

Gør det dig lykkelig at købe nyt tøj, at få større bryster, at være nyforelsket eller at stige i løn? Tænk nu, hvis du leder alle de forkerte steder? Tænk nu, hvis lykken er meget tættere på end du tror! Her er fire simple leveregler til den ultimative lykke.
De fire simple leveregler
Forestil dig et liv, hvor du var fritaget fra alt det, der sårer dig. Et liv, hvor der ikke fandtes sladder, hvor vi ikke dømte hinanden, hvor vi aldrig tog kritik personligt, og hvor vi altid gjorde vores bedste for at placere glæden i centrum.
Hvor meget energi bruger du egentligt på at spekulere over, hvad andre siger om dig? Taler du selv pænt om andre, eller deltager du flittigt i den kommunikationsvirus, som hedder sladder? Forstil dig en hverdag, hvor du aldrig bekymrede dig og i stedet havde fred i sindet. Hvor du vidste, at så længe du gjorde dit bedste, så var alt i orden. Ifølge en tusind år gammel toltekisk visdom kræver det kun, at du følger fire leveregler, for at nå fred, glæde og harmoni. Hvem var Toltekerne? Toltekerne var for tusind år siden kendt i Mexico som ”De vidende mennesker”. Toltekerne dannede et samfund, hvor de levede efter forfædrenes spirituelle indsigt.
Regel 1. Vær ren i dit ord
Overhører du som lille pige, at nogle siger, at du er grim, kan det skade dit selvværd resten af livet. Du har taget ordene til dig og tror på, at det er sandheden, uanset hvor smuk du er. Ord kan skabe den værst tænkelige frygt eller den stærkeste kærlighed. Hvis du sladrer om andre, tænker og taler negativt om dig selv eller brokker dig, er du ikke ren i dit ord. Det, du fokuserer på, skaber du mere af. Derfor er det vigtigt, at du ofte stiller dig selv spørgsmålet ”Hvad er min hensigt med det, jeg vil sige?” Er du træt og utilpas og har til hensigt
at blive i den tilstand, skal du blive ved med at fortælle dig selv og alle andre, hvor dårligt du har det. Men ønsker du at skabe energi, må du vende den 180 grader. I stedet for at sige ”Ååååhhh, jeg er så træt og utilpas i dag” kunne du vælge at sige ”Jeg trænger til at hvile mig, så jeg kan komme helt på toppen igen”. Det du taler om, bliver en selvopfyldende profeti, så derfor er det vigtigt at sige, hvad du ønsker, og ikke fortælle hvad du gerne vil undgå. Når du vælger at være ren i dit ord, er du bevidst om at vælge ord, der skaber kærlighed
for dig selv og andre. Da ord er ren energi, vil du allerede i løbet af et par dage
mærke en fantastisk velvære ved at følge den første leveregel.
Regel 2. Tag ikke noget personligt
Jeg hørte for nogle år siden, Oprah Winfrey (den amerikanske tv-vært. Red) fortælle, hvordan hun før i tiden tog kritik personligt og ofte blev så ked af det, at hun blev i sengen. Siden havde hun fundet ud af, at vi kun tager ting personligt og bliver kede af det, hvis vi selv synes, der er et gran af sandhed i kritikken. I dag ved Oprah, at det kun handler om den person, der giver kritikken. Så længe hun selv kan stå inde for, hvem hun er, er alt andet fuldstændigt ligegyldigt. Siger din kæreste f.eks., at du er for fed, vil det ikke røre dig, hvis du selv er 100 % sikker på, at du er slank og smuk. Ifølge Toltekerne er det selvoptaget at tage noget personligt, da du formoder at alt handler om dig, dig og dig. Alle mennesker lever deres liv i deres eget sind, som ikke har noget med dit sind at gøre. Når du følger de tre andre leveregler om at være ren i dit ord, ikke at formode noget og altid at gøre dit bedste – ved du selv, hvem du er, og derfor vil andres meninger være irrelevante. Deres meninger fortæller kun noget om dem – og aldrig noget om dig. Ved ikke at tage noget personligt forsvinder al vrede, misundelse og had, og du føler en enorm frihed. Alle kan sladre om dig, og du er total immun for det. Med denne leveregel kan du leve med dit hjerte uden på tøjet, du kan sige ”jeg elsker dig” uden frygten for at blive afvist, og du kan sige ja eller nej uden selvbebrejdelse og skyldfølelse.
Regel 3. Lad være med at formode noget
Ofte formoder vi, at de mennesker, vi elsker, bør vide hvad vi har brug for. Hvis du har haft en hård uge på arbejdet, formoder du, at din mand vil aflaste dig lidt på hjemmefronten. Når der så ikke sker en dyt, bliver du ked af det. Den tredje leveregel handler om at skåne dig selv for en masse skuffelser og misforståelser ved aldrig at formode noget. I stedet skal du stille gode spørgs-mål og fortælle folk tydeligt, hvordan du har det, og hvad du nøjagtigt har brug for. Ofte går det galt i kommunikationen mellem mennesker, fordi vi formoder, at andre mennesker ser verden på samme måde, som vi selv gør. Er der noget, du ikke forstår eller er i tvivl om, så er det bedre at spørge end at formode. Fortæl de mennesker omkring dig, hvad du har brug for fra dem og spørg selv, hvad de har brug for fra dig.
Regel 4. Gør dit bedste
Mange af de kvinder, der kommer i coaching hos mig, tror selv, at de gør deres bedste. De knokler så hårdt for at få familie og karriere til at fungere, at de er ved at segne. Men at knokle er ikke det samme som at gøre sit bedste. Når du gør dit bedste, nyder du processen, du gør dig umage og har stadig overskud til at være noget for dig selv. Vi kan ikke hælde fra en tom kande, så det handler om først at fylde op hos dig selv. Forfatteren Don Miguel Ruiz fortæller, at dit bedste ikke er det samme, når du er træt, som når du er veludhvilet – og det er også okay. Det gode ved at gøre dit bedste er, at du derved aldrig har noget at bebrejde dig selv. Så længe du gør det, der er bedst for processen, bedst for resultatet, bedst for din krop, dit sind og andre mennesker, så kan folk beklage sig alt, hvad de vil – for du har fred med, at du altid gør dit bedste. Udfordringen er at finde balancen. Har du tendens til perfektionisme og betaler en pris i form af udmattelse, så gør du absolut ikke dit bedste. Dit bedste er altid det, der føles bedst. Måske føles det godt at have et perfekt hjem, en perfekt krop og en perfekt karriere, men hvis prisen er, at du betaler med dit eget helbred, er det i virkeligheden ikke dit bedste. De tre første leveregler fungerer kun, hvis du gør dit bedste. Du vil stadig tale grimt en gang imellem, du vil stadig formode ting i stedet for at stille gode spørgsmål, og du vil stadig komme til at tage ting personligt.
Gør dit bedste for at træne disse leveregler hver dag og skab et lykkeligere liv. Vi er her på jorden for at udvikle os, og heldigvis er ingen af os perfekte.
Forfatteren Don Miguel Ruiz deler Toltekernes magtfulde lære med os i bogen ”De fire leveregler”.
”De fire leveregler”
af Don Miguel Ruiz.
Kærlig hilsen
Gitte
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerGlimrende leve regler. Følger selv at forsøge den buddhistiske variant så godt jeg kan, og det gør en kæmpe forskel. Her er en kort skitse af den buddhistiske udgaven:
1. Riktig tale (en del af den ottefoldige vej)
Enormt vigtig at både undgå at tale rigtig. Vores tale former vores opfattelse, så om vi hele tiden går og nedsættende eller bare er lidt negative, farver det vores opfattelse af verden og til sidst vores handlinger.
2. De otte vinde
Kritik er ikke bare det eneste man bør ignorere. Kritik/ros, sorg/glæde, anonymitet/berømmelse og tilegne/ tab er mindst lige så farlige!
3. Don't know mind (Zen)
Min favorit! Altid at minde sig selv på at at man nok ikke kender hele sandheden, selv om man går rundt og tror at man gør det.
4. Rigtig anstrengelse (en del af den ottefoldige vej)
Svær men vigtig. Har selv en tendens til at overarbejde uden at få utrættet meget. Personlig har jeg som målestok, at om jeg efter endt arbejdsdag er rigtig træt, så er der noget galt et sted.