Stresskulturens børnesygdomme
Du sidder i et møde hvor emnet er stresshåndtering, og det er som om, at emnet om stress kører rundt i cirkler uden rigtig nogen form for retning. Alle sidder og byder ind med hver deres egne lomme-meninger om stress, en viden de selv syntes lyder rigtig, men uden at have nogen form for seriøs baggrundsviden om emnet stress. Men de byder ind med noget fordi de selv syntes det lyder rigtigt. Kender du det?
Der kan f.eks. være én, der markerer sig ved at sige, at ”stress er jo også sundt at have”, samtidig med en anden sidder og har mest lyst til at stoppe hans slips langt ned i halsen på ham. En tredje byder pludselig ind med sætningen, at ”det jo er blevet et modefænomen at have stress -og alle skal lige pludselig have stress!” Mens en fjerde mener, at ”vi alle burde dyrke mindfulness og indføre 1 minuts stilhed før hvert møde”.
Det hele er endt i én stor rodebutik af følelser, postulater og gætterier og mødetiden løber ud.
Til slut må man lukke snakken, da der ikke er mere tid. Det bliver så parkeret med ”Vi har fokus på det og arbejder videre med det næste gang” (Hvilket så næste gang er rykket ned til punktet ”eventuelt” Punktet hvor folk begynder at skubbe stolen bagud).
Et andet scenarie:
En stress specialist gæster arbejdspladsen med et foredrag. Vedkommende deler ud af viden om hvor mange der dagligt i Danmark går ned med stress, hvor store krav vi sættes under i dagligdagen og hvor på stresskurven du ligger lige nu.
Nogle af tilskuerne begynder at byde ind med: ”Det er fordi de fleste har noget med fra privaten!” Eller: ”Mange kræver også mere og mere deres fritid!” eller ”Man kan jo også blive stresset af at tale for meget om stress!”. Det er udsagn og myter, som lyder af noget, men igen ikke noget de ved noget om med sikkerhed. Noget, der er på en eller anden måde har en distance til hele scenariet. Det er som om, at der er brug for en ventil i debatten.
Det hele ender ligesom det første møde, ofte lidt rodet.
Folk går der fra og har følt sig underholdt, og nogle er måske lidt rundt på gulvet med alt den information, som kan være svær at forstå. Men der var frugt og kaffe i pausen og det var rart, da man ellers skulle have siddet og talt i telefon eller trykket på sin computer. Nogen tænker måske: ”Der sikkert noget om stress-snakken et eller andet sted”, og ”Det er jo nok godt for dém, som har brug for det!”.
Og længere kom arbejdspladsen så ikke med dette. Det er her tingene stopper, eller går langsom tilbage, for så at kunne starte op igen om 3 års tid.
Men hvorfor falder det på gulvet? Og hvorfor er der nogen som brug for en ventil?
Det jeg oplever, når jeg er ud at tale om stress er, at dem som har haft stressen inde på tæt hold, kan nemmere relatere til emnet og genkende sig selv i nogle af de fortællinger, der er om stress. Deres tilgang er som ofte, at alt viden om stress god og vigtigt for os alle.
Og så er der også dem, der forsøger at tage afstand fra det og kommer med de små ”ventil-bemærkninger” Dvs. bemærkninger, der kan signalere, at meget af det er nok også lidt noget pjat.
Men hvorfor har nogle brug for denne ventil?
Et naturligt menneskeligt behov, som vi alle har, er at have billede af sig selv som værende stærk og betydningsfuld! Selv den svageste ”grå mus” drømmer nogle gange om at være super stærk. Hos nogle mennesker er dette behov en meget stor værdi, og de har ubevidst brøgget en historie i underbevidstheden om, at styrke og betydningsfuldhed er vigtigt for at lykkes og derved succes.
Der sidder de så med deres strategi, som indtil videre har hjulpet dem frem til de resultater de nu har opnået. Hvis en af strategierne har været at lade være med at rive sig med, når der er noget der rumstere i sjælen, så kan det være trættende for nogle, at der i deres øjne, bliver sat fokus på noget som de opfatter som ”svagheder”. De tænker måske: ”Styrke er at selv kunne komme videre, og svaghed er at stoppe op!”.
Derfor kan en fælles snak om stress, for dem, føles som om de er hivet med ind i ”tvungen terapi”. En terapi, som er bremsende og modarbejder deres fremdrift, og igen derved noget som modarbejder deres værdisæt.
Dét skaber modstand, og derved opstår der et behov for dem at få en ventil ind i debatten.
Skal man tale stress forebyggelse til disse mennesker, skal man tale mere om at i rammesætte hvilke strategier og rammer man med fordel kan skrue på, for ikke at tabe sig selv på gulvet.
Så derfor, hvis du vil undgå rod og modstand på din arbejdsplads, så er det vigtigt at være bevidst om, om der skal sættes fokus på det terapeutiske, eller på de de rammer vi agerer under.
