Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Linda Clod Præstholm

Jeg møder desværre mange, som ikke får den forløsning fra stress, de kunne have fået under en sygemelding. Derfor vil jeg beskrive nogle af de mønstre, jeg ser gå igen, og hvad der kunne gøres bedre.

Stress er et enormt problem – for individet, familien og samfundet. Alt for mange må sygemeldes på grund af alvorlig belastning, men mange oplever ikke den bedring, de burde få under en sygemelding. Deres stress bliver med andre ord ikke rehabiliteret. Systemet opdager det sjældent, fordi det næsten er blevet en sandhed, at beskæftigelse er vigtigere end menneskelig trivsel. Derfor sender instanser velmenende mennesker tilbage i arbejde eller uddannelse – og undrer sig over, at de stadig mistrives.

 Misforståelse af hvad stress er

Selvom forståelsen af stress som en neurobiologisk tilstand heldigvis er blevet mere udbredt de seneste 5–10 år, møder jeg stadig mange klienter, der bliver mødt med myter. Stress bliver ofte reduceret til et spørgsmål om positiv tænkning, meditation eller motion.

Men for at kunne rehabilitere effektivt, skal vi forstå stress som en overbelastning af nervesystemet og hormonsystemet – ikke som et tankeproblem. Uden det neurobiologiske perspektiv risikerer man at vælge behandlingsformer, der ikke virker.

Mange stressramte bliver fx sendt til mindfulness- eller planlægningskurser, som slet ikke adresserer det overbelastede nervesystems behov for ro og tryghed over tid. Stress kræver restitution – ikke optimering.

Manglende vurdering af stressniveauet

Mange stressramte oplever, at deres sygemelding konstant er til forhandling – både med læge og arbejdsgiver. Der skal i begyndelsen gives status ugentligt, og senere hver anden eller fjerde uge. Det skaber utryghed og understøtter ikke den ro, der er nødvendig for at rehabilitering af stress. Mange ved ikke, at det kan være anderledes – for hvad skal man ellers gøre?

Når klienter starter i et forløb hos mig, begynder vi med at kortlægge hele deres situation, herunder belastningens varighed, intensitet og sammenhæng. Jeg spørger grundigt ind til symptomer, funktionsniveau, mønstre og historie, så vi sammen kan få overblik over, hvor alvorlig tilstanden er. På baggrund af det laver jeg en faglig vurdering – en slags stressdiagnose – og en realistisk prognose. Det er afgørende at vide, hvad der skal til, og hvor lang tid det forventes at tage at komme sig.

Fortsætter stressen 

Mange stressramte fortsætter i højt gear – bare under nye overskrifter som selvudvikling, sundhedstiltag, hobbyer eller hjemmeprojekter. Udefra ligner det fritid, men det giver bare ikke den nødvendige ro, og kroppen er stadig i alarmberedskab. 

Ægte rehabilitering kræver markant lavere aktivitetsniveau i 2–6 måneder. Det kan føles utrygt at sætte tempoet så langt ned, at hjernen forsøger at finde "gode grunde" til at holde sig i gang. Derfor fortsætter stressen ofte i forklædning af at “man gør noget godt for sig selv”. De fleste oplever derfor, at en sygemelding mangler effekt.

For at komme sig over stress kræver det altså ikke bare tid nok, men også det rette niveau af ro, tryghed og bevidst fravalg af aktivitet. De fleste har brug for vejledning til, hvad der faktisk hjælper – og hvad der fastholder stressen.

Udsættes for pres fra systemet

 Stressramte får som oftest modarbejdet deres rehabilitering af pres fra systemet, det kan være af egen praktiserende læge, arbejdsgiver eller jobcentret. Hos læge og arbejdsgiver skal man hele tiden genforhandle sygemeldingen, og på jobcentret skal man deltage i møder, der ofte virker meningsløse eller kontrollerende. Det fremprovokerer mere stress, fordi aktørerne har magt over både helbred, økonomi og fremtidig indtægt.  

Stressramte mødes dermed ofte med mistillid, pres for tidlig tilbagevenden og en underliggende tone af, at de selv er skyld i deres tilstand. I stedet for støtte, mødes de af spørgsmål, pres og en følelse af at skulle “bevise” deres sygdom – alt imens deres nervesystem desperat har brug for ro og tryghed.

