Ligestilling er lig med ligeværd

Ligeværdigt. Jeg går ind for ligestilling. Jeg går ind for at alle, uanset køn, race, hudfarve, trosforhold mv. har lige muligheder for at gøre det de vil. Jeg går ikke ind for positiv diskrimination, og jeg er ikke feminist. Men jeg kan se, at der stadig i samfundet er steder kvinder bliver fravalgt pga. deres køn. Og jeg har stor respekt for det arbejder der bliver gjort af kvindeforkæmpere.


Efterhånden er det jo sådan at kvindens plads i samfundet, kan være lige så alsidig som mandens. Og det er jo i sig selv ikke en dårlig ting. Men jeg ser mere og mere at i stedet for at fremhæve dét kvinder kan så formiddabelt, så prøver mange kvinder at komme frem i livet (læs: Erhvervslivet) ved at klone sig til mænd. Men mere og mere ser jeg også at mænd mangler forbilleder for hvordan de skal agere i denne tid, hvor den metroseksuelle bløde mand, der kan sige fra, og som både er hulemand, intellektuel, og utroligt sexet, samtidig med at han da skal skifte bleer, klarer reparationerne rundt omkring i huset, og være large overfor sin bedre halvdel, når hun skal realisere sig selv.

Mine tanker omkring dette startede for mange år siden. Jeg sad på en restaurant og nød noget god mad – det var en ugedag, så der var ikke særligt proppet. Ind kommer 7 mænd, og efter et stykke tid, kan min ledsager og jeg ikke lade være med at lytte til hvad samtalen drejer sig om. Først troede vi faktisk at vi var en del af en practical joke eller skjult kamera – mændende diskuterede bleer. Det var en fædregruppe, der havde indfundet sig på restauranten, men det kunne lige så godt have været en mødregruppe. Nu skal jeg jo ikke definerer hvad andre skal tale om, men det virkede så forkert og meget opstillet, at disse mænd talte om AKKURAT det samme som jeg husker jeg talte med min mødregruppe om.

Så kan du jo stille dig spørgsmålet: ”Hvad er der galt med det – fædre har vel også behov for at tale følelser omkring børn?”. Ja, naturligvis har de det – jeg har bare aldrig kendt nogle mænd der havde de samme følelser omkring det at blive far, som mødre har omkring dét at blive mor. Måske kan man blive enige om, at manglende nattesøvn og gylp er lige belastende for fædre som for mødre. Men som én far jeg har talt med sagde: ”Min kone ved lige præcis hvilken ble der er bedst – derfor er det hende der står for indkøb af disse. Jeg har ingen anelse om det er Libero, Netto, eller Aldi der står på bleerne – jeg skifter dem bare!”

Og det er lige sådan jeg synes det skal være. Hjemme hos os er det primært mig der laver mad. Ikke fordi jeg er kvinde, men fordi jeg er bedre til det end min mand. Tilgengæld pudser han vinduer, for han er ikke bange for at hænge i 2. sals højde i én arm, men det er jeg!

Mænd og kvinder er IKKE ens – vi skal derfor ikke behandles ens, vi skal behandles ligeværdigt!
 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Ligestilling er lig med ligeværd. Læs mere