Netto posen er universet

Anonym

Inspireret af en prædiken jeg hørte i dag, er her lidt tanker om at TRO.

I dagens videns styret samfund kan det til tider være svært at finde meningen med livet. Det kan være svært at tro på noget, som ikke kan vejes, måles eller bevises.

Som mennesker er vi vidt forskellige, og så dog ikke, vi har alle brug for, at finde og føle meningen med det liv vi lever. Nogen finder mening i videnskaben, andre mærker at der må være andet mellem himmel og Jord end det vi kan bevise.

Efter hånden er kvante fysikken begyndt at samle tro (herunder religionerne) og videnskab, idet den nu mener at den kan bevise, at der må være en intelligent styrende ”magt” i universet, måske det er universet selv. Kvante fysikken har opdaget den energi, der holder alt sammen – en slags lim kunne man kalde energien. Måske er denne ”lim” Gud, kilden, enheden - eller hvad vi hver især kalder det, der er større end os, hvis vi tro der er det.

”Det der er større end os” får mig tilbage til prædiken, og en historie præsten fortalte (her frit oversat efter min hukommelse)

”En lille dreng og hans bror lå og skulle til at sove.
Den lille dreng sagde: Jeg forstår ikke det med Gud, at der skulle være noget der er større end dig og mig. Det er virkelig svært at tro på.
Drengens bror prøvede at forklare: Prøv en gang at forestille dig vores kæmpe store univers, som er derude som en kæmpe stor sten over dit hoved. Prøv så at forstil dig en plastik pose fra Netto, du ved dem mor giver os idræts tøjet med i.
Prøv at forstil dig, at du ville putte hele universet/Gud- altså stenen ned i posen fra Netto. Det virker umuligt ikke? og det er det også.
Men hvis dit hoved er netto posen og troen på Gud er stenen/universet, så er det da klart at vi ikke forstår det. Stenen er for stor til at kunne være inde i dit hoved, ikke sandt.  
Men bare fordi vi ikke kan forestille os, at universet/ stenen/Gud kan være i posen, så betyder det jo ikke at det ikke findes, vel?  Vores hoveder, vores hjerner kan blot ikke rumme helheden, og det gør det svært at forstå, at tro”

Er det så simpelt, at fordi vores hjerner ikke kan rumme kompleksiteten af universet/Gud/kilden, så har vi svært ved at tro. Som præsten indrømmede i prædiken, så havde selv hun stunder, hvor du mistede troen på Gud, fordi alt det, der sker i verden ikke altid gav mening. Det kunne ikke være i Netto posen. Men når hun overgav sig til troen på Gud blev der fred inden i, det var som om Netto posen blev uendelig og rummede alt.

Selv mærker jeg, at når jeg er i min tro (min tro er en sammensat tro, men fælles nævneren med andre religioner er ubetinget kærlighed) og ikke tvivler på rummeligheden af min Netto pose, så flyder er en energi, som uanset hvad verden, universet, Gud, kilden byder mig eller andre, så er der fred i mig og jeg kan mærke at, alt er som det er – lige nu. Jeg rummer universet/Gud/kilden. Ja, jeg er ikke adskilt, jeg ER universet/Gud/kilden.

Netto posen ER universet.