Den stressramte ender midt i et system, der ikke er designet til at hele – men til at presse. Det forlænger desværre stressen og dermed sygemeldingen og skaber grobund for angst, selvbebrejdelser og yderligere nedbrud eller belastningstilstande. 

For kort sygemelding 

Alt for korte sygemeldinger er desværre mere normen end undtagelsen. Det hænger dels sammen med ovenstående pres fra systemet, men den stresssygemeldte selv får også oftest fejlestimeret sit behov for ro. 

For korte sygemeldinger hænger også sammen med den manglende vurdering af stressniveauet. Når stressniveauet ikke bliver bestemt, så kan man heller ikke komme med en prognostisk vurdering af hvor lang tid en rehabilitering vil tage, og dermed sker den ovenstående genforhandling af sygemeldingen konstant. Og det fører ofte til at sen sygemeldte til sidste “gir sig”, selvom vedkommende ikke føler sig rehabiliteret nok. 

Der findes desuden en sejlivet myte om, at man godt kan begynde at arbejde igen, selvom man stadig har stresssymptomer. Det bygger ovenstående misforståelse af hvad stress er. Derfor er det også et klart tegn på, at krop-hjerne ikke er klar, hvis du stadig har stresssymptomer. 

Rehabilitering af stress handler altså ikke bare om at om tro på at man er klar – det handler om at hele systemet er restitueret og i balance igen, og at hjernen har opnået fuld rehabilitering. Hjernen har brug for lang tid i en ikke stressende tilstand, før den er rehabiliteret, så kognition og hukommelse er på sit tidligere stadie igen. 

 Uforløst stress i nervesystemet

 En andet fænomen der også ofte optræder i forbindelse med stress, er at vi kan opleve at stressaktiveringen startes ofte og for hurtigt. Det vil sige, at selvom vi kan føle os i ro og ude af stressen, så kan vi rammes af “pludselig stress”. Den “pludselige stress” er et neuropsykologisk fænomen, hvor hjerne og krop “overreagerer” for på bestemte stimuli. Typiske “overreaktioner” for stressramte kommer ved høje lyde, hurtige bevægelser, for meget information for hurtigt, aktiviteter der tidligere har været forbundet med stress eller ubehag, m.m. 

Overreaktioner fra nervesystemet kommer til udtryk ikke bare som en stressaktivering, det kan også være i form af angst, blackout, besvimelse, muskelspændinger, tinitus, hovedpine, svimmelhed, pludselig udmattelse, en oplevelse af at hjernen brænder sammen, følelsen af hele tiden at løbe ind i konflikter og en masse andre fornemmelser og tilstande i krop og hovede. 

Hvis vi har et nervesystem, som reagerer på denne måde, så kommer vi ind i en ond cirkel, hvor stress i kroppen holdes på et uhensigtsmæssigt højt niveau. Det er derfor afgørende at få hjælp gennem traumeorienterede terapeutiske metoder, så nervesystemet kan slippe disse “overreaktioner” og man kan slippe den uforløste stress i nervesystemet. 

Overser underlæggende neurodivergens 

Hos nogle stressramte viser sig det sig, at der også er en underliggende neurodivergens, det vil sige, at det kan være at vedkommende har ADHD, autisme, PDA eller er hypersensitiv, eller en kombination af nogle af disse neurologiske træk. Desværre er det ikke alle, som får hjælp til at opdage det, også selvom de er i lange eller gentagne stresssygemeldinger.

Når vi er neurodivergente har vi større risiko for at blive ramt af stress og belastningstilstande, og vi er længere tid om at komme os. Det skyldes at den neurodivergente hjerne har en øget forekomst af forbindelser internt i hjernen, hvilket gør at sansning, følelser og tankevirksomhed er mere kompleks og med langt større associationsaktivitet end hos neurotypiske. Hjernen bliver dermed hurtigere udtrættet og overvældet. 

