Kæmpe for sin ret - drømmen om at være den man er

Anonym

Jeg har altid skulle forsvare mig. Kæmpe for min ret til overhovedet at have en mening. Mod påstande om at alt var min skyld, at læbeganespalten, som jeg kom til verden med, i virkeligheden var et mærke sat i mit ansigt af en dæmon. I skolen blev jeg kaldt ’Skævmund’ i de første år, det blev ét af de første møder med en af de mange døre. Åbningerne, som forkyndte lukning.

Dørene, som så ofte åbnede sig og hvorfra anklagerne lød, var af forskellig størrelse og art. Nogen var på størrelse med porte, andre kunne knap fylde et musehul. Fælles for dem var, at alt, tilsyneladende, var min skyld. Vogterens rolle blev indtaget, opmærksomheden blev vendt mod dørene og dét som de, hver især, bød på af udfordringer. Som en skildvagt, patruljerede jeg langs den endeløse række af døre. Altid parat til at møde, hvad der nu kunne tænkes at sive frem, når de åbnede sig. For åbne sig, det ville de. Det var altid kun et spørgsmål om tid.  

Selvfølgelig, er jeg ikke en dæmon, sat på jorden for at give folk nyresten, røde hunde, mæslinger og mavekneb. Det var dog ikke en selvfølge, da kampen stod på. Når dørene svang op og stemmerne derfra udfordrede mit tilhørsforhold – til verden og til mig selv – gled alt andet i baggrunden. Forsvaret blev til en type angreb, til en måde at eksistere på.

Når man, som menneske, udfordres på sin ret til at være dén man er, kan man vælge at tage kampen op. Konfrontere alt det, som kommer buldrende ud fra dørenes dybder. Krydse klinger med påstandene, med den målrettede skyld og den klæbrige skam. I rollen som vogter, har man ikke energi til at vende sig rundt fra de mørke, ødelagte døre. Dét, som bor bag dem, er en trussel man ikke bør vende ryggen til. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at bevare kampen. Hvis man ønsker, til stadighed at forsvare sig.

Igennem barndom, ungdom og voksenliv, har rollen som vogter været synonym med identitet. For hvem var jeg, hvis ikke én som skulle kæmpe og forsvare sig? Drømmene, de kom på standby og kunne ikke finde næring under vogterens rustning. Når anklagerne kom, gled paraderne op og ganske som en plante, i en langstrakt vinter, blev energien trukket væk fra de ydre lag og ind omkring kernen. Ikke vissen, blot i dvaletilstand.

Hvad jeg ikke så, dengang dørene konstant åbnede sig, var at der bag mig, væk fra kampskuepladsen, fandtes andre typer døre. Når man konstant forsvarer sig, er det dog svært at tro på, at der bag nogen som helst dør, kan være noget som ikke skal mødes med skjold og sværd.

Det er blevet til tusindvis af drabelige dueller ved dørene, lange og hårde slag, udelukkende gående på, at have ret til at eksistere. Ret til at fortælle sin historie, ret til at smile, selv om munden er skæv og overlæben arret. For kort tid siden, mødte jeg en anden vogter, en mand som kendte alt til dørenes væsen. Vi satte os og betragtede dørene, mine døre. Den ældre kriger havde et råd til sin yngre pendant:

”I stedet for at kæmpe, så sæt en tøjkanin her, ved grænsen mellem jer. Skriv en seddel og lad stemmerne vide, at du sætter pris på deres omtanke, men nu er du nødt til at gøre noget andet. Hej hej, ” sagde han. I det sekund han forsvandt, manifesterede tøjkaninen sig. En lille, hvid plysset kanin med fyldige ører og smilende øjne. Skjoldet blev tage på ryggen, sværdet stukket i skeden og visiret klappet op.

Når man - både som barn, ung og voksen – konstant skal forsvare sig, lukker man i. Der er ikke rum til andet end konflikt og øjnene bliver blinde overfor alt andet i verden. Når grænser overskrides, når drømme invaderes og ødelægges, er der ikke rum til udvikling. Det slår ind, før det slår ud. Min historie, det liv jeg levede, før dørene blev forladt, handlede udelukkende om overlevelse. Om kamp. Overgreb, mobning, vold og svigt var med i skoletasken. Blev til en del af måden af trække vejret på. I hvert et åndedrag, kunne vogteren høres. Selv venlige forespørgsler, blev mødt med vogterens vrede. Ingen skulle komme tæt på, for det var farligt, at lade nogen komme under paraden. Tænk, hvis man dermed ophørte, hvis retten til at være, forsvandt ud i det blå.

De søde mennesker blev mødt med vogterens mistænksomme blik. De måtte indeholde noget skidt, for det var alt hvad jeg kunne se. I hvert fald på overfladen, for i dybet, var alt anderledes, det kunne bare ikke få lov til at spire, da det ville være potentielt dødbringende.

Drengen, bag vogteren, var modsat. Han løb med åbne arme mod alt det som kunne tænkes at dukke op. Det kunne jo umuligt være værre, var tanken og derfor blev tilliden pustet kunstigt op. Hvis man bare er sød, tillidsfuld og oprigtig, så vil verden ikke gøre dig ondt, hviskede drengen til sig selv.

Begge er yderpunkter. Metronomen svang enten helt ud til venstre eller helt ud til højre. Aldrig i stilstand, hængende i ro, i midten. Centreret og balanceret.

Først, da jeg lod kaninen overtage tjansen, kunne jeg flytte mig væk fra kampen ved dørene. Det var den ene side. Drengen, som altid løb med åbne arme, skulle lære at sige nej. Det at sige ”Nej, her er min grænse, ” var det modsatte af vogterens indstilling til livet. Først da vogteren forsvandt, kunne drengen ytre sit ”Nej tak” – Der var balance i regnskabet.

Det er dog en proces i bevægelse, ikke stilstand. Metronomen bevæger sig i takt med livet og ingen fremgang er lineær. 

Lasse Løager

__________________________