Min indre flamme

Anonym

Jeg har lige været i Danmark på ferie med børnene.
Jeg havde sat mig for at jeg ville bruge denne ferie til at få helt klart hvad jeg kommer fra.
Min plan var at være sammen med min familie og bare iagttage. Ikke blive følelsesmæssigt rodet ind, bare kunne observere og acceptere hvor de er. Det gik ikke skide godt.

At være sammen med dem var super hyggeligt. Ingen tvivl.
Men min plan om at bare observere og lade dem være der hvor de er og ikke blive involveret og grebet af deres issues, se det gik slet ikke.

Der gik omkring 2 minutter så sagde det ”klik” og jeg var tilbage i rollen som jeg altid har haft og som passer så godt ind i hele familie konstellationen.
Umiddelbart lyder det jo ikke super godt, men rent faktisk, det jeg kom hjem med, var en påmindelse omkring erkendelse og accept.
Både for mig, men også for hvert eneste medlem af min familie.

Og det er nu helt klart for mig, hvad jeg kommer fra. Og alt er godt.
Jeg forstår og kan skelne mellem mig og dem. Også når de er i mit hoved.

Et eksempel.
I går skulle vi til housewarming hos et skønt menneske vi kender hernede.
Jeg ved hun holder af mig, af os, som vi er. Hun kan se alt vi er og alt vi ikke er og sætter pris på det. Når jeg er sammen med hende kan jeg være mig og hun kan være sig. Altså et venskab hvor vi gensidigt føler os trygge og værdsat.

Frederick (min mand) havde en tennislektion fra 19-20 og først omkring klokken 2035 var han hjemme, badet og omklædt.

Vi skulle være der klokken 20, og der er 15 minutters kørsel hjem til hende. Selv om vi havde sagt at vi nok først kom omkring 2030-2100, så opdagede jeg pludselig at jeg stressede.

Gik lidt hurtigere, havde hurtige bevægelser, ikke noget stort, men jeg kunne mærke at min indre vibration var anderledes. Jeg var anspændt. Mit åndedræt var hurtigt og anspændt.

Og jeg stoppede op og spurgte mig selv: ”Hvorfor? Hvorfor stresser du? Hvorfor er du anspændt?”

Jeg trak vejret dybt og svaret var: ”fordi vi kommer for sent!” Jeg svarede: ”og hvad så?”

Og der var stille. Der var intet svar andet end: ”jeg kan bare ikke lide at komme for sent”

Jeg spurgte: ”hvorfor ikke, hvad gør det at vi kommer for sent? Hvilken betydning har det?”

Og jeg anede det ikke. Der var stilhed. Intet svar.

Jeg er helt overbevist om at stress handler om frygt.

Vi kan enten have følelser af frygt eller af kærlighed og stress er IKKE en kærlighedsfølelse!

Så jeg spurgte mig selv ”hvad er du bange for?” og så kom svaret lige med det samme:

”jeg er bange for at S vil være skuffet over mig, jeg er bange for at hun vil blive vred, jeg er bange for at hun ikke vil invitere os mere, jeg er bange for at hun ikke vil være min veninde mere”

Og jeg var chokeret over svaret. For det dér… dét er altså ikke mig!

Den person jeg er i dag kan slet ikke genkende den utryghed. Derudover så har S og jeg også et forhold, der er meget større end det min frygt handlede om. Det kan ikke bare blive visket væk fordi jeg begår en fejl, kommer for sent eller siger noget dumt.

Så det var overraskende at jeg begyndte at stresse over frygten for at det skulle ske.

Og det er lige min pointe.

For den frygt er ikke min. Ikke mere.

Men du kan tro at den vakte gehør.

Så tilbage til min familie.
Min familie har aldrig sagt eller gjort noget, der har givet mig følelsen af mindreværd, utilstrækkelighed, utryghed eller frygt.

Jeg, derimod, har tolket ting der er blevet sagt eller gjort, som netop det.

Jeg har størstedelen af mit liv levet i en følelse af netop mindreværd, utilstrækkelighed, utryghed og frygt fordi mine antagelser og tolkninger af deres ord og handlinger handlede om netop det.

Jeg ved at ingen mennesker har den magt over mig.
Ingen kan sige eller gøre noget som helst som giver mig en af de følelser eller tanker.
Det kan kun jeg. Mig og mine tolkninger.

Så at jeg stressede i går aftes havde intet hverken med S at gøre, med Fredericks tennislektion, med min mor, far, søster stedmor eller brødre at gøre.
Det havde kun noget med mig at gøre.

Det hele skete i mine tanker og jeg er den eneste tænker i mit hoved.

Der er ingen at give skylden til, der er ingen at fralægge mig ansvaret til. Der er bare. Og det, der er, vælger jeg selv.

Så det jeg blev mindet om ved at være i Danmark og observere, var at slippe.
Tage ansvar og slippe.
Beholde min indre styrke og slippe.
Være min selvbestemmelse over mine tanker bevidst og slippe.

Og det jeg beslutter mig for, er at jeg altid, hele tiden, vil beholde mig. Jeg vil hele tiden mærke min vibration.

Min følelse af lykke, fred og ubetinget kærlighed, er jeg hele tiden bevidst.

Og jeg gør alt, for at hele tiden at mærke netop lykke, fred og ubetinget kærlighed.

For jeg har et valg. Altid.
Jeg kan vælge at slippe følelsen og hoppe med på de andres sandheder. Jeg kan vælge at gøre deres sandheder til mine. (Fx som tilfældet er med de sandheder jeg har taget til mig i min barndom.)

Eller jeg kan vælge at lade dem være, det de er.
Antagelser og fortolkninger.

Min sandhed, alt det der gør mig lykkelig, findes på et helt andet niveau.

Og det er så let at finde hjem.

Min eneste opgave i mit liv, består i at vedligeholde den flamme.
That´s it.
 

Jeg er taknemmelig for:
Mit liv
Rigdom, succes og overflod
Mine indsigter
Mine evner til at formulere dem
Min mulighed for at være mig og lære fra mig på både Spa og Retreat til alle der ønsker at vide mere
Min familie
Min barndom
S
Frederick
Mine kloge børn
Min indre flamme

I kærlighed
Pernille Damore