Det kan være helt afgørende at opdage sin egen neurodivergens, så man får større forståelse for de ekstra hensyn der skal tages, både i rehabiliteringsprocessen og fremadrettet. Psykoedukation og mestring af reguleringsstrategier kan for mange være den manglende brik, som har forhindret at vi aldrig rigtig at kunne rehabilitere fra stress.

Forbigår andre faktorer fx overgangsalder 

 Mange stressramte får heller ikke hjælp til at afsøge landskabet for andre stressfaktorer. Mennesker med kronisk sygdom eller kroniske smerter vil fx være mere disponerede for stress og belastningstilstande. Smerter og sygdom er enkelt formuleret stressende. Desuden oplever mange at skulle være i kontakt med et sundhedssystem, som måske ikke altid møder dem med tillid og empati. 

Overgangsalder, eller det man nu mere nuanceret omtaler som perimenopause, menopause og postmenopause, kan også bidrage til stress. Det gør det fordi hormoner har indflydelse på vores hjerne og nervesystem, og når hormonniveauerne daler, bliver vi mere følsomme overfor stress. Vi får også sværere ved at rehabilitere fra stress, fordi kroppen allerde er stresset uden ydre påvirkninger. Udover det, kan dalende hormonelle niveauer også føre til invaliderende søvnforstyrrelser, tågehjerne, ledsmerter og angst, hvilket jo giver yderligere stress. 

Tidligere eller nylig hjernerystelse er også en hyppigt sameksisterende fænomen i forbindelse med stress. At få rystet sin hjerne opfattes af nervesystemet som livstruende, og vil derfor afføde en stor stressreaktion i krop-hjerne. Selvom scanninger af hjernen ikke viser tydelige skader på hjernen, vil en hjernerystelse alligevel betyde beskadigelse af væv (hjernen får en indre hudafskrabning) og beskadigelse af nervetråde i hjernen. Det betyder at hvis vi har oplevet en hjernerystelse, så vil vores system være stresset bare af selve hændelsen, men vi vil også være ekstremstresssensitive i lang tid efter, da heling af hjernen tager tid. 

Negligerer tegn på belastningsreaktion 

En sidste overset faktor for langvarige stresssygemeldinger, som lader til ikke rigtig at virke, er at lægerne ofte overser, at der er tale om ikke bare stress men en decideret belastningsreaktion. Mange opdager først sent i en stresssygemeldingsforløb, at de også har en belastningsreaktion. Typisk sker det, når stresssymptomerne aftager, men man stadig føler sig overvældet – bare på en anden måde. 

Man bliver ekstremt følsom over for små hverdagsbelastninger som lyde, aftaler eller uventede hændelser. Ting, der før virkede ubetydelige, føles nu som store krav. For nogle er det så voldsomt, at de kun kan overskue én ting ad gangen – fx enten hente børn eller købe ind – men ikke begge dele.

Belastningsreaktion tager længere tid at komme sig over end stress, ofte halve, hele eller flere år. Rehabiliteringen følger samme principper som ved stress, men kræver altså længe tid, men også en psykologisk proces med accept og opbygning af selvomsorg. Overbelastning heler kun gennem langvarig underbelastning. Derfor er det vigtigt at opdage, at man har belastningsreaktion, så man ikke hele tiden overbelastes.

Læs også mine andre og meget populære blogs:

• Er det stress eller overgangsalder?
• Hvordan føles det at have belastningsreaktion? Og hvad har jeg lært
• Langvarig stress - det sker der i kroppen
• 3. grads stress - invaliderende stress
• Efter stress - hvem er jeg nu?
• Kanaliseret stress - Når stressen ikke forsvinder
• Regulering af nervesystemet
• Tryghed frem for ro
• Hvad er en belastningsreaktion?
• Er din stress opkørt eller udkørt?
• Hvordan går det med din stress-sygemelding?
• Stresskollaps - det værste var manglen på forståelse
• 9 ting jeg lærte af min stresssygemelding og at tage den med ro
• Hvad er forskellen på stress og traumer?
• Pas på stress i sommerferien!

Og sidst men ikke mindst, kan du få meget mere viden om stress i min podcast 'Samtaler Om Stress' .

__________________________

Linda Clod Præstholm
Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut SEP, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com