Hvad er et parforhold?

Hvem er vi, der opretter kasser, og putter folk ned i de kasser? Det er ganske vist mest almindeligt på disse kanter, at et forhold består af to mennesker, og dermed kaldes parforhold. Forummet og overskrifterne er fine nok. Næsten. For det der skurer mit øje, er ordet par. At fjerne ordet par, ødelægger ikke noget af det, der er skrevet indtil nu, men øger rummeligheden. Der nok ikke mange, der søger ud over parret, men de er der, og hvorfor så afvise dem? Og jeg kunne fristes til at sige, at jeg var enig med Tim's bud på, hvad et forhold er. Men der mangler, i mine øjne, en vigtig ting, som måske, og måske fejlagtigt, bliver taget for givet, nemlig: ÆRLIGHED. Du/I kan have venskab uden ærlighed. Måske ikke det bedste, men det ses dog. Du kan have sex uden ærlighed, hvilket heller ikke er det bedste. Og forhold uden ærlighed ses ofte, men det er heller ikke de bedste, eller de længst varende. Jeg ønsker ikke at være fordømmende overfor andres adfærd, eller deres normer. For hvordan kunne jeg så være et rummeligt menneske? Som rummeligt menneske, er jeg kommet stykke vej, men jeg har langt endnu. Så dette er et forsøg på at få ændret ordet parforhold, som overskrift for dette forum, til forhold. kh Shaman

Det jeg på min knudrede måde forsøgte at sige er: at der findes mennesker der, som en fast del af deres faste forhold, har sex med flere. Det kan være i polyamore forhold, eller det kan være den der er trediehjul på et par, med eller uden alles viden. Og så er der der dem der har sex med flere på engang ;) Så jeg taler om forhold der indeholder regelmæssig sex, mellem to eller flere frivilligt indvilligende mennesker. kh Shaman

De er velkomne siger du.... men det siger overskriften ikke. Overskriften siger PAR! Og par er to, hverken mere eller mindre. Jeg ved ikke med dig; men jeg ønsker at være et åbent og rummeligt menneske, og som sådan er det ikke mig, der bestemmer, hvordan andres forhold skal se ud eller ikke se ud, og overskriften burde derfor være: Kvinder, mænd, forhold og sex At have ordet par i overskriften tilføjer ikke, men begrænser. Nå, videre. Ja Tim, igen kunne jeg fristes til "bare" at sige ja, det er ekstra vigtigt, at der fuld ærlighed og venskab i et polyforhold. Og så nej alligevel ikke. Fordi HVIS man siger det, så siger du også at du ikke behøver fuld ærlighed i et almindeligt parforhold. Og selvfølgelig, skal vi ikke sænke kravet om ærlighed i noget forhold. I min verden er fuld ærlighed = 100%. Og jeg kan aldrig blive mere end 100% ærlig, selvom jeg lever i en verden der mener at 110/112/120 eller 200% ærlighed er mere end 100%. Det er over min fatteevne, hvordan man kan fylde en spand med vand mere end 100%. Når du har fyldt den 100%, så kan der ikke være, og resten render ved siden af. Men man kan sige, at det, der er større krav til i flerkants forhold, er rummelighed. Man skal, afhængig af forholdets karakter, måske ikke nødvendigvis rumme, "ekstra" partnere; men man SKAL kunne rumme, at ens primære partner, har forhold med andre. Og det er nok en svær kamel at sluge for mange. Mange tror, at kærlighed er at eje. Kærlighed, er at sætte fri, i min verden. Kærlighed er at give den omsorg og støtte som dette væsen måtte have brug for. Ikke at sætte hegn om, og begrænse dette væsens potentiale eller handle muligheder. Jeg er single for tiden, og har været det de sidste 16 måneder. Om jeg har erfaringer med det, ja og nej. Det kommer an på, hvilken synsvinkel man antager, når man skal besvare det. Detaljer omkring dette, vil jeg ikke lægge ud her. Ikke på grund af mig, men da det uvægerligt vil involvere mine tidligere partnere, og fortælle noget om dem, som de måske ønsker blier udbredt. Men jeg har ikke noget imod, at drøfte det ansigt til ansigt, hvis vi engang får muligheden for det :) Men behøver man at have have prøvet det, for at have en holdning til det? Efter skilsmissen til mine børns moder for 13 år siden, har jeg reflekteret meget over forhold mennesker i mellem. Observeret andre mennesker, lyttet til andre mennesker, og noteret mig, den enorme variation der er af holdninger. Gående fra de meget kontrollerende/ejende/besiddende væserne i det ene grøft og over mod den anden grøft, den rummelige. Og jo længere man kommer derover af, jo tyndere befolket er der. Jeg vil gerne over i den sidste grøft. Der hvor man ubetinget elsker ALT som er, SOM det er! Men jeg er der ikke, i egne øjne, jeg har langt endnu. UHA, den her debat åbner for rigtigt mange emner; men lad mig nøjes med at åbne en, og som måske bør have sin egen tråd: Væsener i den første grøft, er væsener med der lider af [usikkerhed|mindreværd|magtsyge|put selv flere ind] og væsener i den sidste grøft lider af (eventuelt overdrevet) [sikkerhed|selvværd|rummelighed|put selv flere ind]. Og lad os kalde disse grøftebeboere for ekstremister. Ekstremister forstår ikke hinanden, og kan IKKE sætte sig i den andens sted. OG så skal jeg beklage den fejl jeg lige har lavet. Jeg har fejlagtigt beskrevet det som to grøfter. Som den første og den SIDSTE grøft. Men ret beset, så ved jeg ikke hvormange grøfter der reelt er? At jeg ikke har set den tredie eller flere grøfter, betyder ikke, at de ikke findes! KH det ukomplette væsen Shaman

