedkommende, har det været ikke mindre end fantastisk at opleve, hvor meget opbygning af sikker relation til mig selv, har givet af overskud til at fokusere på lige nu, det kreative nu. Selvom mit mål OGSÅ er en ekstra skumfidus som bonus. Dette sagt af et omsorgssvigtet barn.

Så faktisk ægrer det mig ,når vi hylder den kognitive tankegang – såsom at vi mentalt træner os, eller andre i selvkontrol, behovsudsættelse, visualisering af mål etc.  – FØR vi har mærket den angst, det er at være alene og oveladt til os selv som da vi var små.

Jeg selv har haft megen glade af at hente den lille fortabte pige tilbage (se billedet). Fordi vi nu samarbejder, skal jeg ikke dagligt bruge mentale ressourcer på at opnå mine mål.

NÅR den fortabte del af os selv er i sikker havn. I egen favn. Først da, giver det mening at arbejde med at ændre det tankemønster, som vi opbyggede ud fra, at vi ikke fik den nærhed, kærlighed, omsorg etc., vi havde behov for.

Tænk at være det ulykkelige og oversete barn, der dagligt skal høre på: ”I hvor har vi det bare godt alle sammen.”

Og, nej det at se den side kræver ikke en masse daglig øvelse. Den kan mærkes. Lige nu.

Når vi vedkender, og er i kontakt med, den sårbar del af os selv, samtidig med at vi også er stræbende voksne, da kan det være tid til at øve og skabe nye positive mønstre. Der fører den enkelte lige derhen, hvor vi drømmer om. Fx at være gode partnere, forældre, medarbejdere og være gode til at skabe den ønskede succes.

For mig er det nydelse, når jeg formår at være i selskab med den sårbare eller fortabte del af mig, og bare gør det jeg vil. Måske var det, hvad ham den kloge mand for længe siden mente med at sige: ”Himmerige åbner sig, når I bliver som børn igen…?”