”Den terapeutiske tilgang” har fokus på vores indre balance. Det kan være emner som stresshormoner og nervesystem, eller hvordan mærker vi at vi har stress, og hvad vi skal huske på som mennesker for at passe på os selv osv. Alt sammen utrolig værdifuld viden, som i en terapeutisk sammenhæng giver god mening.
Men man skal være varsom med hvilken terapeutisk viden man drysser ud over en arbejdsplads bestående af ikke terapeuter. Der sidder måske en leder eller en fra HR og tager noter, og pludselig skal alle have et mindfulness kursus, eller i ugentlige ”stress & skam-samtalegrupper”.
Dér kan en almindelig velfungerende medarbejder få fornemmelsen af at være blevet sendt i tvungen terapi! Og det kan skabe modstand, og igen, her bliver ressourcerne tabt på gulvet. Man kan risikere at få skabt medarbejdere, som begynder at få kvalme af at tale om stress, også selv om det er yderst relevant viden. Og så er man i virkeligheden gået 2 skridt tilbage frem for 1 skridt frem.
For ikke at skabe stressmodstandere men få alle med, er det vigtigt at afbalancere emnet, så det kun er dét, som er relevant for den enkelte arbejdsplads, der bliver sat fokus på, da både symptomer, arbejdspladser og mennesker er så forskellige.
Tingene hænger ofte sammen i et net af arbejdes pres, kommunikation, tydlighed, kompetencer, personlig bagage etc. Det hjælper f.eks. ikke kun at tale om gode råd til en god nattesøvn, når den grundlæggende årsag ikke er løst. Der hjælper et udluftet soveværelse ikke på nattesøvnen i det lange løb.
Den anden tilgang handler om de rammer og procedurer, der er sat op til at skabe tryghed og tillid til at arbejdet kan løses.
Det kan man sammenligne med at sætte sig op i en flyver.
Få hvis man tænker over det, er det jo faktisk et vanvittigt projekt at sætte sig op i en flyver! Vi lukker os inde i en form for raket. Den farer afsted med over 900 km/t., 11 km oppe i luften hvor der ikke er meget ilt og minus 60 grader. Udover det, så er der også lige monteret 2-4 bomber bestående af motorer, der lige under dine fødder, konstant pumpes med brændstof hvor bare den mindste gnist vil være katastrofal. Det er jo faktisk et vanvittigt projekt.
Alligevel vælger vi at udsætte os for dette og tager ovenikøbet vores børn med. Hvorfor?
Jo. Vi har tro, tryghed og tillid til at der er styr på tingene. Rammerne er ufravigelige stærke og kontrollerede. Piloterne bliver løbende trænede, og der ligger et hav af sikkerhedsprocedure, og gennemtestet ingeniørarbejde bag.
Det er dét, den ”organisatoriske tilgang” skal skabe. Trygge rammer og derved sikkerhed for medarbejderen både i fysisk og psykisk arbejdsmiljø. En klar viden om hvor man kan få hjælp og sparring; hvad man skal gøre hvis man har udfordringer; hvilke hjælpehåndtag ledelsen kan sætte i værk (stresscoach, psykolog, arbejdsmiljøkonsulent m.fl.).
En klarhed i at der findes ”nødudgange” dvs. hjælp og støtte og de bliver taget alvorligt. Det gør at kollegaerne får en idé om, at når de rækker ud efter hjælp, så får de fat i en hjælpeprocedure, der understøtter dem og derved virksomheden, og ikke bare en direkte fyreseddel.
Det samme kan også gælde hvis man selv rammes af stress. I stedet straks at bebrejde sig selv, så se på de procedurer og rammer, der kan ændres på. Måske er de rammer du holder fast på, årsagen til at du i virkeligheden ikke trives. Det kan være du kæmper for at hive en husleje hjem fordi du føler dig tryg i dit hus, uden at se, at det i virkeligheden er ved at nedbryde dig. Det kan også være du mistrives i dit job, men er bange for at skifte, da det at beholde jobbet giver dig tryghed, men igen nedbryder dig langsomt. Nogle gange kan det at give slip på gamle rammer, være nok til at situationen ændres og man behøver ikke nødvendigvis ind i en længere indre selvransagelse.
De to ben ”Det Terapeutiske” og rammerne som jeg kalder: ”Det Organisatoriske ben” kan hver især noget forskelligt. Er man bevidst om hvor, hvornår og hvordan de skal bruges, kan man komme en masse frustrationer i forkøbet og derved få alle og sig selv med, uden at det avler modstand og kaos.
Hilsen
Jakob Panduro, stresscoach Århus.
se mere på min hjemmeside: coachandcare.dk
__________________________
Jakob Panduro, Coach i Aarhus
http://coachandcare.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer