Se kontaktoplysninger og profil for Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

Hvorfor er ritualer og ceremonier så vigtige i vores liv ?

Vidste du, at ritualer og ceremonier opstod lang tid før vi opfandt religionerne? 

Ceremonier binder os sammen og gør os trygge og komfortable.Uden dem ville livet være en lang kedelig landevej. De har været brugt som vigtige markeringer af forandringer i tilværelsen lang tid før vores tidsregning. 

Vi kender dem fra storslåede ridderslåninger, kongeindsættelser og åbning af de Olympiske Lege, blandt andet. Men du behøver ikke være kongelig eller olympisk sportsudøver for at udføre et ritual. 

Vi gør det ofte helt ubevidst i dagligdagen. Både de religiøse og de sekulære ritualer og symboler:  et håndtryk, en fødselsdag, et jubilæum, årstiderne og alle vores helligdage, ja selv det besynderlige fænomen, at tage et grantræ ind i stuen og pynte det, er udtryk for et ritual med symbolske handlinger, der ’siger noget’ og som binder os sammen og gør os trygge. 

Nogle ritualer er individuelle – andre kollektive.

Nogle udføres kun én gang – andre er tilbagevendende.

Og så er der overgangsritualerne, hvor overgangen fra én status til en anden i et menneskes liv markeres.

Når et barn fødes – når vi kommer i puberteten – når vi finder kærligheden og til sidst forlader denne verden. Det markerer vi ofte med en ceremoni, som danner ramme om lige netop denne specielle begivenhed.

Jeg er så heldig, at være ceremonileder ved disse begivenheder og vil først fortælle lidt om, hvorfor vi ofte fejrer et barns fødsel med et ritual og en ceremoni. 

De næste par dage, vil jeg fortælle om overgangen fra barn til voksen, om bryllup og om begravelse. Og krydre med eksempler fra virkeligheden. Jeg håber du har lyst til at læse med. Vi begynder med begyndelsen. 

Fødsel

Når et barn fødes, handler en dåb eller navngivning allermest om at skabe et offentligt rum – offentligt på den måde, at hele familien og kredsen af venner bydes med ind i det – hvori man kan vise det nye medlem af familien frem og sige et kollektivt velkommen til det.

Ritualet  er altså et resultat af et svar på det, der er sket: en fødsel. Ritualet ”tæmmer” og italesætter det uforståelige og voldsomme og fantastiske og ubegribelige, som en graviditet og fødsel er.

Vi kan ikke bare henkastet konstatere, at hov, der fik vi lige et barn, og så gå videre, som om intet var hændt. Vi må standse op og markere det med ceremonien. Grundstrukturen i en sådan ceremoni er at sætte barnet ind i et større rum end det fødselsstuen og den hjemlige matrikel kan give det.

Barnet sættes ind i LIVETS rum, der siges velkommen til livet som sådan, ikke bare til livet hjemme på Solitudevej nr. 5.

Ceremonien markerer dels en velkomst til livet og dets vilkår, hvilket også er en velkomst ind i livets skrøbelighed og uforudsigelighed,  og dels en velkomst ind i moderens og faderens liv: du, lille menneske, er nu forbundet med mig til evig tid, uanset hvordan livet så ellers former sig, så er vi blevet hinandens skæbne.

Barnet sættes i relation til hele dets verden og livet selv: familie, venner, samfundet og evigheden. Samtidig viser vi barnet vores taknemmelighed for, at få dette lille nye barn ind i vores liv.

Jeg vil gerne give et eksempel herpå. Jeg håber du vil læse med videre, for det er en bevægende historie om, hvordan en familie siger velkommen til livet til de to små tvillingebørn – og hvordan en fortvivlet situation kan vendes til lykkelig oplevelse for alle.

En tvillingedåb lykkedes i sidste sekund.

En kvinde kontaktede mig helt ulykkelig. Ikke ulykkelig over, at hun havde fået tvillinger fornylig. Men ulykkelig over, at hun og hendes eksmand ikke kunne blive enige om at bruge kirken til deres navngivningsfest. Kirken var bestilt – maden var bestilt – gæsterne var inviteret til på søndag. I dag var det torsdag. Men ex-manden ville ikke have sine børn døbt i kirken, så hun måtte finde på noget andet.

Jeg tog til Sydsjælland, hvor hun boede på en hyggelig gård med sine forældre og storebror til tvillingerne. Der var stillet stolerækker op inde i stuen og gæsterne var kommet. 

Vi startede med at synge Halfdan Rasmussens pragtfulde sang: Noget om Kraft.

Så holdt jeg en ’velkommen-til-verden-tale’ til familie og venner om at modtage børnene, om forældrerollen, om at alle i dag havde en lille andel i børnenes hverdag og liv.

Så kaldte jeg mormor og onkel op, som bekræftede deres rolle som ekstra hænder og støtte til moderen. Så fik pigerne deres navne og moderen fremsagde en smuk erklæring om sin kærlighed til børnene og håb for deres liv.

Til sidst det allermest spændende. Storebroderen på 6 år, som vi meget gerne ville inddrage i ceremonien, fik lov at tegne et hjerte i olivenolie i børnenes pander. Olien er symbol på ønsket om frugtbarhed, kraft og styrke og hjertet – naturligvis broderens kærlighed til sine små søskende.

Herefter læste jeg dette smukke kvad af Dorothy Nolte om at socialisere børn:

Børn

Et barn som kritiseres

lærer at fordømme.

Et barn som får klø

lærer at slås.

Et barn som hånes

bliver genert.

Et barn som udsættes for ironi

får dårlig samvittighed.

Men:

Et barn som opmuntres

lærer selvtillid.

Et barn som får ros

lærer at påskønne.

Et barn som oplever fair play

lærer retfærdighed.

Et barn som oplever venskab

lærer venlighed.

Et barn som oplever tryghed

bliver tillidsfuld.

Et barn som er elsket og får knus

lærer at føle kærlighed i verden. 

Og efter ’Solen er så Rød Mor’ gik vi ud på gårdspladsen og sendte masser af balloner i luften for at fejre de to små børns lykkelige velkomst i deres vidunderlige familie.

Til Slut

Det, som jeg synes er så vedkommende ved denne lille fortælling er, at moderen helt bevidst valgte, at der skulle foregå noget for børnene, når nu de ikke kunne komme i kirken. 

Hun kunne godt have aflyst festen force majeure og brugt pengene på vinterstøvler i stedet for. Men et helt naturligt behov for at markere børnenes indtræden i familien gjorde, at hun fandt frem til os gennemførte sit helt eget ritual. 

Hvis I har lignende historier om menneskers urinstinkter eller det modsatte, må I meget gerne dele dem med os.

Mange hilsner fra

Ane Christensen

Ceremonileder i Livsceremonier.

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk