Da TAO kom ind i mit liv, bragte han meget med sig. Glæde, kærlighed, blød pels og en god portion uro og angst. For når vi elsker, mon så ikke også der er en lille del af os, der er bange for at miste det, vi elsker?

Uanset hvor mange kurser jeg har været på, kurser i at give slip på alverdens ting, kurser i accept af alverdens forhold og tilstande, kurser i at finde ro med mig selv og være med det der er, ja, så er der nu alligevel et lille sted i mit hjerte der er så uendeligt bange for at miste det, jeg har kært.

Jeg har mistet meget. Mennesker jeg elskede, steder jeg holdt af. Ting jeg havde bygget op. Og jeg er altid kommet til accept af, at der var en dybere mening med det hele. Men det gør ondt at miste. I hvert fald i mig. Måske bare fordi jeg er menneske.

Og TAO lille bløde varme elskelige TAO, som jeg gav mit hjerte til. Tænk hvis han en dag skulle rive sig løs af snoren og styrte ud i trafikken. Tænk hvis jeg skulle finde ham som en livløs pelsklump en dag. Tænk hvis jeg ikke kunne passe ordentlig på ham? Tænk hvis jeg en dag skulle vågne - uden TAO. Kunne jeg bære en sorg mere i mit liv?

For angsten kom ind i mit liv sammen med TAO. Angsten for at miste. Den der dybe angst som bare fylder alting ud, når først den er flyttet ind.

Alle sagde den berømte sætning: Slip det!

Slip det! Hvor mange gange har nogen ikke sagt til mig: Slip det! Og alligevel slap jeg det ikke. For jeg havde ikke lyst til at slippe noget som helst. Det var jo det, jeg holdt fast i. Hvis jeg gav slip, ville jeg hænge og dingle ud over Jordens kant i mit hjerte uden noget som helst at holde fast i. For jeg så, at når jeg holder fast, så er det fordi, jeg har brug for at holde fast i noget. Hvad som helst. Tvivl, sorg, desperation. Bare et eller andet der får mig til at føle, at jeg har en eller anden forbindelse til den uforudsigelige Jord, jeg vandrer på, hvor liv og død er et uadskilleligt par, og hvor kærlighed og adskillelse vandrer side om side.

Og så kom det til mig. Jeg har brug for at holde fast. I noget. Så hvad om jeg holder fast i noget andet, når nu alle siger: Giv slip!

Og jeg spurgte mig selv: "Hvad kan jeg holde fast i, når jeg klamrer mig til angsten for at miste?" Hvad kan jeg holde fast i, når afgrunden åbner sig under mig? "Tillid" blev der hvisket fra dybet af det sted, hvor vi kan høre engles sagte stemmer, hvis vi bliver stille nok. "Tillid. Du har brug for at holde fast i tillid, når du slipper din angst."

Og i dag gik min elskede af sted med min lille guldklump. Til Fakta hvor han havde til sinds at lade ham stå bundet til et cykelstativ, mens han selv ville købe brød og morgenlækkerier. Jeg sagde det ikke til ham, at jeg var begyndt at klamre mig til angsten. For det er det alle gør - går morgentur med deres hunde og binder dem fast til et cykelstativ. Det er helt normalt. Men det er det ikke for en, der har mistet både far og mor engang. For en der har mistet binder ikke sin hund til et cykelstativ. En der har mistet klamrer sig til sin hund og til angsten. For at miste.

Men jeg lod ham gå. Med TAO. Og jeg lagde mig under dynen og klamrede mig. Til tillid. Jeg holdt fast. Som hang jeg ud over et bjerg. Frit svævende over et bundløst dyb. Jeg klamrede mig vildt og inderligt til tilliden. Jeg ved, det går godt. Selvfølgelig. Jeg har tillid.

Og dybest set havde jeg bare brug for noget at holde fast i. Og jeg gav slip. På angsten. Fordi jeg havde noget andet at holde fast i.

"Vi kan ikke være svævende i universet", skrev jeg engang i en sang på et album, jeg kaldte Tilbage til Jorden. Dengang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre for at komme ned fra tvivlens luftgynger. Jeg kunne ikke give slip. Fordi jeg ikke havde noget andet at holde fast i, når det blev svært. Jeg troede bare, jeg skulle give slip. Og springe ud i et stort mørkt hul. Men meget er sket siden dengang, jeg skrev min sang.

Måske er det vigtigste af det, jeg har set, at jeg samlede mig hver gang jeg mistede og bristede. Og det kan jeg have tillid til, at jeg vil gøre igen. Når angsten kommer.

Majbritte Ulrikkeholm