Mit liv som religiøs vandrerpokal

Anonym

Mit liv som religiøs vandrerpokal

Jeg har gået og tænkt lidt over hvordan jeg skulle præsentere dette indlæg, uden at det blev alt for langt til at du orkede at læse det. Det bliver langt uanset hvad jeg gør, og det var også en grund til at ventetiden på det blev lang.

Jeg vil starte med så kort som muligt at skitsere min egen religiøse historie, fordi det måske kan være interessant at følge, for derefter at fortælle lidt om hvad det førte mig frem til af slutninger om livet og lykken.
 

 I mine tidlige barneår, var jeg klar over at der fandtes en eller anden form for intelligens bag alt hvad der fandtes. Jeg havde ikke ord for det på det tidspunkt, men jeg følte mig hjemme ved at gå og tale med "Gud" i mit stille sind. Da jeg blev spejder, lærte jeg om kristendommen, og begyndte at spørge ind til alt hvad den påstod.

"Hvor bliver vi af når vi dør?", og jeg fik allehånde aldeles ukonkrete svar, som alene fordrede blind tro, og ikke noget realistisk som et mentalt sind kunne forholde sig til. Jeg blev oplyst at sjælen genopstod og skulle leve i "guds rige" til evig tid, når dommedag kom, eller hvad der ellers blev sagt. Alle de spørgsmål jeg stillede, blev besvaret med vage emotionelle vendinger, som ikke passede sig for en som ville vide, eller som i det mindste krævede logik.

Derfor begyndte jeg efter mit 15. år, at rode igennem stort set alle retninger inden for religion. Da jeg læste om Buddhisme, kunne jeg godt se at min opfattelse om at "intet er gratis", lignede karma-tanken. Der er ret mange Buddhister i verden, og skulle de alle være landsbytosser? Jeg så også at de er et forholdsvist fredselskende og kløgtigt folkefærd, som gebærder sig ret beundringsværdigt.

Selve tanken om at dø, ophøre med at eksistere, passede ikke til min logik. Hvad skulle dog være meningen med, at vi fødes, lever 80 år, sikrer racens beståen, og bliver til muld? Hvorfor fanden skulle jeg så udvikle mig, hvorfor skulle jeg gide rode med at forsøge at blive et bedre menneske? Reinkarnationstanken forekommer mig at være en langt bedre forklaring. Hvorfor fødes vi med forskellige evner? Hvorfor er jeg selv født med denne uophørlige trang til at kende svarene, når andre ikke er født med den? Hvorfor er nogen primitive af natur, og andre højt forfinede, og skriver mesterstykker i musik som 4 årig? Forklaringen er naturligvis at nogen har beskæftiget sig med bestemte emner i tidligere inkarnationer. Den tanke forekommer mig langt mere logisk og giver svar på ufatteligt mange forskelle som ellers ikke kan forklares ud fra den der "et-livs-opfattelse", som nogen kristne og mange ”videnskabstroende” slæber rundt på.

Reinkarnationstanken findes både i hinduismen og i buddhismen. Og skulle så mange mennesker have tabt jordforbindelsen i sådan en grad, at de tror sådan noget uden at det har det mindste på sig? Jeg kunne ikke tro det. Noget sandhed måtte der være, for at binde så mange mennesker til sådanne tanker. Hør bare en buddhistmunk tale om emnet, eller læs en swamis fortællinger. Hvis man får lejlighed til at opholde sig i sådanne menneskers nærvær, så vil man ikke kunne undgå at have masser af spørgsmål til sin egen opfattelse af livet, og om den nu holder stik, og man vil nok ende der hvor jeg også er endt, nemlig med at måtte revidere sin livsopfattelse.