Kære meddebattører Vi har alle prøvet kræfter med forskellige forhold i form af enten venskaber, (par)forhold (mono eller polygame), forældre, børn, kolleger osv. Vi har derfor alle erfaringer at dele ud af og emnet er evigt aktuelt. Særligt Tims beretning om den tidligere kæreste inspirerede mig til tastaturet. Hermed mine opfattelser omkring menneskelige relationer … Når eller hvis jeg havner i et parforhold, vil jeg sørme håbe, at vores indbyrdes kærlighed og rummelighed rækker fuldt ud, således inddragelsen af en tredje (eller flere) person(r) aldrig bliver en nødvendighed. Kald mig bare fordomsfuld, kontrollerende, besiddende eller gammeldags (skulle nogen få de tanker), men jeg tror på gensidighed og commitment i alle mine forhold. F. eks … selv om min mor er blevet "gammelkoneirriterende" forlader jeg hende ikke eller beder hende finde en anden til at erstatte eller aflaste mig i rollen som hendes datter. Det er komplet umuligt. Altså, må jeg finde ressourcer til at rumme hende på godt og ondt. Akkurat, som hun også må med mig. Det kan være utrolig svært – men det er, som jeg opfatter det - blot endnu én af livets mange læreprocesser. Eller … hvis min veninde, mit barn, min søster eller min partner reelt ønsker og har brug for mere tid sammen med mig – da må vi finde den. Lykkes det ikke, er det nok et spørgsmål om, hvorvidt vi har tilstrækkelig interesse og engagement i hinanden. Kærlighed, rummelighed. Prioriteter? Vielses tilspørgelsen kunne gerne ændres til … Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og modgang, som en ægtekone/ægtemand bør leve med sin ægtemand/ægtehustru indtil kærligheden imellem jer dør? Jo tak, det ville passe mig fint :) Til Shamaen især … du stiler godt nok … øhm, vidtfavnende ;) Stiller du ikke nærmest umenneskelige krav til dig selv, når du gerne vil … ubetinget elske ALT som er, SOM det er? Personligt, har ikke noget ønske om, at kunne favne ALT og hele verden i ubetinget kærlighed. Omvendt, har jeg heller ikke behov for, at hele verden elsker mig. Jeg er ikke udstyret med overjordiske kræfter/evner, hvilket jeg føler, at en sådan selvforpligtelse fordrer. Og nej – jeg synes ikke, at jeg (eller andre) behøver have prøvet noget (ej heller polygame forhold) – for at have en holdning til det. Mange hilsner Lisbeth.B

