Glaspigens mod

Anonym

Jeg er fuld af forundring, beundring, rystet i min grundvold (og der skal faktisk meget til), og dybt dybt beriget af lærdom efter at have læst den dokumentariske roman: ”Glaspigen”. Jeg kan virkelig anbefale den.

Glaspigen er nok den mest modige og beundringsværdige person, jeg nogensinde har læst om. Tænkt sig engang. Hun har skrevet en hudløs barsk og ærlig selvbiografisk beretning om sine selvoplevede rædsler ved at vokse op i en familie, hvor den tilsyneladende kærlige familiefar forgriber sig på hende fra hun er ganske lille og langt op i puberteten. Hendes sår på sjæl og krop er så vidtrækkende, at det tager hende 17 år af sit liv og 70 psykiatriske indlæggelser før hun langsomt kan komme til at leve et nogenlunde almindeligt liv og møde kærligheden i sit liv.

Hun skriver i bogen om sin traumatiske opvækst, sine psykoser, som i mange år ”hjalp” hende til ikke at huske det grufulde om faren. Heldigvis møder hun på sin vej en forstående kontaktperson, som følger og støtter hende i 14 år og giver hende modet til at huske, bearbejde og komme videre, trods en livshistorie som er virkelig uhyggelig.

Jeg er rørt til tårer over denne kvinde, og jeg vil til evig tid beundre mennesker som tør formidle, fortælle og lære os andre om et af de allerstørste tabuer, nemlig incest.  

Når jeg kort, har refereret for venner og bekendte om mine tanker mens jeg læste bogen, bliver jeg ofte mødt med: ”Pyhhh, åhh nej – det kan jeg ikke holde ud at høre om”…

Børn som udsættes for incest, kan heller ikke holde det ud, men de skulle ikke høre om det, de blev udsat for det, de skulle overleve i miljøet – i familien uden at miste forstanden. For alle lykkedes det ikke. Glaspigen er et eksempel på kvinde, som må gennemleve en årelang psykotisk sygdom.

Nej, jeg synes også det er dybt rystende og ubehageligt at blive konfronteret med, at mange børn faktisk vokser op i familier, hvor de ikke er trygge, hvor de seksuelt og sygeligt udnyttes af voksne, som skulle forestille at være de omsorgsfulde voksne. Hvis hjemmet for nogle børn ikke er trygt, hvor skal trygheden så findes?

Det er en ubegribelig sandhed, som ryster os i vores grundvold, at børn svigtes af deres biologiske forældre. Men ikke desto mindre, så er det sandt. Det er virkeligt – det forekommer i nogle familier.

Det må vi alle – navnlig os terapeuter åbne øjnene for. De voksne incestoverlevere har brug for medmennesker og terapeuter, som siger: ”Fortæl din historie, jeg er her og jeg kan rumme din smerte”. Jeg bliver siddende lige her, lige så længe du har brug for at fortælle din historie:  

Fordi traumer sker i ensomhed – men forløses i fællesskab. 

Hanne Kirkegaard