 Hvad skulle f.eks. være en logisk forklaring på at man gider at udvikle sig, hvis det hele går tabt om få år? Hvorfor gider man rode med besværet med at være et godt menneske, hvis vi alligevel dør om ganske snart, og alt er væk igen? Man kunne jo faktisk sige, ”Hvad rager det mig, hvad folk tænker om mig når jeg er væk? Jeg eksisterer jo alligevel ikke længere.” Men tænker folk sådan? Nej vel..Hvorfor ikke? Det er vel logisk nok, at hvis vi vitterligt kun har 80 år at leve i, at så skal vi da bare have det optimale ud af det, og udnytte alle muligheder. Hvorfor gør vi ikke det?Jeg kunne passende udnytte mine medmennesker og evt. slå dem ihjel som er i vejen for min egen storhed og luksus, malke alt det kvæg jeg kunne, for det handler jo kun om at nyde disse sølle 80 år maksimalt, da jeg jo alligevel ophører helt med at eksistere og kan være ligeglad efter det tidspunkt. Hvorfor er vi så ikke ligeglade?

 Problemet er, som jeg hårdnakket påstår, at vi alle sammen har levet utallige gange før, og selv om vi ikke kan huske det med vores bevidste sind, så har vi en indgroet fornemmelse af rigtigt og forkert. Og det er faktisk grunden til at vi i strid med al logik ikke er superegoister og udnytter hinanden til vores egen lykkes fremme. Fordi vi er talrige gange i vores fortid blevet berøvet både liv og ejendele, og selvom vi ikke kan huske det helt bevidst, så er vi dog kommet så langt, at vi instinktivt ved hvordan det er at lide under andres egoisme, og derfor ”kan vi ikke nænne det”. Vores erfaringer fra tidligere er ikke lagret som hukommelse, men som instinktive evner eller anlæg, måske endda som fobier eller modvilje mod visse ting, og derfor er vores lidelser også et sted lagret som ”det kunne vi ikke finde på at gøre mod andre mennesker”. Vi kalder det også samvittigheden. Sam-vittighed : viden om ”os sammen”.  

 Kristendommen har tilsyneladende ikke disse tanker inde i billedet, eller har den? Det viser sig jo når man kigger lidt nærmere, at kristendommen blev formet af forne tiders herskere, og slet ikke forefindes i sin oprindelige form. Man kan sige, at der blev redigeret i teksterne, med henblik på at bevare magten inden for kirken. Det er snart et velkendt faktum, som mange præster og religionslærde ved. Alt dette fandt sted for længe siden, men de mennesker som rent faktisk skrev teksterne, var fuldt på højde med os rent mentalt, og var ingenlunde landsbytosser. Og eftersom der ikke rigtigt fandtes østlige termer, som vi i dag har arvet, så brugte de symbolske fremstillinger, og hvis man læser biblen med en vis indsigt i kristne symboler og en anelse kundskab i hebraisk og numerologi, så opdager man at den tids kloge mennesker faktisk sagde det samme som østens vise mænd. Der findes bøger om det der kaldes ”esoterisk kristendom” og man kan nemt søge dem på nettet. ”Esoterisk” handler om det som ligger bag ved det synlige, om årsagernes verden frem for virkningernes. Biblen kan fortolkes eller man kan læse den meget jordnært. Og det er forklaringen på at religionen er død i dag. Den jordnære fortolkning er den rene nonsens, og det som Jesus og disciplene sagde om livet, skal læses symbolsk for at forstå at de også kendte til udviklingsvejen, reinkarnation og karma. Antydninger som ”øje for øje, tand for tand” er en skygge af karmaloven, og Jesus har et sted sagt, ”Der er ét liv”, som nogle tolker som dette ene 80 årige, mens andre kan mene at det er livet, som aldrig ophører. Når jeg forklarer alt dette, så er det fordi at religionen er et kulturelt slør som dækker over en masse sandheder. Og sædvanligvis, har det folkeslag som tilhører en religion en mere eller mindre forkvaklet opfattelse af den, både som følge af de mennesker som har mishandlet de oprindelige tanker, men også som følge af at menneskeheden gradvist er blevet så mentalt polariseret.

  Når f.eks. Islam stadig forekommer ret gribende om dens medlemmer, så skyldes det også at den er langt yngre end f.eks. kristendommen og de øvrige religioner. Islam er omkring 1100 år gammel, så vidt jeg er oplyst, og da kristendommen var så gammel, var vi også meget optagede af den, og meget af samfundet var styret af den. Så det er ikke så mærkeligt at religionen for muslimer er meget betydningsfuld. Men også Islam skal fortolkes, og der er en række vismænd inden for den genre, som har skrevet glimrende bøger om hvordan man kan se de symbolske lag i den religion, som ender med at vise os, at alle religionerne samstemmende dækker over de samme sandheder.

  Det vil nok føre for vidt at gå helt i dybden med at vise nøjagtigt hvor alle religioner viser sandhederne. Men netop fordi dette kulturelle slør dækker over religionen, uddør den for den almene logiske menneskehed. Menneskeheden af i dag har behov for at vide, ikke tro.  

Og det er der også en slags mulighed for. Der findes dybder i sindet, som nogle kalder ”Buddhi”, andre kalder det for det ”intuitionelle plan”. Uanset hvad man kalder det, så forklares det, at man opnår kontakt med det, via meditation og sindets udvikling. Hvad er dette plan så for noget? Man kan nok bedst forklare det således. Det intuitionelle plan hører til et sted ”over” det mentale. Altså en slags efterfølger til vores mentalitet. I fortiden var vi knapt så mentale, faktisk har vi helt manglet det mentale liv. Vi ser på de højere dyr, at de er emotionelle, men meget lidt mentale. Nogle dyr kan lære basale kommandoer at kende, og reagere på dem. Så sporadisk har vores mentale liv også været engang. Og nu er vi rimeligt bevidste væsener, og kan opfinde alt muligt som gør livet den rene svir at leve, trods naturens luner. Og på et tidspunkt i fremtiden vil vi gradvist også have udviklet intuitionel indsigt. Forestil dig at du har et spørgsmål. Det kan du så sætte dig ned og tænke igennem, men i fremtiden vil vi blot kaste det op i ”Buddhi” og få svaret direkte. Man kan sige, at ”den rene videns” plan vil blive alment tilgængeligt når udviklingen fortsætter. Nogle er så allerede i inderlig kontakt med dette plan, og fortæller os at de opnåede denne kontakt ved ren livsførelse og meditation, sammen med godhjertethed og høj intelligens.

Disse nutidens vismænd, fortæller så os andre, både hvordan man opnår adgang til den ”rene viden”, men også om hvad de selv må konstatere om livets sande natur. Og når man sammenligner disse vidnesbyrd fra vismænd, og kigger gennem deres teorier på religionen, så opstår der en helt anden logik. Videnskabelig beviste fakta, viser sig også hele tiden at blive revideret. Jorden var f.eks. flad, indtil den blev bevist rund. Universet drejede sig om jorden, indtil man modsagde den påstand. Sjælen eksisterer muligvis, eller også gør den helt sikkert når vi opdager den. Men videnskabelig viden er hele tiden også noget vi "tror" på indtil noget andet bliver opdaget, ligesom vi tror på evt. præster, swamier, lamaer eller os selv. Og når ny viden opdages, så bliver de gamle opfattelser ført hen i lokalet med ammestuehistorier og overtro, der hvor religionen også for nogle er havnet.

 Religionerne er en emotionel metode til at opnå kontakt med den intuitionelle verden, men den er blot ved at være knapt så gangbar, fordi masserne søger tilflugt i den mentale verdens logik.

