tillid

Har du nogensinde tænkt på, at der er ret stor forskel på at leve ud fra tryghed og ud fra tillid? Og at det har ret meget med ego- og sjæl-snakken at gøre?

Når vi er uenige og oplever os "ramt" følelsesmæssigt, begynder vi tit at anklage hinanden. Placerer skyld. En mindre uenighed og diskussion udvikler sig til et skænderi. Måske trækker du dig, stille og "passivt aggressivt" eller åbenlyst smækker med døren. Men bebrejdelserne fortsætter. I din indre dialog vokser konflikten. For at få ret, og bekræfte din ret overfor dig selv, taler du med andre - danner alliancer - som bare for konflikten til at eskalere.

Vi er mange som ofte halser rundt og stønner noget i stil med; 

”Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet”

Vi arbejder ikke for virksomheden, men for de mennesker, som er i virksomheden.

Har du det svært omkring tilliden mellem dig selv og omverdenen. Tror du, at andre ikke har tillid til dig med mindre du er perfekt?

Hører du til dem, som arbejder 24-7? Du påtager dig rigtig mange opgaver og elsker at kunne sætte hak ved endnu en opgave. Du stortrives med konkurrence.

Den kendte psykologi professor Svend Brinkmann mener, at vi skal tage NEJ-hatten på, fordi der er gået for meget mode i at sige JA.

Hvor tit sidder du helt stille og bare lytter indad? 

Forsoning og genforening mellem mennesker har i de seneste år været i fokus på TV.

Er tro et valg?

Det er det for mig. Men det har været en lang vej. Og jeg har diskuteret meget med mig selv undervejs.

Jeg har som udgangspunkt en meget rationel, videnskabelig tilgang til livet. Sådan en lidt kælderkold skeptisk opfattelse af liv og død, tro og fakta.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en klassekammerat, der havde en grundfastet tro på Gud og som åbent bekendte sig til kristendommen. Lidt af en bedrift, da det var i midt/slutningen af 70’erne. Han ville være præst, ingen tvivl dér.

Han opfyldte alle kriterier for min fordom om præster: Lidt nørdet, gammeldags klædt, rolig og tilbagetrukket og med et lidt fjernt udtryk i ansigtet. Var ikke med i kliker og grupper, spillede ikke kort – hvilket absolut var min foretrukne disciplin i gymnasiet – og forsvandt ligesom i mængden.