Føler du dig også identitetsløs?

Anonym

Jeg har set rigtig mange mennesker, der oplever en identitets krise, når de betræder den spirituelle vej. En form for rodløshed, hvor vi farer forvildede rundt i denne verden uden nogen jordforbindelse eller oprigtig kontakt med selve livet. Måske kender du det selv?

På den ene side er du ikke helt identificeret med din personlighed mere. På den anden side har du heller ikke endnu oplevet friheden ved at have permanent forbindelse til din sande natur. Du står der i midten. Det er et vaklende ståsted. Du har ikke rigtig kontakt med hverken det ene eller andet. Du befinder dig et udefinerbart sted ind imellem to poler. Du lever i en form for identitetsløs verden, hvor du ikke kan mærke, hvem du egentlig er. Du har kun en svag idé om det, men føler dig forvirret, for du holder stadigvæk fast i en tænkt tanke omkring dig selv. Der er noget du endnu ikke har været villig til at give slip på.

Måske har du fattet, at du ikke kun er dine tanker og følelser. Måske har du taget dit spirituella navneskilt på. Du ved godt rationelt at, du er en powerfuld skabende, kreativ, altfavnende, accepterende kærlig sjæl, som er her for at få en menneskelig erfaringsdannelse. Det ved du godt. Du har studeret fænomenet. Du har sikkert læst tonsvis af bøger om emnet. Gået på kurser, workshops og uddannelser. Du ved det godt.

Alligevel finder du dig selv værende totalt narcissistisk og til tider også en idiot, der er mega identificeret med din følelsesmæssige smerte og personlige historie. Men du ved godt, at du også er en smuk sjæl, så det billede holder du ligeledes fast i med dit sind. Eller det billede har du måske brug for at poste af dig selv i en formidabel yoga stilling på Instagram. Måske poster du endda i ny og næ et herre spirituelt citat. Eller står på et bjerg med armene i vejret, for at bevise, hvor fri du er. Bare lige hvis andre skulle være i tvivl om, hvem du virkelig er. Det giver dig et moment af tilfredshed. Du tjekker samtidig hvor mange, likes du har fået. Hvor mange derude, der også kan genkende dit guddommelige selv manifesteret i smukke stillinger og visdomsfulde citater.

Du har måske haft momenter af rent bliss, hvor du har mærket eller set noget sandt omkring dig selv. Ophøjede stadier af oneness og forbindelse med dit højere selv, står indprintet hos dig.

Du ved det godt!

Men mærker du det egentlig permanent?

Lige nu i dette øjeblik er det muligt at slippe alle dine forestillinger om, hvem du er. Du kan ikke tænke dig frem til det. Giv slip på sindets strategier om at skulle være noget som helst. Giv slip på det spirituelle over-jeg, der spiller autoritet. Se det for hvad det er. Endnu en tanke om, at du skal være på en bestemt måde. Disse tanker bygger på sanseopfattelsen og er begrænsede.

Hvis du erkender det vil du høre opfordringen til at finde ind i din egen sandhed, som ikke kan opfattes, som du ikke kan forestille dig, men som alligevel gennemsyrer alt.

Når al mental aktivitet om, hvem du tror du er, eller hvad du tror du har brug for, hvis du skal være lykkelig, ophører, bliver der en revne i sanseopfattelsens autoritet, i sindets struktur. I det øjeblik er der kun stilhed og det er muligt at lade alle tanker, følelser og ydre sensationer flyde igennem dig for du ved, at intet af det ultimativt definerer dig. Enhver tanke du har haft om dig selv uanset, hvor flad eller opblæst den end måtte være, er ikke den du er. Det er blot en tanke. Sandheden om hvem du er, kan ikke tænkes. Med din tankevirksomhed forsøger du kun at fastholde én eller anden falsk identitet. Men det efterlader dig uden et håbløst sted midt imellem din personlighed og din sande natur. Det gør dig faktisk endnu mere forvirret end fra tiden før, hvor du troede på, at du kun var din personlighed. Her havde du i det mindste noget at holde fast i.

Sandheden om dig berøres ikke af noget begreb. Hverken om hvem du er, ikke er, hvad enten du er oplyst eller uvidende, værdiløs eller storslået. Heller ikke en historie om, hvorvidt du ikke er din personlighed eller om, at du er din sjæl. Det eneste der blokerer dig i at mærke den frihed, er at du holder fast i en tanke om, hvem du er. Det er det der adskiller dig fra indsigten i, hvem du er.

Er du et billede, der viser sig i dit sind?

Er du en sansning, der optræder i kroppen?

Er du en følelse, der går gennem dit sind og din krop?

Er du din personlighed?

Er du noget nogen har sagt at du er?

Er du et oprør mod noget, nogen har sagt?

Alt dette kommer og går. Det gør du derimod ikke. Du er der hele tiden. Også selvom du står der midt imellem noget, der umiddelbart føles som to kontraster, du ikke kan finde ud af forene. Det er muligt at finde dig selv lige der i tomrummet. Det er muligt at være mindful omkring alt det, der foregår uden at forsøge at vige bort fra nogle som helst tanker eller følelser. At opleve dem direkte kræver mod og kræver at du ikke er tilknyttet eller identificeret med det der foregår.

Lige nu er det muligt at rumme, det i dig, der tror at du overhovedet har en identitetskrise eller at du skal opføre dig på en særlig spirituel konceptualiseret måde for at være spirituel.

Desværre ser jeg rigtig mange, der bruger den spirituelle vej som endnu et quick fix. Som en vej væk fra den eksistentielle smerte. Spiritual bypassing kalder Robert Masters det for. Når vi i spiritualitetens navn flygter fra det, der rent faktisk udvikler os i sidste ende.

Jeg er enig med ham. Der er kun én vej og det er igennem smerten. Det er et sårbart og ubeskriveligt råt møde med virkeligheden.

Jeg tror på, at den sande frihed ligger i at være vidne. Kunsten i ikke at flygte fra noget, men heller ikke at blive opslugt af det. Det er også lige her, at du kommer 100 % til stede i nuet, for der er ikke noget, du behøver at undvige.

At give slip kan ikke forstås med sindet eller tillæres. Men når alle forsvarsmekanismerne om hvem du er eller ikke er, falder bort, lige dér møder du måske din sande identitet? 

__________________________