Men den logik findes også, hvis man gransker religionerne. Men det skal være med ”øjne der kan se”. Nemlig dine øjne!  Men man kommer ikke langt i sin søgen, hvis man ikke har en stærk tørst efter at vide. Religionen har fået et dårligt ry fordi den netop kun befatter sig med tro. Tro er i dag slået i hartkorn med ammestuehistorier og overtro. Videnskaben har magten over den mentale arena, og fortæller masserne hvad de må tænke. Men at gå religionerne igennem med øjne der kan se, betyder også at man må nøjes med sig selv, og forkaste alles teorier som andet end teorier. Kun når du selv dømmer opstår din sandhed. Hvis noget ikke taler til din logik, så kan du logisk nok ikke opfatte det som sandt, og derfor må enhver påstand altid tages som en påstand, og selv dette stykke tekst er kun et forslag til dine tanker. Men de er så skrevet af en person, som selv har dømt, og jeg påstår at du vil kunne finde ligheder i din egen historie, hvis du gransker religioner og vismænds tekster. 

En metode som altid er gangbar, er at overveje alle teorier som arbejdshypoteser indtil man selv med sin logik og den rene viden kan verificere den, og dømme den som sin egen sandhed. Altså altid være åben for andre hypoteser. 

 Der kan enten være et liv? Eller er der mange? Eller er de mange ikke bare det samme ene liv? 

Måske er der en lovmæssighed indbygget i livet, som vi ikke umiddelbart kan se eller verificere, medmindre at vi kigger på mens vi træder et lille skridt tilbage fra livet, og betragter os selv lidt fra oven og over en vis tid. Måske er der en årsag til den lidelse vi befinder os i? Måske – måske ikke? Er der en en virkning for alt hvad vi foretager os? Det siger nogen videnskabsmænd jo. At enhver aktion medfører en reaktion. Vismænd siger at enhver årsag har en virkning. Er der en karmalov? Døm selv, religionerne taler om det, millioner bilder sig det ind som den største selvfølgelighed.  

Lever vi kun en gang? Ja eller nej.. Alt efter om man mener at vi lever i 80 år eller om vi rent faktisk aldrig ophører med at eksistere. Uanset hvad, så må du dømme om du virkeligt kan finde det logisk at ophøre med at eksistere. Ovenikøbet på trods af de mange nærdødsoplevelser, paranormale fænomener som har fundet sted, og som er nøje dokumenteret af videnskabsmænd, som dog ikke kan forklare det inden for videnskabelige rammer, som beviser at bevidstheden sagtens kan fungere uden at kroppen egentligt er i live. Men det er et spørgsmål om at granske indicierne, og selv dømme hvad du finder rigtigt. Deraf opstår din sandhed. 

Hvad betydning har ovenstående så for vores lykkebegreb? Jo altså.. Det har stor betydning for vores lykke, at der ikke er ubesvarede spørgsmål. Vi bliver kede af det når vi er meget i tvivl, især om meningen med f.eks. lidelse. Hvis nogen ikke kan svare på dine spørgsmål, så stil et nyt. Altid!, indtil du er tilfreds. Søg svaret uophørligt indtil din logik godkender svaret.

 Og hvorfor så det? Hvorfor skal jeg søge midt i al min lidelse, som om livet ikke er svært nok i forvejen? Fordi selve processen med at finde svarene, gør dig til et lykkeligere menneske. Blot dette at søge at forstå sin lidelse. I hele processen med at tænke over livet, opstår der sådan en gavnlig følgevirkning, nemlig at du forstår livet og din egen rolle. Og når al din tvivl er udryddet, når du virkeligt véd, så er du varigt lykkelig.

 På grund af emnet og de mange ting der kan siges, synes jeg ikke at teksten her er nært fyldestgørende, men af pladshensyn vil jeg standse her. Jeg er klar over at den er aldeles subjektiv, men jeg håber, at jeg måske om ikke andet, kan bruges som endnu et vidne om at det rent faktisk kan befordre lykken, at gøre sig tanker om livets sande natur.

For dem som måske er involveret i den religiøse arena, som føler at religionen rummer megen logisk tvivl, vil jeg sige : Bliv ved med at spørge. Svaret vil dukke op hvis du aldrig slår dig til tåls med opfattelser som strider i mod din logik. Og så kan vi nok blive enige om et par ting til den tid.

__________________________