Hvad er kærlighed? Er kærligheden så lille at der kun er plads i den til én parforholdsmodel – den flere tusind år gamle kristne heteroseksuelle model hvor en mand og en kvinde forventes at være sammen til døden dem skiller (uanset hvor meget deres sjæle måtte udvikle sig i hver sin retning)? Er kærligheden virkelig så lille? Eller er der plads i kærligheden til alle kærlighedens endeløse former og udtryk? Bliver man lykkeligere af at være i ét langt parforhold hele livet end man gør af at være i adskillige parforhold i løbet af sit liv? Og hvad er lykke? Er den lykke som et menneske oplever eller ikke oplever i et parforhold afhængig af ydre omstændigheder, såsom om man er single eller i et parforhold, om man har været sammen med én eller mange partnere i løbet af sit liv? Hvad har mest værdi? Et parforhold der varer tre uger eller et parforhold der varer 30 år? Og hvem er vi der gør os til herrer over andre menneskers parforholdsmodeller og liv på den måde? Er det kærlighed?

Fin pointe du og Kierkegaard har om at man ikke kan hjælpe et andet menneske uden at rumme det først. Det er indlysende når man tænker over det. Og alligevel overser så mange af os i vores iver efter at hjælpe (eller ændre) andre dette indlysende princip. For mig at se er kærlighed og rummelighed to ord for det samme. Livet rummer alt og alle. Det bryder ikke ind og lægger bånd på hvad vi kan gøre og ikke gøre. Det er kærlighed. Så vidt jeg kan se er en af grundene til at vi mennesker ofte har det skidt i vores relationer netop at vi ikke er rummelige som livet. Vores "kærlighed" er betinget (og derfor egentlig ikke kærlighed). Dermed ikke være sagt at man ikke kan bede et andet menneske om det man vil have, eller sige nej, eller sætte grænser, eller have nogen personlige præferencer. Alle disse ting har noget at gøre med formen på et forhold. Men alle formerne bevæger sig i livets grænseløse rummelighed og kærlighed.

Hej Shaman, Så vidt jeg kan se er alle de situationer du nævner – at brænde en hamster levende, at overfalde andre på Hovedbanegården, og talrige andre eksempler – noget som vi mennesker gør i vores forvirring og ubevidsthed og i den rus af smerte som denne ubevidsthed medfører. Intet menneske som er bevidst og vågen til virkeligheden påfører sig selv og andre lidelse. Hvorfor skulle det gøre det? Hvis man er bevidst om alle tings enhed og forbundethed, om loven om årsag og virkning, ville det da være sindssygt at handle sådan. Men ikke desto mindre er det lige præcis det de fleste af os er – ”sindssyge” (altså ubevidste om tingenes sande natur) – og dette fører til forskellige grader af ”sindssyg” adfærd. Men livet er så kærligt og så godt at det rummer selv vi menneskers sindssyge og den adfærd som denne sindssyge medfører. For livet/kærligheden er tålmodig, den kan vente for evigt, mens et menneske i sin uskyldige ubevidsthed driver sig selv til vanvid, indtil det før eller siden (som regel når smerten bliver stor nok) begynder at vågne op. KH Tim

Hej Maria Ja, man kan godt nøjes med en partner gennem et helt liv. Jeg er bare ikke så heldig, at det sker for mig. Om det at gifte sig. For nogen har det en meget stor betydning, for andre en meget lille eller ingen. Hvis du har lyst til at gifte dig, så er det et godt tidspunkt, ellers ikke. Og ja, du risikere at blive skilt igen, men når du nu læser med her, så vil du forhåbentligt forsøge at rede det mens tid er. Nogle gange sker det også at man bare vokser fra hinanden. Jeg ved ikke hvor lang tid man skal have været sammen, før end man bliver gift. 5 min? 10 min? 5 år? eller et sted der i mellem :) khib