

Mine 3 afstressningsoaser i København
Det er i dag et vejr et solskinsvejr
oh søde vår, så er du atter nær
nu vil jeg glemme rent, at det var vinter
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til en som jeg har kær
Nu er foråret her endelig og det skal nydes. Så i mandags tog min mand og jeg os en fridag. Selv om vi begge er selvstændige, prioriterede vi at holde en fridag sammen – uden børnene og besøge vores hemmelige skønne og rolige afstressningsoaser midt inde i København og bare nyde, slappe af, og ha´ nogle gode oplevelser sammen. Så bliver vores batterier fyldt op og vi har plus på kontoen et godt stykke tid frem.
Jeg sidder som så mange andre arbejdende danskere, for det meste indenfor når jeg arbejder, derfor elsker jeg at komme udenfor når muligheden byder sig. Flere undersøgelser peger også på, at vores stressniveau falder når vi er udenfor. Derfor er gåture også altid en del af afstressningen, når du er overbelastet.
Jeg vil her indvie dig i mine små hemmelige afstressningssteder, så du også kan få fyldt batterierne op, få mere energi og overskud.
Botanisk Have, ligger på Øster Farimagsgade. Haven er et levende museum fyldt med de smukkeste blomster og planter. Du finder fiskehejrer der spejder ud over søen efter føde, egernet der titter forsigtigt frem fra sit skjul og svanerne der majestætisk ligger i græsset – alt dette lige midt i København.
Det Kongelige Biblioteks Have midt i byen bag Christiansborg Slot. Det er et lille overset paradis. Springvandet i midten, de blomstrende bede og de store skyggefulde træer gør den til et perfekt, afslappende tilflugtssted midt i byen.
Christianhavns Vold, et gammelt forsvarsværk/fæstningsring mellem København og Amager. Arealet benyttes i dag som et grønt åndehul, hvor historien danner stille og grønne rammer, der indbyder til hyggestunder, løbeture, aftengrill og meget andet.
Måske er ”mine oaser” tæt på dit arbejde, så du lige selv kan smutte derned og få ladet batterierne op eller planlægge en tur med en veninde, ven, familie eller kolleger.
Rigtig god fornøjelse.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer