smagen af overskud

Anonym

Kender du det? Travlt på arbejde - lige nogle ting du skal nå inden frokost, og du har inde i dit hoved planen klar. Så kommer din kollega forbi. Den kollega, der altid glemmer pointen i vittigheden, eller ihvert fald har en helt speciel form for humor. Den samme kollega har altid masser af tid, og du gider faktiks ikke høre om hendes tur til Hillerød igår eller se hendes billeder fra week-enden med mand og børn i Lalandia. I disse situationer har jeg altid prøvet at se ud som jeg lytter, mens jeg lige gør en mail færdig eller prøver at sortere en af bunkerne på skrivebordet, og det har tit medført en oplevelse af utilfredshed og frustration.

Siden nytår har jeg besluttet, enten at øve mig i at være mere nærværende i samtalen, eller at sige fra.  Det betyder, at jeg, når den samme kollega nu kommer forbi, lægger det jeg har i hænderne. Jeg vælger at være tilstede, smile og måske endda stille et enkelt deltagende spørgsmål. Det er blevet en sport at stille spørgsmål som ikke trækker historien ud, men får min kollega til at overveje eller reflektere. Jeg har besluttet, at det er i orden at sige fra, hvis jeg en dag har for travlt, men det er endnu ikke sket. Resultatet er faktisk værd at bemærke. Vi har begge fået os et par gode grin sammen, og jeg har nydt den ro det har givet mig selv. Jeg har jo alligevel bagefter nået det jeg skulle, og det er en stor tilfredsstillelse at vide, at min kollega har følt sig hørt. Det er da en fed fornemmelse at være et af de der overskudsmennesker, der ikke lader sig trække rundt ved næsen i stressmanegen...