Se kontaktoplysninger og profil for TEIT SORT ULDUM

AT LEVE MED FØLELSER
af TEIT ULDUM – psykoterapeut

Gift ved første blik - refleksioner om ægteskab

Jeg falder tilfældigvis over programmet ”Gift ved første blik” på DR1. Udsendelsen minder mig om mit seneste giftemål.

Jeg får kontakt med min udkårne via et datingsite og allerede halvandet døgn senere, mødes vi til kaffe og kage. Da vi siger på gensyn til hinanden, få timer senere, har jeg en stærk følelse af, at ham vil jeg bare giftes med.

Dagen efter, på vores anden date, ligger vi på hans sofa og kommer til at tale om parforhold og ægteskab. Vi har hver især været i langvarige forhold, jeg med en kvinde og han med en mand. Vi bliver hurtigt enige om, at hvis vi vil giftes igen (uden direkte at tale om hvorvidt det skal være med hinanden), så det skal det foregå i en kirke.

Vores tredje date er den 24. februar på et skudår. Efter gammel tradition er den dag forbundet med frieri (noget med at kvinder kun måtte fri denne dag). Derfor sagde min date: ” Nu er det jo for tidligt at fri, men vil du være kæreste med mig?” Det vil jeg gerne, og denne fredag aftens date varer i øvrigt helt til mandag morgen.

Den niende aften, midt i en telefonsnak, hvor vi endnu engang oplever at være et godt match, spørger han: ”Skal vi ikke gifte os?” Jeg affærdiger ham, med at den slags joker man ikke med, men næste dag rumsterer tanken i hovedet på mig. Jeg havde jo haft tanken allerede første aften og i øvrigt trænger jeg til, at der sker noget nyt i mit liv. Inden da har jeg haft en kæreste i to et halvt år, men boet alene igennem fem år. Så næste eftermiddag frier jeg til ham, hvilket han bliver noget overrasket over, men det ender med at han falder på knæ og frier til mig.

Så inden 2 ugers bekendtskab, har vi besluttet at gifte os. Han møder min søn og vi præsenterer os for hinandens venner og familie. Jeg opsiger min lejlighed og vi besøger kirker og taler med præster, dels ham der, nogle år forinden, har bisat min kærestes tidligere mand, dels en god bekendt af mig (Michael Brautsch som deltager i omtalte program). Vi er også til gudstjeneste i den kirke hvor min søn er døbt og konfirmeret, og min datter er begravet fra. En spændende proces med snak om vores forhold til Gud, kirker og tro. Vi ender med at vælge den lokale kirke og en præst derfra.

Vi lever i en rus af forelskelse og positive forventninger. Drømmer om at blive gamle sammen og rejse verden rundt. I virkeligheden når vi at besøge seks storbyer, tre af dem sammen med min søn. Gode oplevelser som styrker vores relationer, på kryds og tværs, i den sammenbragte familie.

Brylluppet den 10.11.12 er storslået – på alle måder en fantastisk dag. Kirken, gæsterne og vi brudgomme er fyldt af kærlighed og glæde. Kirken virker fyldt, da vi går op af kirkegulvet sammen. Der er mindst 150 gæster til reception i menighedshuset. Min søsters kor synger: ”Du må aldrig gå” i kirken (en overraskelse fra mig) og min mand har hyret en sangerinde der synger: ”I am your man” og et par andre sange, mens vi indtager bryllupskagen. Festmiddag for de 70 nærmeste med taler, sange og optræden fra vennerne. Der var ikke et øje tørt – specielt ikke under min 17 årige søns fantastiske tale. Det var så tæt på at være fuldkomment, som jeg kunne forestille mig. Der var måske en svag fornemmelse af uvirkelighed, men det slog jeg hen.

Ulykkeligvist bliver min svigermor alvorligt syg kort efter brylluppet og dør fem uger efter at den hellige ægtestand er indtrådt. Dødsfaldet og de udfordringer det medfører, samt hverdagens trummerum sætter en brat stopper for vores lykke. Det vi er gode til, udover den slags aktiviteter, som alle ikke indremissionske eller katolske nyforelskede, foretager sig, er den individuelle og fælles drøm om en spændende fremtid. Desværre går det op for mig, at mine drømme om ægteskabet ikke holder, da først hverdagen melder sig.

Jeg synes ellers, vi har talt meget om fælles værdier og ønsker for vores fremtid. Vi glæder os over, at vi var så jævnaldrende, at vi kan gå på folkepension indenfor samme måned. Alt sammen ligegyldigt, når vi ikke kan blive enige om at sætte os ned og løse hverdagens små og store konflikter.

Efter 9 måneders ægteskab må jeg erkende, at min drøm ikke holder. At den mand jeg har giftet mig med, og elsker, ikke er god for mig at leve sammen med. Jeg vil undlade, at komme ind på de nærmere detaljer i forbindelse med min beslutning om at flytte, men nøjes med at sige, at det på det tidspunkt står klart for mig, at jeg ikke kan leve en tryg og tilfredsstillende tilværelse sammen med ham.

Det er nu over et år siden, at jeg flyttede fra ham og vi efterfølgende lod os skille. Da jeg traf beslutningen om at ville giftes, havde jeg tænkt: ”Det værste der kan ske, er at jeg kommer til at sidde i en tom lejlighed uden ret mange møbler.” Det blev min virkelighed, men alternativet ville være at gå i stykker.

Jeg er tidligere blevet skilt, efter 16 års ægteskab. Det var vanvittig hårdt, ikke mindst på grund af min søn, at skulle undvære ham mange dage om ugen. At skulle bryde et fælles liv op efter mange år, dele minder fra børnenes opvækst, billeder og ting børnene har lavet og, i vores tilfælde også, at skulle dele de mange ting som vores datter har haft. Men det klarede vi, samtidig med at vi sås jævnligt i forbindelse med at vores søn skulle hentes og bringes.

Det der er fælles for mine skilsmisser, er at det er hårdt at skulle erkende, at den man har elsket ikke længere er god for en at leve sammen med. Men efter et mange årigt forhold var der, i mit tilfælde, opstået et nært venskab og en gensidig respekt. Noget som stadig er tilstede efter vores skilsmisse. Mit andet ægteskab stoppede til gengæld på en mere brat og hovedkulds måde, og uden at vi egentlig nåede at opbygge den tætte og nære relation, som jeg har med min ekskone, så efter det forhold stod jeg nærmere med en masse spørgsmål i mig selv, omkring hvad der gik galt.

Hvordan kunne jeg tage så meget fejl, når det nu føltes så rigtigt? Hvad var det jeg forelskede mig i? Hvordan kunne min oplevelse af ham ændre sig så meget, på så kort tid? Hvordan kan jeg sikre mig, ikke igen at forelske mig i en person som ikke er god for mig, i længden, at leve sammen med?

Mange af disse spørgsmål har jeg fundet svar på, dels i psykoterapi og på kurser i personlig udvikling, dels igennem samtaler med gode og uundværlige venner, nytilkomne såvel som nogle der har holdt ved igennem mange år, og ved dagligt at reflektere over mit liv - og hvad jeg vil med det.

Men 10.11.12 (Mortens aften) og den 19.10.1991 vil altid minde mig om de dage hvor jeg traf livsafgørende store beslutninger og gik efter mine drømme. At drømmene ikke holdt, så længe, skal ikke stoppe mine drømme. Moralen for mig må være: Jeg skal ikke træffe livsvigtige beslutninger, på baggrund af en heftig forelskelse, så hvis jeg nogensinde gifter mig igen, skal det være med en jeg har kendt mere end et år eller to. Lige nu nyder jeg forelskelsen med ham den nye og har lige været på kærestetur til Rom. 

__________________________

TEIT SORT ULDUM
Psykoterapeut
https://sorgogstress.dk/
TERAPIHUSET
Studiestræde 30A, 3.
1455 København K